Forfatteren Charlotte Strandgaard røg alene på trappen op til forlaget Gladiator, da døren til det lille københavnske forlag gik op. I døren stod – for nu snart fem år siden – den dengang purunge forfatter og forlagsmedarbejder Johanne Bille, som straks kom til at tænke på et berømt billede ved synet af den 50 år ældre forfatterkollega, der sad og røg. Den smalle, rustikke gårdtrappe op til Gladiator ligner godt nok ikke helt Kulturministeriets mondæne trappe. Men selvom Charlotte Strandgaards pagehår var blevet kortere, og ansigtet havde fået en længere historie, var udtrykket det samme som dengang i 1970, hvor hun lod sig fotografere i en stor, løsthængende kjole med en hash-joint i hånden på det nu ikoniske fotografi sammen med Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Erik Thygesen, Hans Jørgen Nielsen, Franz Ernst og en række andre småskæve forfattere. Nu røg hun bare cigaretter. Alene. Men den dag for fem år siden fandt Charlotte Strandgaard igen et nyt forfatterfællesskab på en trappe, for nu er Charlotte Strandgaard og Johanne Bille trods aldersforskellen blevet nære venner.
”Det er nemt at huske første gang, jeg så dig, fordi det netop lignede det billede, jeg havde set af dig, men jeg kan ikke huske, hvad der skete bagefter,” siger Johanne Bille.
”Dengang arbejdede du jo på forlaget, så jeg tror måske, at du kom ud for at låne mig en bærbar computer fra forlaget, og så kom vi til at snakke, og det holdt vi så aldrig op med,” siger Charlotte Strandgaard og griner, da de to forfattere sidder i hver sin lænestol hjemme i Charlotte Strandgaards lille lejlighed på Amager, hvor en hel reol er fyldt med forfatterens egne værker.
Indretningen vidner om et menneske, der favner bredt. I vindueskarmen står der kristne ikoner og helgenfigurer, og på væggen hænger en gammel studentergave fra en fætter, en indrammet drikkevise med noder, som en af hendes forfædre engang har skrevet. Men nu er hun mere optaget af, hvad Johanne Bille skriver.
”Da vi mødtes, var du ved at skrive en bog, og så læste jeg den og lod bagefter dig læse noget af det, jeg arbejdede med. Jeg er altid så spændt på, hvad du skriver, ligesom jeg gerne vil have dig til at læse mine tekster. For du er en god læser, og det tror jeg også, at du synes om mig, ikke?”, siger hun og fortsætter uden at afvente et svar, mens Johanne Bille alligevel nikker.
”Vi læser hinandens ting og tager os af hinandens ting. Det er jo dejligt at have en god medlæser af sine tekster og i livet, så det har været rigtigt fint,” siger Charlotte Strandgaard og tilføjer:
”Vi er gode til at være hårde ved hinanden. Jeg tror, det er vigtigt, at læsekulturen er hård nok på den rigtige måde. Jeg er i det hele taget meget dårlig til at lyve om noget. Det kan jeg ikke, så vil jeg hellere være kritisk.”
Johanne Bille: ”Ja, det skal man jo også lige kunne tåle. Men vi er nok begge opdraget til at se kritik som en gave, og vi har samme forhold til litteratur. Teksten er ikke hellig, men teksten er noget, der skal læses og gennemskrives frem. Det er ikke noget, der er kommet fra Himlen og skal bevares, for vi skriver jo ikke i sten, men arbejder med teksten, så den kan blive bedre.”
Charlotte Strandgaard: ”Ja, jeg har også skrevet meget dramatik og været vant til, at det er en del af processen, at teksten aldrig er færdig, før skuespillerne og instruktøren kan arbejde med den.”
Er I så lige så ærlige, når det kommer til jeres liv?
Charlotte Strandgaard: ”Ja, og det er nok meget sjovere at høre om, men det får du altså ikke noget at vide om.”
Johanne Bille: ”Nej, men vi kan vel godt sige, at vi begge var lidt i krise, da vi blev venner. Charlotte gik dengang til genoptræning, og jeg var lige blevet skilt, da jeg begyndte at besøge dig meget. Jeg havde fri hver torsdag, hvor jeg næsten altid besøgte Charlotte. Jeg kom mig over en skilsmisse, mens Charlotte fik det gradvist bedre. Jeg var smadret på den ene måde, og du var smadret på den anden måde, men vi fulgtes ad.”
