Prøv avisen
Kommentar

Forfatterskolen trænger til konkurrence

"Jeg morede mig, da jeg læste kommentaren i Weekendavisen, for det er længe siden, jeg har oplevet et sådant slag i bolledejen," skriver Lars Handesten om Mette Høegs kritik af dansk samtidslitteratur. Foto: .

Efter balladen om Mette Høegs kritik af danske forfattere står det klart, at dele af litteraturmiljøet er for indforstået

Et sus er gået gennem den litterære offentlighed. Ihvertfald en del af den. Under overskriften ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans” har litteraten Mette Høeg gjort summarisk og provokerende status over ung dansk litteratur. Hvad fortæller hendes artikel og reaktionerne på den om dansk litteratur?

Jeg morede mig, da jeg læste kommentaren i Weekendavisen, for det er længe siden, jeg har oplevet et sådant slag i bolledejen. Halve sandheder, uhørte grovheder og groteske forenklinger og frem for alt en frådende og flænsende energi præger artiklen.

Jeg fandt ærligt talt dette kritiske og urimelige amokløb temmelig underholdende og forfriskende, fordi hun trods alle urimeligheder også sætter fingeren på nogle ømme punkter. Når hun går efter den indforståede tone i den litterære debat, hvor debattørerne har været til selskab sammen og i avisartikler omtaler hinanden ved fornavn, så er det rigtignok ekskluderende for den almindelige avislæser. Og når hun hævder, at de unge forfatterskolepiger lærer et sprog på Forfatterskolen, ”der gør dem i stand til at tilføje deres trivielle barndomsminder et skin af dybde og kompleksitet og deres pølsenormale forhold til ungdomskæresten et udtryk af drama og farlighed” - så har hun også fat i noget, selvom man hverken behøver gå på Forfatterskolen for at lære det eller være specielt god til det, fordi man er pige.

Når Høeg taler om kvindelig dominans og om Forfatterskolen som ”dansk samtidslitteraturs mest og uforholdsmæssigt indflydelses-rige institution”, så er det både himmelråbende urimeligt og lidt sandt. Forfatterskolen kan forekomme at have så meget magt, fordi den er den eneste skole, der findes af den slags i Danmark. Med de monopollignende tilstande kan den komme til at fylde uforholdsmæssigt meget i folks bevidsthed, og den kunne godt trænge til et reelt alternativ og dermed lidt konkurrence.

At litteraturen er domineret af kvinder, er sandt så langt, at det for størstedelens vedkommende er kvinder, der læser, og det i vid udstrækning er kvinder, som varetager litteraturundervisningen i uddannelsessystemet. Det gælder endnu ikke på universiteterne, hvor der stadig er mange mandlige litterater, som for øvrigt også anmelder i aviserne. Desuden er det også sandt, at mange af de forfattere, der har markeret sig stærkest de seneste 10-15 år har været kvinder. Det skyldes ikke bare politisk korrekthed og fedtende journalister og anmeldere. Der er et stort publikum til bøger af Helle Helle og Ida Jessen. Og ingen nok så fine anmeldelser og leflende interview kan vippe Mette Moestrup eller Olga Ravn ud til en bred læserskare.

Underholdningsværdien af Mette Høegs indlæg blev ikke mindre af det ramaskrig, der fulgte. Hun blev tværet ud, beskyldt for at være kvindehader, homofob og i det hele taget under lavmålet. Aviserne skrev om hendes artikel, og der kom læserbreve og Facebook-kommentarer, der for en stor dels vedkommende var harmdirrende af forargelse, men som iblandt også roste hendes kritik af det inferiøre navlepilleri. Hvad der ikke lige kom med i den diskussion, var, at den samme generation, der beskyldes for at være selvoptaget, også forsøger at vende sig mod samfundet og endda er blevet kaldt ”generation etik”. Så generationens litteratur er heldigvis langt mere facetteret, end Høeg lader ane.

Følger man ikke lige med i de litterære debatter til dagligt, kan man få det indtryk, at der er sket noget virkelig stort og afgørende i dansk litteratur, siden der har været sådan en opstandelse. Sagen kom sågar op i DR 2's Deadline lørdag aften. Martin Krasnik havde fået kritikeren Lars Bukdahl og forfatteren Lars Frost i studiet.

Det var et mærkelig svagt interview, der på det nærmeste bekræftede, hvad Høeg skriver om politisk kønskorrekthed og kritikernes angst for at gå til biddet. Bukdahl slog afmægtig med en bog i bordet, Frost ville ikke ud med sproget, og Krasnik var tamt tilbageholdende. Her var der ingen, der skulle nyde noget af at få ørene i maskinen, og det samlede indtryk var tre artige og utilpassede drenge, der helst ikke ville sige noget.

Men fred være med det. Høegs artikel overlever ikke lang tid i mediekværnen. Dertil er den for svagt funderet i sin kritik. Men den har dog vist, hvordan det lille litterære miljø omkring de kritiserede forfattere reagerer: De gør fælles front, som om de var truet på deres eksistens af et enkelt lille myggestik. Det afslører for mig at se en kraftesløshed og sårbarhed, som ligger meget langt fra den magt, Høeg taler om.

Sådan set er Høeg forblændet af en papirtiger og udkæmper ligeså drabelige slag som Don Quixote. Det kan være sjovt eller forfærdeligt at se på for de indforståede. For de i forvejen udenforstående må det mest af alt ligne absurd teater, og de kan glæde sig over, at der er en litteraturverden uden for de snævre cirkler, der tegnes af universiteternes litteraturstudier og Forfatterskolen.

Lars Handesten er lektor, ph.d. Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet