I diskussionen om dannelse og forankring nævnes det ofte, at det er sundt at læse litteratur. Personligt er jeg helt overbevist om, at det er sandt og endnu mere efter at have læse denne fine, lille bog ”Værksteder – at skrive i lys og mørke”, hvor journalist Jeppe Bangsgaard taler med en række nordiske forfattere om deres arbejde.
Fotograf Asger Mortensen har leveret sort-hvide fotografier af forfatternes nærmeste omgivelser, og da jeg ikke har forstand på fotokunst, vil jeg – skønt billederne fylder meget i bogen – tillade mig at nøjes med at bedømme ordene.
Jeppe Bangsgaard og Asger Mortensen har besøgt Per Petterson, Sofi Oksanen, Kjell Westö, Naja Marie Aidt, Helle Helle, Jón Kalman Stefánsson, Lina Wolff og Audur Ava Ólafsdóttir i deres hjem og skriveværksteder, og mens man jo af og til må sande, at det kan være en drøj omgang at høre kunstnere tale om deres egen arbejdsproces, sker der i bogen her noget interessant.
Det skyldes blandt andet, at de medvirkende taler ind i denne besynderlige tid, hvor pandemien gør vores råderum mindre og opfordrer til basale tanker om, hvordan man egentlig skal forvalte sit liv i en blanding af moderne højhastighed og en spirende følelse af at være omgivet af noget flydende og uforudsigeligt.
Forfatterne træder i bogen frem som dem, der i særlig grad netop nu kan tilføre samtalen noget væsentligt. De er ét med sproget, de forstår betydningen af det stille rum, og de søger konstant mening.
Samtalerne kredser grundlæggende om to ting. En forfatters håndgribelige arbejdsdag og forskelige rutiner og de mere overordnede overvejelser som et skrivende og reflekteret menneske. Blandt andet hører vi om nødvendigheden af stilhed. Finske Kjell Westö beskriver, hvad det betyder at befinde sig i byen, for nok kan han gemme sig i sin lejlighed, men selve bevidstheden om byens omgivende puls er nok til at skabe flygtighed.
Bylivets forstyrrende indgriben i menneskets åndsliv kan næppe overvurderes, og mens det ikke overrasker, at forfattere behøver ro og afsondring, har nødvendigheden af at blive mindet om stilhedens værdi vel aldrig været større. Den har nemlig også betydning for vores evne til at læse, hvilket får Kjell Westö til dystert at mene, at vi bliver dummere, hvis vi holder op med at gøre netop det. Det har han garanteret ret i.
Ud over beskrivelsen af forfatterlivet formuleres der også indsigt i forholdet mellem litteraturen og tidens debatter om kulturelt tilhørsforhold og sproglige rødder. Den halvt finske og halvt estiske Sofi Oksanen taler ligefrem om litteratur som en vej til overlevelse, fordi den beskytter selve fundamentet, vi står på.
Hun siger: ”Det lyder så dramatisk, men litteratur er en måde at overleve på. Hvis vi ikke beskytter vores sprog og vores kultur, er der ingen andre, der gør det.”
Med sin blandede baggrund kender Sofi Oksanen til muligheden af, at et sprog fortrænges, og hun fortsætter: ”Jeg skriver ikke selv på estisk, men jeg har en fornemmelse af, at når det for mig er så åbenlyst, at sprog og litteratur er politisk, så hænger det sammen med min estiske baggrund.”
Jeg må for en stund vende tilbage til Kjell Westö. Han er bogens mest interessante stemme og skriver efter eget udsagn klassiske romaner, der står i opposition til den moderne og mere fragmenterede stil. Westö forstår udmærket tendensen til både på film og skrift at rive historierne fra hinanden og siger: ”Det er sådan, mange oplever verden i dag. ’Ting falder fra hinanden; centeret kan ikke holde’, som det hedder hos Yeats. Det anvendes nærmest som et mantra i dag, men jeg har valgt at prøve at gå imod det.”
Muligvis undervurderer vi den grad af forvirring og meningsløshed, som det fragmentariske og abstrakte i længden kan medføre, og mens den traditionelle fortælling ofte i dag opfattes som gammeldags og fastlåst – og også som noget, reklameverdenen har misbrugt som kommercielt middel – vil Kjell Westö erobre den tilbage.
Jeg hylder bestræbelsen. Den klassiske fortælling bidrager til at forankre os i verden, og denne bog illustrerer smukt, hvordan tiden ganske enkelt kalder på forfatterne som historiefortællere og fortolkere af de omgivende kræfter.
Således ser nogle af dem sig da også klart forpligtet på at forholde sig til de magtfulde ideologiske vinde, herunder naturligvis identitetspolitikken, som blandt andre svenske Lina Wolff åbenlyst prøver at balancere sig nogenlunde helskindet igennem.
Det bedste danske bidrag kommer fra Naja Marie Aidt, der skiller sig ud med sin meget personlige gennembrudsroman, ”Carls bog” fra 2017, der handler om hendes søns død. Hun er stadig i tvivl om, hvordan hun som forfatter skal komme videre, og samtalen med Naja Marie Aidt kredser meget om døden og muligheden af, at skrivetrangen faktisk kan visne.
”Værksteder” er en vellykket bog, skønt nogle af samtalerne dog mangler en rød tråd, og intensiteten falder især, når forfatterne fortaber sig i tanker om forholdet til deres redaktør og analysen af egne værker. Hvem der fandt på titlen til Helle Helles ”Rødby-Puttgarden” er mindre interessant, og generelt er der klar forskel på de forfattere, der synes at leve i en meget lille boble og dem, der har mere samfundsmæssigt og kulturelt udsyn. Det er de sidstnævnte, der står for de største kvaliteter i denne bog, der som sagt også profiterer af perfekt timing.
Tiden står på mærkværdig vis i disse måneder stille omkring os, og vi har muligheden for hver eneste dag at lære noget nyt om stilheden og vores placering i verden. Forfatterne kan midt i alt dette ukendte være med til at lede os ved hånden.
Læs en forkortet udgave af interviewet med Per Petterson fra bogen på
k.dk/kultur