Mange vil huske indoktrineringsdebatten for nogle årtier siden. Den rasede især omkring folkeskolen. Man måtte ikke påvirke ensidigt med politiske holdninger. Nogle unge lærere var, sagde man blandt andet i embedsmandskredse, begyndt en undervisning, der lå meget til venstre i det politiske spektrum. Den fangede blandt andre borgmester Erhard Jakobsen, og så kørte rouletten. Snart blev der også sat fokus på religionsundervisningen. Man måtte ikke påvirke. Undervisningen måtte ikke være forkyndende, sagde man.
Kirke og skole havde hængt sammen i århundreder. Nu var det bal forbi. Farvel til typer som min gamle religionslærer frk. Hauge, som kunne fortælle bibelshistorie, så vi troede, vi var med i Noas ark og var en del af Josvas soldater, der gik rundt om Jeriko og blæste i trompeter, så murene faldt. Vi elskede de timer.
Blev vi indoktrinerede og religiøse fanatikere? Næ, vi fik gode historier, som vi så tog med ind i voksenlivet. Vi blev påvirkede, men er al undervisning i virkeligheden ikke det? Det skete med stor respekt, synes jeg, når jeg tænker tilbage.
Det er akkurat dér, Carsten Hjorth Pedersen vil hen med sin glimrende bog ”Påvirk med respekt”. Den er især rettet til kristne forkyndere i kirker, skoler og organisationer. Der skal voves noget, men det skal gøres i respekt for modtageren. Der skal ikke presses noget ned over børn og unge. Der er en balancegang mellem det, han kalder intimisering og konfrontering.
Intimisering er det, at en forkynder går for tæt på en anden person med sin påvirkning. Det kendtes tidligere for eksempel fra tætte kristne miljøer ude på fløjene, hvor forkyndere gerne ville fremprovokere en åben omvendelse eller syndserkendelse. Der gik forkynderne nogle gange over modtagernes intimgrænse. Vi ser det stadigvæk i visse sektlignede bevægelser.
Over for dette står konfrontering. En forkynder må jo i sagens natur fremlægge sit grundsyn sådan, at vedkommende konfronterer den anden med sit synspunkt, men det skal ske i ordentlighed, venlighed og i omsorg for den anden.
En forkyndelse er ikke en neutral undervisning, hvor forkynderen står udenfor, mens han/hun står indenfor. Det er selvfølgelig en altid nærværende opgave for forkynderen, at det ikke udvikler sig til intimisering.
Denne balance skildrer bogen meget fint, og jeg vil mene, at det er en bog, mange i kirkeligt regi vil have godt af at læse. Man har altid godt af at overveje, om ens forkyndelse går galt i byen, eller om den er med til at udvikle og opbygge et andet menneske.
Bogen er en opfølgning af Carsten Hjorth Pedersens gamle bog ”Påvirkning med respekt” fra 2007. Der er stof, der gentages, men denne udgave er noget kortere og mere tilgængelig. Det er en god ændring, men væsentligere er dog det, at perspektivet nu er ændret fra det beskrivende til det udøvende. Der er en legitimering af at ville påvirke, men det skal ske med ansvar for det andet menneske, og det er aldeles ikke det samme som at ville indoktrinere.
Der er gode illustrationer og eksempler i bogen, som hermed anbefales til forkyndere i alle aldre.