Prøv avisen
Bog

Forførende smuk skrift, men noget mangler

Forfatter Gaute Heivoll. Foto: Jens Wabø

Prisbelønnede norske Gaute Heivoll har et brændende stof i sin nye roman, men læseren må mestendels nøjes med varm luft

Gaute Heivoll: Over det kinesiske hav. Oversat af Camilla Christensen. 256 sider. 300 kroner. Samlerens Forlag. Udkommer i dag.

Den norske forfatter Gaute Heivoll (født 1978) er allerede introduceret for de danske læsere med romanerne ”Før jeg brænder ned” og ”Kongens hjerte”. Nu udkommer hans sjette roman ”Over det kinesiske hav” (2013) i fremragende dansk oversættelse ved Camilla Christensen.

Romanen er skrevet ud fra samme metode som ”Før jeg brænder ned”, hvor Heivoll har fået adgang til en faktisk historie (ikke hans egen), som han skriver ud fra. Denne gang er emnet en norsk kristen familie, han er diakon, hun sygeplejerske, der i årene før Anden Verdenskrig skaber sin egen private institution for mentalt handicappede (eller åndssvage, som det hed dengang).

Den nu voksne søn fortæller historien om sin særlige barndom i dette hjem, mens han rydder huset efter moderens død. Ud over tre voksne med hver deres særheder, tog familien, da fortælleren var omkring ni år, imod en søskendeflok på fem forsømte, mere eller mindre tilbagestående eller åndssvage børn i alderen fire til 17. Kort herefter skete der en forfærdelig tragedie, som gjorde den i forvejen meget tavse familie endnu mere lukket. Nu prøver sønnen så at fortælle sig frem til, hvordan det egentlig var.

Det gør han i Heivolls meget lyriske stil, hvor ordet ”måske” er et af de mest hyppige. Her hører vi om de fem børn: ”Jeg ved ikke, hvad de fem så for sig, da de blev hentet en formiddag nogle uger senere (efter kommunen havde opdaget, hvordan det stod til i hjemmet, red.). Måske fik de oplyst, hvor de skulle hen. Måske ikke. Måske fortalte man det til Lilly, som jo var sytten år og måske ikke en gang åndssvag, bare lidt tilbage, og som herefter skulle fungere som en slags mor for de fire andre. Måske fortalte man det, måske nikkede hun og lod, som om hun forstod det.”

Det er jo meget sympatisk, at fortælleren vedstår sig, at han ikke ved, hvad der foregik, men problemet er dels, at denne ikke-viden danner en irriterende uldenhed i teksten, dels at fortælleren andre steder i teksten udmærket er i stand til at gå ind i andre personers bevidstheder, og altså ikke der holder sig til den begrænsede viden, han havde som barn dengang.

Den gådeskabende teknik bruges også til at fremmane en dramatisk stemning, som her, hvor de fem børn netop er ankommet til det nye hjem: ”Sneen faldt fra det store, sorte himmelrum, jeg hørte fars stemme, han lænede sig ind mod mor og sagde noget, kun hun kunne høre, og den aften var der ingen af os, der havde den ringeste anelse om, hvad der skulle komme.” Det lyder smukt, men er i virkeligheden ret banalt - naturligvis er der ingen af dem, der den aften ved, at der siden skal indtræffe en ulykke.

Gaute Heivolls intention, forestiller jeg mig, er at være loyal over for, hvordan verden oplevedes fra et barns blik i en tid, hvor børn ikke stillede spørgsmål til deres forældre, og hvor derfor meget forblev usagt. Problemet er bare, oplever jeg, at der egentlig ikke skelnes mellem barnet og den voksne fortæller, og at man derfor heller ikke får megen fornemmelse af hverken drengen eller den voksne som menneske.

Hvor fortælleren er i tvivl om mangt og meget, husker han, på 50 års afstand, altid nøjagtigt, hvordan lys og skygger faldt. Det gjorde de prægnant og smukt, men er det nu også det, et barn husker? På mange måder er ”Over det kinesiske hav” en roman med en meget lille grad af virkelighed. Fem psykisk skadede børn mellem fire og 17 flytter ind hos en familie, hvor der i forvejen bor tre sære ældre mænd. Men der sker nærmest ikke noget. Hvor er larmen, hvor er vasketøjet, hvor er hele den fysiske verden?

Heivoll kan fortælle forførende smukt, sne der falder, ordløse blikkontakter, skygger og tavshed, men når man graver lidt ned i teksten, står der faktisk ikke så meget. Måske er det ikke så let at bruge andres biografiske materiale og så være helt fri, måske kommer man til at være for hensynsfuld for ikke at intimidere dem, der har lånt historien ud?

Ærgerligt er det, fordi Heivoll med sit emne tager fat i en spændende historie om, hvordan man tidligere så på og behandlede de såkaldt åndssvage (hvoraf flere i dag slet ikke ville have fået den diagnose). Ingen tvivl er der for eksempel om, at de tilkomne, når puberteten indtræder, skal en tur til nærmeste storby for at blive steriliseret. Og interessant er fortællerens relation til disse børn, som han jo kommer til at holde af, og som han på sin egen barnlige måde insisterer på, selvom han gang på gang oplever omgivelserne omtale dem som dyr.

Jeg ville forfærdeligt gerne have læst den historie udfoldet. Men det får man ikke lov til i ”Over det kinesiske hav”. Og hvis man undrer sig over titlen, skal jeg lige sige, at den referer til en appelsinkasse, som fortælleren og hans søster sov i som små. Igen - det lyder smukt, men betyder mindre.

kultur@k.dk