Prøv avisen
Dramaserie

"Herrens veje" afsnit 8: En tilbagevenden til de indre, eksistentielle dramaer

4 stjerner
August aner soning for sin brøde og åndelig tilgivelse i mødet med de to unge flygtningebrødre, men vejen til ”venligboer” er belagt med ægteskabelige skærmydsler, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Tine Harden/DR

Ottende afsnit af ”Herrens Veje” strålede af tilgivelse og var en kærkommen rolig indånding i den ellers forpustede serie

Der er al mulig grund til at glæde sig ved, at dybderne er tilbage i DR’s søndagsserie. Sidste afsnit tillod en tilbagevenden til de indre, eksistentielle dramaer. Mindre ramasjang, flere mellemmenneskelige dæmoner og et fornuftigt livtag med et betændt diskussionsemne, der rammer alle danskere: flygtninge- og migrationsudfordringerne.

Endnu en gang er klipning, kameraarbejde og lydside på et nærmest sensationelt højt niveau; de overgangsløse klip fra Elisabeth og Livs sanselige og skære kys i koloniens spirende have over Johannes’ dystre kultegninger til Christians meditative brændehugning.

Vuet er både en visuel nydelse og en overlegen understregning af familiens betydning, for alles handlinger hænger sammen. Familien Kroghs liv er en lang understregning af sommerfugle- effekten, hvor et lille udsving påvirker alle andre, for Johannes lover Elisabeth, at han, for hendes skyld, nok skal skåne Christian, men da Elisabeth forlader præstegården endnu en gang for at finde sig selv hos Liv, bøder Christian for moderens forseelse.

Simon Sears kæmper med Christian; karikaturen, den kvalmende selviscenesættelse og selvindsigt, men scenerne over for Lars Mikkelsen i rollen som Johannes giver Sears den dybde i spillet, som ellers mangler. Og da Johannes igen, lavmælt men med en enorm vælde, ydmyger Christian, kan det formentlig vække genklang i for mange stuer. Både hos de stakkels fædre, der kun kan elske ved at knække, og hos de stakkels voksne børn, der, trods al deres succes og egensindighed, stadig kun tror på faderens ros.

Adam Price sagde tidligt, at netop forholdet mellem fædre og sønner var centralt i ”Herrens Veje”, og udforskningen af det jordiske spændingsforhold er bundløst velfortalt og vellykket.

For det er betagende, hvordan man som seer ligger under for den karisma, der er Johannes. Når han indynder sig hos Elisabeth, når han betager menigheden, når han næsten kødeligt kvæler August og spotter Christian, er han så rigt facetteret et menneske, så langt fra en konstruktion. Han er.

Det skyldes selvfølgelig Lars Mikkelsen, som ikke kan prises nok, men også et manuskript, der, trods svingende kvaliteter, hele vejen igennem har turdet tro på Johannes.

August aner soning for sin brøde og åndelig tilgivelse i mødet med de to unge flygtningebrødre, men vejen til ”venligboer” er belagt med ægteskabelige skærmydsler. For medicineren Emilie har sit hjerte rettet mod det nære – August mod verden. Vor tids store spørgsmål, store splittelse: Hvordan møder vi vores næste, når han viser sig i skikkelse af noget ukendt? Hvem er overhovedet vores næste, og er vi naive eller onde i vores angst og afmagt?

Det er stof, samtaler er gjort af, og dermed opfylder ”Herrens Veje” på ny en af de fineste public service-forpligtelser, nemlig den at skabe mulighed for fælles refleksion og samtale omkring et af tidsåndens mest tumultariske temaer: flygtninge og vores samfundsmæssige, personlige forpligtelser.