Jeg ligger, som jeg selv har redt! Ved at have været med til at skrive og redigere bønner er jeg lidt inhabil som anmelder af Iben Krogsdals salmedigte. Men dermed også sagt, at vi har forskellige metoder, og en anmeldelse kan let blive ”hvorfor gør du ikke som jeg?”.
Krogsdal skriver nutid ind i en gammel salmeform med rim og metrik, og nogle gange lykkes hun med det, andre gange ikke. Hun er afgjort en begavet versemager og en god rimsmed, men det største problem ved teksterne er, at de er skrevet inde fra kristendommens verden, skrevet af et medlem af ”kristenklubben”.
Ord som synd, nåde, frelse ankommer allerede afgjorte til digtene, ja, det er, som om de hver skjult har en hel prædiken med sig, hvorpå de så søger de sig passende rimord og metriske sætninger. Rimet er et stærkt virkemiddel, men det må ikke overdrives eller banaliseres til bare system.
Et eksempel:
”Jeg kommer med tryk på min sjæl/ det kværner herinde af dom/
jeg håber du tager imod:/
Hvor var det godt at du kom//.”
Er det klart, hvem der siger hvad i den sidste linje? Det kan jo være Gud, der taler til jeget? Men er det ikke for hurtigt at rime 'dom' på 'kom'? Hvad er det for en 'dom', der kværner inde i hovedet? Er det bare én af fællesgodset 'dømmer ikke, så skal I selv blive dømt'? Min hovedanke mod de fleste af disse salmedigte er, at det går for stærkt med at rime, at for mange ting introduceres, og at de derfor ikke færdigarbejdes.
Digtene synes hele tiden på vej efter et nyt rim, som hver for sig trækker nye temaer ind. Af og til opfindes også nye ord ved sammentrækninger, for eksempel ”gennemgræde”, som regel ganske gennemskuelige, men også forstyrrende som en slags stilbrud, der i øvrigt er et gennemgående træk i Krogdals tekster. Der springes mellem nyt og gammelt sprog, ofte ganske forfriskende, men i længden forvirrende. Hvor er vi egentlig først og fremmest, i hvilken af disse verdener?
Bogen har titlen ”Vild opstandelse” og det med god grund, for Krogsdal lykkes bedst med nogle vilde, fabulerende salmedigte, for eksempel til påskemorgen. Her er vi stabilt i et sprogligt fabelland:
”Vild opstandelse i verden!/ Rygtet går og blikke gløder/ verdens-dommens hænder bløder/ der er ordskælv midt i sorgen/ Gud er vågnet her til morgen.”
Krogsdal har desuden skrevet et tredelt efterskrift til bogen. Et om, hvordan vi ved salmen kan synge os nye. Et andet om, hvordan troen udfordrer virkeligheden, om troen, der bryder op i alt det afgjorte. Et tredje om en undergrund i mennesket, som primitivt søger en stærk og mægtig Gud, som endelig skal give en fast sandhed, man ikke skal opfinde selv. En fundamentalistisk Gud!
Det er velgørende at Krogsdal vedgår denne underlængsel efter den gamle Gud midt i den svage nutidige, der næsten samtaler med salmedigteren: (...) og sådan skal du vække mig af drømme/ som spjættende og nøgen i et daggry/ befalet af din morgenmilde stemme/ du hælder mælk og honning gennem ruden/ ved bordet hvor jeg endelig har hjemme//.”
Som man kan se, er jeg meget splittet over for Krogdals salmeforsøg. Jeg sympatiserer med trangen til at skrive nye salmer, med trangen til remse og rim. Men springet frem og tilbage mellem gammel tradition og ny verden bliver hverken til den nye verden eller den gamles fordel.
Jeg mener, Krogsdal burde holde sig til den moderne, gå mere detaljeret ind i den, og så lade troen vise sig i dens revner. Måske skulle hun heller ikke rime så meget, men kun på udvalgte steder, så rimet fik mere prægnans. Men først og fremmest gøre de stemninger, hun skriver på, mere gennemarbejdede og genkendelige. De er ofte for almene og upræcise: ”At sidde i mørket og savne/ de mange der bar vores navne.” Er det dem, der hed det samme som os - eller dem, der omtalte vores navn? Der er i salmedigtene ofte et skisma mellem, om de er salmer for et ”vi” eller digte for et ”jeg”. Det første ”vi” får læseren for lidt beskrivelser til at føle sig som en del af - og det sidste ”jeg” har det dårligt i den traditionelle rimverden med sine moderne følelser.
Men kritisere kan man jo altid. For alt i alt er det en stor bog med mange salmer. Og går bare én af disse ved gentagen brug hen og bliver en menighedssalme, er samlingen jo lykkedes!
Der strømmer fra dem alle en sådan tros-intensitet, at man må bøje sig for mange enkeltstrofer undervejs, for eksempel: ”Forlad os vores lukketrang/ forlad os vores enegang/ forlad os når vi bliver til/ den svanesang vi ikke vil//.”
En sådan enkelhed er præcis og rammende, og her er vi enige, selvom andres kristendom jo altid netop er andres og ikke helt ens egen! Også dér har vi en ”lukketrang” at blive forladt!
kultur@k.dk