Charlotte Strandgaard: ”Ja, det var et meget fint og meget parallelt forløb, der nok varede et års tid. Det var meget vigtigt for vores venskab, for vi kender hinanden så godt fra den meget rå periode for to-tre år siden. Det var nok også i den periode, vi for alvor opbyggede vores venskab. Det tager jo tid at opbygge et venskab. På den måde minder venskab i virkeligheden om kærlighedsforhold. Man træffer hinanden, mærker et eller andet, og så kører det. Og så passer man på det. Jeg tror, at det er det, der gjorde, at vi blev venner for alvor. Men jeg tror også, at det betyder noget, hvis man laver det samme og kan hjælpe hinanden.”
Johanne Bille: ”Ja, vi har været ret gode til at passe på det. Der er en gensidig forpligtelse.”
Charlotte Strandgaard: ”Ja, ligesom i et kæresteforhold.”
Johanne Bille: ”Lige præcis.”
Aldersforskellen betyder ikke alverden for de to veninder.
”Den betyder selvfølgelig, at vi er forskellige steder i vores liv, men det havde vi nok været alligevel. Du har ingen børn, og begge mine forældre er døde. Det er en forskel, men ellers tænker jeg ikke over det med alderen. Et rigtigt venskab er ligeværdigt, uanset hvilken aldersforskel eller andre forskelle man har. Det, der betyder noget, er kemien, og den var der bare fra begyndelsen,” siger Charlotte Strandgaard, mens Johanne Bille gengælder ordene med et smil.
”Ja, kemien var der bare. Jeg kan godt tænke over, at forholdene var anderledes for kvinder, da du debuterede som forfatter, men jeg tænker ikke over, at Charlotte er 50 år ældre, når vi taler sammen. Det er mere omgivelserne, der reagerer på os og tror, at jeg er din datter. Jeg kan huske, at vi var til et debatarrangement i forfatterforeningen PEN for nogle år siden, og da jeg sagde farvel ved taxaen, antog chaufføren, at jeg var din datter, men så sagde du: ’Hun er sgu da min veninde’, og så vidste jeg, at vi virkelig var venner, så det var nok en kernescene i vores venskab,” siger Johanne Bille.
Hvordan har I undgået, at det blev til et mentor/elev-forhold?
”Vi er nok bare lige forvirrede begge to. Charlotte skriver jo også endnu, så det er jo lige så skrøbeligt for dig at skrive noget nyt, som det er for mig,” siger Johanne Bille.
”Det er jo det. Det bliver ikke spor bedre. Det bliver kun værre, jo flere bøger man skriver. Og så taler vi også meget om mænd. Det synes jeg også, er rigtig fint. Vi har haft meget glæde af at tale om dine kærester og ekskærester, det har virkelig været sjovt,” siger Charlotte Strandgaard med en hæs latter.
Johanne Bille: ”Ja, og der tror jeg faktisk, at aldersforskellen spiller en rolle.”
Charlotte Strandgaard: ”Hvordan det?”
Johanne Bille: ”Hvis jeg ringer til nogle af mine andre veninder med kærestesorger, så går de hurtigt med på, hvor trist det er, men du er god til at få mig til at grine af det, fordi du har hørt eller oplevet værre før. Du har set mere og prøvet mere. Livserfaring kan jo sommetider også betyde, at man kan se komikken i det, der opleves helt forfærdeligt i øjeblikket. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er kommet hjem til dig og har grædt og er endt med at grine,” siger hun, mens de to veninder deler en lang indforstået latter.
De to kvinder fandt også hurtigt ud af, at de havde mere tilfælles end deres litteratursyn.
”Kvindesagen betyder meget for os begge, og vi er nok i det hele taget enige om ret mange ting efterhånden, og det er jo dejligt at være sammen med en, man er enig med,” siger Johanne Bille og griner.
”Det er helt oplagt, og så havde vi begge to et godt forhold til en berømt far, som vi har mistet, så på trods af aldersforskellen minder vores skæbner på den måde om hinanden. Vi havde begge nogle meget karismatiske fædre, og de var meget glade for os, så der er ting, som vi ikke behøver at snakke om, fordi vi bare genkender det,” siger Charlotte Strandgaard, mens Johanne Bille nikker:
”Ja, det er både en rar og en mærkelig følelse af at forstå hinanden, fordi vi begge to har et ret stort savn til de fædre, der forsvandt. Det fandt vi hurtigt et fællesskab i. Der er ikke mange, der kan forstå, hvad det vil sige at have sådan en far. Men det har vi jo også begge brugt til at skrive om.”
