Prøv avisen

Forfriskende grum genfortælling af Grimms eventyr

5 stjerner
To af de kendte eventyr, der er med i den nye, grumme samling er ”Hans og Grete” og ”Rødhætte”.

Den sødladne disneyficering er lagt til side i ny, flot, hårrejsende genfortælling af Brødrene Grimms eventyr, hvor den oprindelige uhygge har fået plads hos ”Hans og Grete”, ”Rødhætte” og ”Rapunzel”

Fascinationen af Grimms eventyr har holdt sig gennem årene. De to gyserfortællere Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har netop gendigtet 10 af de bedste og mest grufulde historier og har fået monstertegneren John Kenn Mortensen til at illustrere eventyrene.

Den sidste fulde gendigtning af ”Grimms eventyr” på dansk var af Villy Sørensen i 1995 og var baseret på den tyske original af Grimms sidste udgave af eventyrene fra 1857. Brødrene Grimm udgav i alt syv forskellige udgaver af folkeeventyrene. For hver udgave blev eventyrene mere litterære og velskrevne. Der er ingen tvivl om, at brødrene Grimm redigerede kraftigt i dem for at gøre dem mere velegnede til børneværelset.

Eventyrene blev indsamlet i løbet af den periode, vi kalder for romantikken, og som startede omkring 1800. Den var egentlig litterært set noget af en rodet affære. I starten søgte man at finde en slags mening midt i datidens store splittelse, der opstod efter Den Franske Revolution og ved begyndelsen til industrialiseringen. Mens nogle forfattere skrev om samtidens sociale problemstillinger, begyndte andre at søge efter en ny national identitet. Dette skete ikke mindst i Tyskland, hvor Brødrene Grimms gode venner Arnim og Brentano udgav ”Des Knaben Wunderhorn” i 1805, som både indeholdt gamle som nye folkedigte. Gustav Mahler satte senere i stærkt redigeret form musik til.

Da ”Des Knaben Wunderhorn” udkom, kritiserede Jacob Grimm de nye digte i samlingen. Han mente, at der fandtes en naturpoesi, en slags fortællingens folkesjæl, der eksisterede blandt almuen. Arnim og Brentano opfordrede ham til at indsamle disse fortællinger, hvilket blev starten på Jacob og Wilhelm Grimms nu berømmede ”Grimms eventyr”, som udkom første gang i perioden 1812-1815. Grimm-brødrene og Arnim og Brentano var som nævnt ganske gode venner, og førstnævnte hjalp for øvrigt også sidstnævnte med at færdiggøre andet og tredje bind af ”Des Knaben Wunderhorn”. Samme interesse for den nationale folkesjæl så man i de nordiske lande, hvor især norske Asbjørnsen og Moe samlede eventyr, som de udgav i perioden 1841-1844. Herfra stammer for eksempel eventyret ”De tre bukke bruse”. I Danmark er det primært Ewald Tang Christensen og Svend Grundtvig, man husker, men der var reelt mange om arbejdet: I løbet af 1800-tallet blev der indsamlet godt 5000 eventyr i Danmark, hvoraf cirka 3000 blev trykt.

Eventyrene har en umiddelbarhed og kraft, som fascinerer. Disneyficeringen af en del af eventyrene har dog gjort nogle af disse lige en tand for sødladne, idet de har mistet noget af den uhygge, som også var en integreret del af historierne. Derfor har Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker i modsætning til Villy Sørensen valgt at tage udgangspunkt i den allerførste udgave af ”Grimms eventyr”. Den er mere barsk og uhyggelig. De har foretaget en fantastisk flot og tilpas hårrejsende gendigtning, som fornyer eventyrenes kraft og fremhæver deres essens.

Af de kendte eventyr, der er med i samlingen, er ”Hans og Grete”, ”Historien om drengen, der drog ud for at lære at blive bange”, ”Rapunzel” samt ”Rødhætte”. Der er mærkbare ændringer: Det er ikke stedmoderen, men moderen selv, der vil af med Hans og Grete, og det antydes kraftigt i historien, at det var manden, der til sidst valgte at gøre det af med moderen. Og Rødhætte og Bedstemoderen overlever ikke ulven, selvom den alternative slutning med jægeren også er nævnt.

Historierne indeholder også nødvendig viden, som før var almen og vigtig for overlevelsen. For eksempel starter historien om Rødhætte med en hel side, der fortæller om ulve:

”Ulven er et rovdyr. Dens tænder er så kraftige, at den kan knuse et menneskes knogler med et enkelt snap med kæberne. Hvis en ulv først får færten af dig, så er der intet at stille op.”

Jo, stillet op på den måde kan man nok forstå især jyders modstand mod at tillade ulve i dagens Danmark.

Det er de mindre kendte eventyr ”Den syngende knogle”, ”Dødens gudsøn”, ”Røverbrudgommen”, ”Fitchers fugl”, ”Højboernes gave” samt ”Pigen uden hænder”, som i virkeligheden gav den største overraskelse. I originaludgaven er de korte og ikke nær så interessante, men i de to danske gendigteres hånd bliver de til vedkommende, spændende og væsentlige eventyr. Især ”Pigen uden hænder” gør et stort indtryk.

Her vælger et forældrepar at sælge hende til Djævelen for at opnå rigdom. Da hun anden gang er smart nok til at undgå at blive taget af Djævelen, hugger faderen hænderne af hende, så hun ikke tredje gang kan undslippe den onde. En virkelig uhyggelig historie, som man husker.

John Kenn Mortensens illustrationer er lige i øjet. Hans stregtegninger maner uhyggen frem og fremhæver ondskaben og angsten. Til gengæld er der kun ganske få illustrationer i bogen, hvilket er synd. Man kunne godt have ofret mere plads til det.

Efter sigende er de to forfattere i gang med at gendigte endnu 10 eventyr – og det er en glædelig nyhed. Det er godt, at nogen evner at støve de gamle historier af og få dem til at funkle så stærkt på ny.