Det er en eftermiddag i oktober på Peder Skrams Gade i København. Bagest i en smal baggård ligger hus nummer 2 A, og et diskret skilt på murstensvæggen ved siden af hoveddøren fortæller, at man her finder Forfatterskolen. Går man op ad trappen og ind ad døren på første sal, er det et beskedent tekøkken og et par sofaer af ældre dato, der møder blikket. En ung fyr ruller sig en cigaret, mens han venter på, at kedlen med vand koger. Imens stikker den nyligt udnævnte rektor, Jeppe Brixvold, hovedet ud fra sit kontor, der ligger i forlængelse af rummet.
”Hej med jer,” smiler han stort til Mirian Due og Duncan Wiese. Begge er nye forfattere, uddannede fra Forfatterskolen, og bogaktuelle med bidrag i skolens afgangsantologi, der netop er udkommet.
”I kan sætte jer ind ved siden af, men det roder lidt. Vi havde arrangement i går,” siger Jeppe Brixvold og slår ud med hånden mod skolens opholdsrum.
Her hersker hyggeligt rod. På lange bogreoler står bøger side om side. Et par håndfulde stole er sat op på række. Gulvet er malerplettet. Det er en afslappet og beskeden atmosfære, der matcher de nyuddannede forfattere.
Da spørgsmålet om, hvorfor de vil skrive skønlitteratur, bliver bragt på bane, tænker de sig begge om. Længe.
”Det er virkelig bare en nødvendighed for mig at skrive,” begynder så den 24-årige Duncan Wiese.
”Det er ikke, fordi der er sket noget i mit liv, som gør, at jeg har brug for det. Noget driver mig, men det er ikke noget bevidst. At skrive er for mig en mulighed for at gå ind i noget, der er uden for mig selv og så undersøge det nærmere. Forholde mig til noget. Og så er det en tilfredsstillelse for mig. Jeg bliver enormt glad, når jeg skriver,” fortæller han.
Den 33-årige Mirian Due nikker.
”Jeg har haft samme oplevelse. Jeg bliver glad af at gøre det, og jeg oplever det som et behov. Det er noget, jeg bare må konstatere, at jeg bliver ved med. For mig er det at skrive en måde, hvor jeg kan arbejde med tanker, følelser og sansninger i et ønske om at opnå erkendelser,” supplerer hun.
Netop derfor kan det også være vanskeligt at forsvare, hvorfor man gerne vil være forfatter, tilføjer Duncan Wiese:
”Man producerer jo ikke noget, der nødvendigvis bidrager vildt meget til samfundet. Man kan godt skrive politisk litteratur, og litteratur kan godt introducere forskellige emner for læserne. Men personligt oplever jeg ikke min litteratur som noget, der gør en forskel lige nu og her. Ikke i forhold til, hvis jeg var politisk aktiv eller deltog i nødhjælpsarbejde. Den svenske dramatiker Lars Norén har sagt, at kunst er en undervandsbombe, hvor man først mærker rystelserne meget senere. Det synes jeg er et godt billede på, at litteratur måske først betyder noget bestemt mange år efter, at det er skrevet.”
Den aktuelle debat om, hvorvidt kunstnere har en forpligtelse til at bidrage til samfundsdebatten, er derfor problematisk, mener både Duncan Wiese og Mirian Due.
”Man kan jo ikke spå om, hvad slags litteratur der vil have en afgørende betydning,” siger Mirian Due, og Duncan Wiese supplerer: ”Litteratur er et møde mellem mennesker og ord, hvor man ikke på forhånd kan afgøre, hvad der foregår. Selv har jeg som ung mand i provinsen følt glæde ved at læse noget, som kun har haft betydning for mig. Og det er da helt sikkert det, jeg håber på at kunne bidrage med. Jeg skriver ikke for at løse et bestemt problem, men håber på at skabe et møde i sproget, som mennesker måske kan identificere sig med eller finde behag i.”
