Prøv avisen

Forfra på den bare mark i Thy

Bogen viser fint, hvor svært det blev at opfylde principperne om frihed i Thylejren, for der er altid nogle mennesker, der går foran med hensyn til initiativ, ansvarsfølelse og ledelse, mens der er andre, der er med på fribillet, platter, nasser og stjæler sig igennem, skriver Nils Gunder Hansen. – Foto: .

Peter Øvig Knudsen lægger an til at skrive den ultimative fremstilling af hippietiden i Danmark med fokus på Thylejren i 1970. Men vi må vente et halvt år på bind 2 for at se, om han kommer helt i mål. Første bind er både løfterigt og problematisk

Ungdomsoprøret, blomsterbørnene, hippietiden, summer of love er efterhånden velbeskrevet i den danske erindringslitteratur med selv­biografier og tilbageblik af Ebbe Kløvedal Reich, Ole Grünbaum, Ib Michael, Niels Skousen og mange andre. Med sit nye tobindsværk, Hippie, søger journalisten Peter Øvig Knudsen nu at lægge den afgørende dokumentariske bog om perioden på bordet. Der er en vis konsekvens i, at han efter tobindsværket om Blekingegadebanden, det mest ekstreme udtryk for den politiske del af ungdomsoprøret i Danmark, nu vil skildre den anden side, den blide og flippede.

Men hvordan skal han vinkle sin tilgang? Øvig har som fokuspunkt valgt Thylejren, som varede 74 dage i sommeren 1970. og det kan synes oplagt, selvom han måske ikke er helt sikker, når han skal citere krønikeskriveren Paul Hammerich indtil flere gange for, at Thylejren er en af de tre mest symboltunge begivenheder i Danmark i det 20. århundrede, ved siden af Genforeningen i 1920 og Befrielsen i 1945. Det er måske at overdrive. Thylejren forekommer mig langtfra at have været kanoniseret i den danske kollektive hukommelse på samme niveau som Genforeningen og Befrielsen. Men det kan Øvig måske nu bidrage til.

Lejren er oplagt som fokus, fordi det var den længstvarende kollektive manifestation af de nye tider og det nye samfund; den stillede helt andre krav og afslø­re­de dermed også helt andre ting end en tredages musikfestival. Her kom blomsterbørnene for alvor på virkelighedens prøve, vel at mærke i en kontekst, som de selv, så langt som det nu kunne lade sig gøre, havde defineret.

Men hvordan skal lejren så udrulles i tilbageblik? Datidens avisartikler og deltagernes egne erindringer bliver brugt i vidt omfang, men sensationalismen lurer i aviserne, og folk husker i modstrid med hinanden. Det sidste er ikke et ukendt fænomen, men her virker det meget påfaldende og skyldes måske, at begivenhederne står så dybt i folks selvforståelse og private mytologi. Her har de for alvor investeret sig selv.

Heldigvis er det lykkedes Øvig at få fat i lejravisen fra alle de dage, den udkom, og det var de fleste. Dermed har han det skelet, han kan hænge bogen op på. Den gennemgår simpelthen lejren dag for dag med alle store og små begivenheder og trakasserier. Hvad skete der? Hvad var udfordringerne? Hvor mange turister kom der? Hvad med de lokale fiskere? Hvordan var forholdet til myndighederne? Hvem gav koncerter? Og så videre. Bindet her slutter med en ægte cliffhanger ved udgangen af dag 32, knap halvvejs i lejren.

Øvig begrænser sig dog ikke til lejravisen. Han beskriver indgående idéfasen, forberedelserne, den såkaldte forlejr, og i sagens natur bliver idémagerne og lederne, Henning Prins, Leif Varmark, Peter Duelund, Leo Jespersgaard og andre praktiske folk, afgørende både som kilder for Øvig og som de hovedpersoner, vi følger. Han bruger også nogle gange lejligheden til at fortælle andre forløb fra perioden 1967-1970, som Thylejren er kulminationen på. Og endnu tidligere ting fra atommarchen og de spæde aktivistiske miljøer fra 1960ernes begyndelse.

På den måde søger bogen at fortælle hele historien om ungdomsoprøret, både i bredden og i det historiske længdesnit. Allerede kendt stof vendes igen, og helt nye røverhistorier kommer frem.