Charlotte Strandgaard har (sammen med Finn Slumstrup) skrevet bogen ”I lyset af glæde” (1996) om sin berømte far, Jens Kruuse (1908-1978), der var litteraturkritiker, kulturredaktør, modstandsmand og højskolelærer. Og Johanne Bille er datter er rockanmelderen og forfatteren Torben Bille (1949-2013), og hendes roste debutroman, ”Tænk nu hvis” (2015), tager netop udgangspunkt i tabet af den kærlige kritikerfar. Og de blev begge opdraget med, at ærlighed er kærlighed, fortæller Johanne Bille og vender tilbage til deres fælles tradition for at give hinanden uforsødet efterkritik.
”Den ærlighed er guld værd, for hvis Charlotte kan lide noget, så ved jeg også, at jeg er på rette spor. Senest læste du jo udkastet til min nye roman ’Når mænd forlader mig’, som udkommer til efteråret. Jeg tog ikke telefonen, da du ringede, men så indtalte du en besked og sagde, at det var godt, og så vidste jeg, at jeg var på rette vej. Det betød virkelig meget.”
Helgenfigurerne i vindueskarmen er stadig udsat for passiv rygning, men de seneste år er de to veninder begyndt at nærme sig det hellige med fornyet kraft.
Johanne Bille: ”For mig er det med tro noget, der er kommet tilbage til mig, så det er en forholdsvis ny ting. Men jeg tror også, at jeg er et sted, hvor jeg er ved at nærme mig det.”
Charlotte Strandgaard: ”Ja, det er du. Det snakker vi jo meget om. Jeg har i virkeligheden haft troen hele tiden, men det var bare ikke så in i 1960’erne og 1970’erne, hvor man tyndsled Marx’ gamle motto om, at religion er opium for folket, mens vi i stedet røg hash. Jeg listede mig alligevel i kirke, for så kunne man altid sige, at man var derinde for at kigge på noget smukt. Men det har altid betydet noget for mig, og det blev stadig vigtigere for mig, mens jeg søgte forskellige steder. Jeg læste Koranen og har været optaget af den katolske kirke, men jeg endte med at sige til mig selv, at det var i folkekirken, jeg havde hjemme, og så meldte jeg mig ind i folkekirken igen. Jeg blev ellers katolik i gymnasiet, men da jeg opdagede, at man mente, at paven var ufejlbarlig, når han talte eksegese, blev det for meget, for jeg tror simpelthen ikke på, at noget menneske er ufejlbarligt. Men det var fint, at den katolske kirke altid var åben som kirkerum, og det var jo dejligt. Jeg gik også i gymnasiet hos en klog, klog, gammel jesuit, så det var fint at opleve. Men jeg kan godt lide, at alle er velkomne i folkekirken, og nu kommer jeg stort set i kirke hver søndag. Der er især to præster, jeg meget gerne vil høre, men selv med en præst, man ikke gider at høre på, er der stadig salmerne og velsignelsen at gå hjem med, så jeg går som regel i kirke om søndagen.”
Johanne Bille: ”Jeg er opvokset i en familie med meget ånd, men også meget rockmusik. Det behøver ikke at være modsætninger, for jeg har også været meget i kirken som barn, men kom så lidt væk fra det. Men nu er jeg nok på vej tilbage til at have kirken som et rum, jeg gerne vil genbesøge. Men jeg er først ved at finde ud af, hvad jeg egentlig tror på.”
Hvad er kernen i kristendommen så for jer?
Charlotte Strandgaard: ”Næstekærligheden. Hver gang jeg kigger på de andre religioner, er næstekærlighedsbuddet ikke nær så tydeligt. Og det er det centrale og det svære for mig.”
Johanne Bille: ”Det er jeg enig i, men jeg synes også, at tilgivelsen er vigtig og svær. Hvad vil det egentlig sige at tilgive? Det er vigtigt for mig at tale om. Og sådan åbner troen jo i det hele taget for en samtale om de dybere lag i livet, og det synes jeg også, at vi mærker i vores venskab.”
”Ja, helt bestemt,” siger Charlotte Strandgaard og fortsætter:
”Det er jo heller ikke sådan noget, man afslutter. Troen stiller os hele tiden over for nye spørgsmål. Man bliver ved og ved med at forsøge at trænge ned i troen, og selvom præster taler om det samme hver søndag, er det jo på en måde nyt hver gang.”
Johanne Bille: ”De store spørgsmål i livet ægger jo også til en evig samtale.”
”Ja, så samtalen er evig,” siger Charlotte Strandgaard, inden hun afslutter interview-et.
Der skal jo også være tid til at ryge alene.