”Ja!”, udbryder Mirian Due og fortsætter:
”På den måde kan for eksempel eventyr være enormt relevante, for det kan give os mulighed for at møde et andet sprog, et andet sted og dermed nye erkendelser. Det er vigtigt, at litteraturen skaber forståelse, og derfor er det jo også godt, når der bliver skrevet litteratur, der forstås som samfundsrelevant. Men det er for mig problematisk, hvis man kræver, at det er samfundsrelevant, før det overhovedet bliver til.”
Forfatterskolen selv har også løbende været til debat, senest i foråret, hvor litteraturforsker Mette Høegh i Weekendavisen blandt andet kritiserede skolen for at lære eleverne en særlig skrivestil.
”Det var ikke, fordi det gik hen over hovedet på os, men vi talte faktisk ikke særlig meget om det,” siger Duncan Wiese.
Mirian Due ryster på hovedet.
”Jeg havde en oplevelse af, at det var et billede af skolen, som ikke havde noget at gøre med, hvad der foregår herinde,” tilføjer hun, mens Duncan Wiese uddyber, at der længe har været kritik af Forfatterskolens måde at drive uddannelse på.
Kritikken har blandt andet været, at det ofte er tidligere elever fra Forfatterskolen, der bliver udgivet på de store forlag, erindrer Mirian Due. Altså at der tilsyneladende foregår en slags favorisering. Og netop dét er et punkt, som særligt undrer begge nyslåede forfattere. I Duncan Wieses optik giver det nemlig mening, at uddannede forfattere egner sig til udgivelse.
”Det vil svare til at kritisere, at der er for mange fra Kunstakademiet, der bliver udstillet på museer, eller at der er mange konservatorieuddannede musikere, der spiller i symfoniorkestre,” mener han.
Både Duncan Wiese og Mirian Due ser langtfra Forfatterskolen som et sted, hvor de bliver skolet til en særlig måde at være forfatter på. De ser den i stedet som et værksted, hvor litteraturen og læren om den altid er i centrum.
Her handler det om at læse og skrive. Både sine egne ting, de andre elevers tekster og allerede udgivet litteratur. På skolen bliver det at skrive skønlitteratur taget dybt alvorligt, fortæller de, og det var også bevæggrunden for, at de begge søgte ind i sin tid.
”Efter at jeg var færdig på universitetet, og i årene op til at jeg søgte ind på Forfatterskolen, var skrivningen begyndt at fylde mere i mit liv. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg følte, at jeg stod fast. Jeg arbejdede særligt med digte, og det var svært for mig at komme videre med mine tekster. Hvis jeg skulle udvikle mig som forfatter, havde jeg behov for et fællesskab, der kunne hjælpe mig,” fortæller Mirian Due, der tog en kandidatuddannelse i dansk fra Københavns Universitet, før hun søgte Forfatterskolens veje.
Duncan Wiese arbejdede tidligere blandt andet i en børnehave, mens han skrev skønlitteratur ved siden af. Lige indtil det gik op for ham, at der fandtes et sted, som udelukkende havde fokus på at skrive og læse. Han kom ind på Forfatterskolen i andet forsøg. Duncan Wieses opfattelse af skolen har ændret sig markant, siden han første gang søgte om optagelse, fortæller han.
”Jeg kom ind med en forestilling om, hvad skolen stod for, hvordan man læser herinde, og hvem elever og lærere var. Min første tid herinde ville jeg gerne bevise, at jeg fortjente at gå her. Der er så mange, der søger ind, og jeg ville vise, at jeg var en lovende forfatter. Men jeg fandt hurtigt ud af, at skolen frem for alt er et arbejdsfællesskab, og jeg følte mig efter noget tid langt mere rolig ved at være i det,” siger han.
Siden i sommer er det atter de modstridende følelser, der vinder indpas i hans og Mirian Dues bevidsthed. Tiden på Peder Skrams Gade har været både god og intens, forklarer de, men det er også en rar følelse at komme ud på den anden side af murene.
”Efter to år med masser af læring i et heftigt tempo føles det godt at kunne have tid og ro til sit eget,” forklarer Duncan Wiese, mens Mirian Due slutter af:
”Jeg har haft brug for at brede det ud, som jeg har lært, for at forstå det ordentligt. Nu kan jeg arbejde stille og roligt med de tanker og idéer, jeg har udviklet i min tid på skolen.”