Xavier Bonfills underfundige orkesterværk ”Yes for No” begynder med dæmpet tøven og spredte instrumenthost; en musikalsk idé finder sin form. Foran musikerne står en fortabt lystavle, der har mistet evnen til at danne meningsgivende ord. I stedet flimrer usammenhængende bogstaver hen over skærmen i rytmiske mønstre.
Fødsel og sammenbrud eksisterer side om side i den 34-årige komponists nye værk, der indledte årets Pulsar Festival på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Inden længe er tøven og hakken forvandlet til en storby af musikalsk mylder. Brudstykker af en elefantisk messingmarch blander sig med lyden af et strengløst koncertflygel brugt som skrivemaskine og hektisk vandrende linjer i det stemte slagtøj.
Musikken siger på samme tid ja og nej, og det er ret fantastisk, hvad den elektronisk orienterede Bonfill har fået ud af sit første møde med et symfoniorkester. Rytmisk set er værket præget af det komplekse spil mellem DR Symfoniorkestret og slagtøjstrioen Neko3, hvilket skaber en simultan fremdrift og vaklen.
Men også klangligt og arkitektonisk er ”Yes for No” en organisme, der næres af modsætninger.
Halvvejs gennem værket sker et pludseligt omslag. Væk er det skælvende fundament, hvor store melodiske skabninger tramper rundt oven på slagtøjets spindelvævsfine tråde.
I stedet tegner strygerhavet en rolig horisontal linje, som i løbet af værkets anden halvdel lige så forsigtigt overtages af elektroniske klangflader, mens skellet mellem tonegenerator og akustisk orkester bliver udvisket. På lystavlen fortsætter bogstaverne deres nervøse liv, og de skarpe blink danner en elegant kontrast til musikkens pludselige ro.
Pulsar Festival er en årligt tilbagevendende parade for kompositorisk innovation, og det stempel retfærdiggjorde Bonfill i høj grad.
Klanglige idéer var der såmænd også flere af i den efterfølgende opførelse af 30-årige Matias Vestergårds ”Through its Darkness”, men her fornemmede man også tydeligt, at der var tale om en komponist, hvis ambitioner især retter sig mod operascenen.
Her var kastagnetter og buer, der faldt på strygernes strenge som hoppebolde. Kvalte tværfløjter og dybt rumsterende messing i pardans med slagtøj. Vestergård gjorde i det hele taget meget ud af at undersøge instrumentgruppernes mulige kombinationer, men det endte med at have mere karakter af afgrænsede enkeltstudier end en fuldendt helhed.
De mange dramatiske impulser i ”Through its Darkness” gav også værket en let antikveret ekspressivitet, og de mange trinvist stigende og dalende melodilinjer havde med deres fortællende karakter måske mere hjemme i musikdramatikken end i den symfoniske musik.
Der var dog stadig tale om et værk, som uden tvivl havde hjemme på en festival for morgendagens komponister. Det samme er svært at sige om den 61-årige amerikaner Julia Wolfes ”Flower Power”, som DR Symfoniorkestret havde bestilt sammen med Los Angeles Philharmonic.
Wolfe – der i parentes bemærket er den eneste kvindelige komponist på programmet i DR Symfoniorkestrets indeværende sæson – havde skrevet sit 30 minutter lange værk for orkester og newyorker-ensemblet Bang on a Can All-Stars som solister. Desværre endte det som en opvisning i postminimalistiske klichéer og bredpenslet fortælletrang.
Mens kalejdoskopiske billeder fra de amerikanske 1960’ere løb hen over et hvidt lærred bag orkestret, fremmanede aftenens dirigent, Jessica Cottis, en altomfavnende orkesterklang, der lod Wolfes fortærskede idéer glide ned som musikalsk ”fastfood”: glisserende sirener, lange orgelpunkter, repetitive tre-tonede mønstre og langsomt opbyggede intensiteter.
”Flower Power” egnede sig bedre til en tv-dokumentar end en koncert for fremtidens musik.
Måske var det kendetegnende for orkesterlandskabet herhjemme, at DR Symfoniorkestret endte sit besøg på Pulsar Festival med dette mainstreamværk. En uge inden koncerten havde man aflyst et institutionskritisk værk af den 31-årige Marcela Lucatelli, hvilket satte en heftig debat i gang i en håndfuld medier. For er de danske orkestre gode nok til at understøtte den kompositoriske innovation, som kendetegner Pulsar Festival? Åbningskoncerten leverede skyts til begge sider i sagen.