”Verden vil bedrages, lad den blive bedraget”, mumler pave Paulus IV ud over en sagesløs folkemængde i Ludvig Holbergs Heltehistorier. Og noget kunne tyde på, han havde ret.
Teater Mungo Park i Allerød fortsætter satsningen med at lave engagerende og virkelighedsnært aktualitetsteater, når instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld fortæller den fascinerende autentiske historie om topreporter Claas Relotius på det hæderkronede magasin Der Spiegel, der gjorde kometkarriere og faldt med et brag. Relotius var den store humanistiske stemme, som rapporterede fra alverdens brændpunkter, interviewede syriske oprørere, henrettelsesvidner og anarkistiske grænsevogtere i USA. Han høstede stakkevis af priser for sin detaljerige fortællende journalistik, som blandt andet indbragte ham CNN’s prestigefulde pris Journalist of the Year – lige indtil man i 2018 altså opdagede, at det hele var en løgn. At Relotius’ stort anlagte feltreportager var det pure opspind, kilder og citater opfundet af journalisten selv.
”Spejlmanden” følger omtrent den spektakulære historie, som den udspillede sig. I montagestil omsættes de journalistiske artikler til små fortløbende scener. Vi er med i Greyhound-bussen, når den forsagte midaldrende Gladys kører 15 timer tværs over USA for at agere civilt vidne til henrettelsen af en dødsdømt. I skødet knuger hun en bibel, slår op i Tredje Mosebog, kapitel 24, og læser: ”Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden.”
Der er også den selvbestaltede grænsevagt i Arizona, Jaeger, som for at forsvare fædrelandet har gjort det til sin mission at patruljere grænselandet mellem Mexico og USA, jage illegale migranter med sit automatvåben, og som på brutal vis ender med at nedskyde en mexicansk spædbarnsmor. De dokudramatiske scener afbrydes kun af Relotius selv i skikkelse af velspillende Sara Fante Traore, der metakommenterer og korrigerer fortællingen løbende, som var vi vidner til artiklernes tilblivelsesproces.
Korrektionerne bliver stadigt hyppigere, som forestillingen skrider frem, de tre skuespillere træder ud og ind af rollerne, mens skiftet mellem forskellige handlingsspor bliver mere og mere abrupt og flosset i stykkets verfremdung-agtige pegen på sig selv som fiktion.
Sideløbende krydsklippes der til et videointerview mellem den unge svenske instruktør Victor Tjerneld og Claas Relotius, hvor førstnævnte i et forsøg på at finde en psykologisk årsagsforklaring på Relotius’ bedrageri søger tilbage i journalistens barndom. ”Spejlmanden” leger hele tiden kispus med publikums forestillinger; vi befinder os i et spejlkabinet af forvrængede virkeligheder, der demonstrerer, hvor nemt det er at manipulere og vildlede. Hvor villige vi er til at tro på en god historie. Det er et sjovt og opfindsomt greb, som lader fortællingen spejle sig i formen. For stykket handler jo om de udflydende grænser mellem fiktion og virkelighed, mellem propaganda og dokumentation – og stiller spørgsmålet; er den objektive virkelighed i sig selv andet end en illusion? Kan journalistikken nogensinde være sand, kan teaterkunsten?
Tjerneld har formået at skabe vedkommende og tankevækkende metateater, der behandler nogle af tidens aktuelle emner om den alt for forførende fake news-medievirkelighed, om underholdningskrav og clickbait, der trumfer alt, selv sandheden. Og det er først og fremmest glimrende set, at den sensationelle sag om den tyske svindlerjournalist, der førte en hel branche bag lyset, egner sig så eminent til teaterscenens eget formsprog af blændværk og bedrag. Til allersidst går det imidlertid lidt galt, og det hele imploderer i noget miskmask af alt for fortænkt meta-meta-gøgleri. Sådan sidder teksten ikke hele tiden lige i skabet. Men ”Spejlmanden” forstår alligevel at fænge og forføre, drage og bedrage med sin gode historie.