Prøv avisen

Fredericia Teater har skabt en frodig og besnærende forestilling om ”Tarzan”

5 stjerner
Kærligheden mellem Jane og Tarzan er håbløst naiv, men den er også – som resten af forestillingen – ganske betagende. – Foto: Søren Malmose

Fredericia Teater betager og besnærer med et visuelt vildt og fysisk Tarzan-show. Jungletrommerne går lige i blodet

Et lille urørt paradis. Det er synet og følelsen, der møder os i Fredericia Teaters sal, som er klædt helt i eksotisk grønt i anledning af premieren på musicalen ”Tarzan”. En mystisk rampe løber rundt langs balkonen, lianer dingler fra loftet og giver lovning om, at her vil vi inden længe se vild luftakrobatik. Før vi ved af det, er vi omringet af flyvende fauna og flagrende flora, menneskeaber og levende blomster, der svinger let og elegant i luftrummet. Det er visuelt overvældende. Det er, hvad vi forventer at se i Fredericia.

Men lad det være sagt med det samme: ”Tarzan” er ikke et dramatisk mesterværk. Første akt er ét langt anslag:

En nyfødt Tarzan strander med sine forældre i den vestafrikanske jungle, forældrene dør, og Tarzan adopteres af den sørgende abemor Kala. Han vokser op med hende, men i eksil fra abeflokken og kæmper for at vinde den menneskemistroiske gorillakonge Kerchaks tiltro.

I anden akt møder han endelig voksenlivet, seksualdriften og kærligheden i Oxford-studinen Jane Porter, som er på ekspedition med sin forskerfar. De leder efter aberne, men finder nogle sandheder om menneskets natur (og anatomi). Det store klimaks – opgøret mellem aberne og den onde, hvide mand med geværet – forløses som en lille prut uden det store efterspil.

Denne dramatiske ubalance er til at tilgive i den todimensionelle børnetegnefilm. Men i 3D fremført af rigtige mennesker springer det mere i øjnene.

Desto mere imponerende er det, at Fredericia Teater – dette til trods – har skabt en forestilling, der er så frodig og besnærende, at man knap lægger mærke til, at handlingen halter. Det skyldes ikke mindst skuespillerne i de bærende roller, som har skruet nuancer ind i de pandekageflade Disney-figurer – der ellers er bygget på et skrøbeligt fundament af livsforsimplende dikotomier: ond/god, sort/hvid, sjov/alvorlig, vild/civiliseret.

Jeg har fulgt Kim Ace Nielsen siden hans første musicaltriumf som Jean Valjean i Grindsted Gymnasiums ”Les Misérables” i 2002. Dengang var der ikke tvivl om hans format. Og i sin første store hovedrolle, som Tarzan, slår han det helt fast.

Figuren Tarzan er ikke en let rolle at frembringe troværdigt, for han er en tung beholder af historiske repræsentationer og kampe: I selskab med aberne er han billedet på den hvide mands overlegenhed, den bevæbnede latente imperialist. Men i mødet med sine medmennesker er han et laverestående væsen, et adoptivbarn og en dreng, der også skal være den ultimative mandemand. Med en krop som støbt i marmor og sarthed i sin store stemme putter Kim Ace Nielsen den rette mængde abe og mand ind i sin Tarzan, og han balancerer på en knivsæg mellem komik og alvor i portrættet af vildmanden, som ellers så let kunne blive ufrivilligt komisk.

Bjørg Gamst er en smuk, upoleret Jane fyldt til randen med høhø-humor fra under bæltestedet. Hendes seksuelle opvågnen i skoven er et komisk og visuelt højdepunkt. Og selvom kærligheden mellem hende og Tarzan er håbløst naiv, er den også – som resten af forestillingen – ganske betagende.

I abernes lejr møder vi elskelige og soulfuldt jazzede rastafari-typer klædt i poset neopren – og det er overraskende let at købe præmissen, uden at nogen skulle iføres uhyggelige abekostumer.

Især med storsyngende Teit Samsø og Maria Skuladottir i front som parret Kerchak og Kala, og Diluckshan Jeyaratnam som Tarzans flyvske ven Terk. I deres formbare kroppe og stemmer kommer Phil Collins’ magiske musik til sin ret. Jungletrommerne går i blodet og løfter os med op over junglens bløde tag.

Vi er forskellige, men alligevel ens. Det er den simple morale, vi kan tale med børnene om på vejen hjem, forført af endnu et Fredericia Teater-show fuldt af fart, fysik og hjerte.