Selve lejrens forløb her i første bind viser eksemplarisk de problemer, et alter­nativt projekt med selvorganisering løber ind i. Der er altid nogle mennesker, der går foran med hensyn til initiativ, ansvarsfølelse og ledelse, mens der er andre, der er med på fribillet, platter, nasser og stjæler sig igennem. Dette generelle forhold forstærkes i 1970 af, at friheds­ideologien, stofferne og hele dyrkelsen af det spontane og antiautoritære let kommer til at favorisere gratisterne.

Lederne bliver naturlige skydeskiver for kritik og ­alskens utilfredshed, også fra dem, der vil være kaliffer i stedet for de uofficielle kaliffer, og i det hele taget tegner det ikke til det allermest opmuntrende lærestykke, ­selvom vi skal have bind 2 med, hvor alting bliver meget værre, som Øvig allerede har lokket og truet os med i interviews. Hvordan finde de rigtige balancepunkter mellem struktur og spontanitet? Det var det gennemgående problem. Under læsningen kan det blive lidt trivielt og repetitionsagtigt at følge ­lejren dag til dag, men det er måske en omkostning, man må tage med for at få hver­dagens prosa frem. Man kan dog få en fornemmelse af, at stoffet bliver afviklet mere end udviklet.

Som dokumentarist afstår Øvig fra teoretiske analyser, olympiske perspektiveringer og holdningsmæssige tilkendegivelser. Men som i en roman sniger slige sager sig alligevel ind i den måde, begivenhederne bliver arrangeret på. Her lægger bogen op til en narrativ struktur, hvor Prins, Varmark og de andre pionerer er heltene og de gode, der skal kæmpe, ikke bare med den træge masse af lejrdeltagere, men også med rivaler og opviglere, der kritiserer dem for pamperi, magtbrynde og så videre.

Skurken, eller anti-subjektet, er Peter Louis-Jensen, den anarkistiske happening-projektmager fra Eks-skolen, der ved bogens slutning ser ud til at kuppe lejren. Det er den klassiske historie om den gode revolution, der løber af sporet. Blandt andet fordi idealerne er så høje, at de altid kan (mis)bruges offensivt af folk, der måske repræsenterer dem dårligere.

Noget, man kan savne i bogen paradoksalt nok, fordi Øvig har talt med mange mennesker er de personlige skildringer. Hvordan greb Thylejren ind i konkrete menneskers liv, på kort og langt sigt? Man ved, at man savner det, fordi det faktisk optræder enkelte steder, især i beretninger fra kvinder, blandt andre Maria Stenz og Suzanne Giese.

Rødstrømpebevægelsen indfandt sig i ungdomsoprøret med en vis forsinkelse, og endnu her i 1970 forholder kvinderne på lejren sig ret tavse og passive på fællesmøderne; nogle varetager stadigvæk den traditionelle husmorrolle, laver mad og passer børn, mens manden realiserer sig selv med yngre og villige, barbrystede hippiepiger. Det er han-abernes paradis.

Når mændenes erindringer virker lykkelige i det private og kun problematiske i det politiske, har det åbenbart sine gode grunde. Det er i kvindernes, desværre lidt afsnuppede, historier, der kommer bid i skildringen. De gennemlever nemlig årene med både jubel og smerte, og det formidler et følt, menneskeligt perspektiv, som læseren ellers kan savne i bogens mange andre historier, som kan tendere det anekdotiske eller trivielle.

Som anmelder kan man godt være lettet over, at man ikke skal læse 1000 sider, men kun det halve. Alligevel er jeg ikke helt vild med Øvigs stunt, gentaget fra Blekingegadebanden, med at dele sin skildring over i to bind, udgivet med et halvt års mellemrum. Jeg ved ikke, om det tjener andre formål end at maksimere omtalen, men det gør, at enhver vurdering bliver foreløbig. Er det urimeligt at kritisere Øvigs bog for at fortabe sig i detaljer og savne både analyse og oplevet perspektiv? Det er det måske, men som man sagde i hippietiden: Vi vil have det hele! Og vi vil have det senest i bind 2, tak.