Prøv avisen

Forlag nærmer sig avisstatus

Udviklingen med såkaldte singler, der kombinerer bogform og feature-journalistik, er i stærk vækst i USA, men det vil gå langsommere i lande som Danmark, mener Anker Brink Lund, professor på medieledelse ved CBS. Foto: peter helles eriksen Denmark

Forskellen på en lang artikel og en bog udviskes i disse år, hvor e-bogen også vil gøre det nemmere for forlagene at blande sig i de aktuelle debatter

Flere forlag ser en god mulighed for at fylde et hul i mediebilledet, som aviserne før har siddet tungt på. For i takt med nedskæringerne på avismarkedet har flere store aviser også skåret ned på de dyre og lange artikler. Og det får nu flere forlag til at overveje at tilbyde udvidet søndagsavisjournalistik i bogform.

Jeg tror, at vi kommer til at opleve en endnu større udvaskning af grænsen mellem artikler og bøger i fremtiden, siger kreativ direktør for PeoplesPress Jakob Kvist.

LÆS OGSÅ: Svært at læse lyrik på en e-læser

Som eksempel peger han på det nystartede digitale forlag Zetlands såkaldte singler, der netop er en mellemting mellem artikler og bøger.

Den slags tror jeg, at vi kommer til at se meget mere af, siger han.

Zetland sendte sin første digitale bogsingle på internettet i foråret og har siden ligget på bestsellerlisten for e-bøger flere gange. Og selvom det stadig er svært for stifterne at leve af idéen, går det den rigtige vej, fortæller Zetlands ansvarshavende redaktør, Lea Korsgaard, der selv har en fortid som både avisjournalist og bestsellerforfatter:

Den lange, gode, grundige læseoplevelse er trængt på det traditionelle avisområde. Den findes stadig, men den bliver stadig sjældnere i en tid med økonomisk krise i mediebranchen. For det er dyrt at producere kvalitetsjournalistik. Og det fik os til at forsøge at finde nye forretningsmodeller, siger Lea Korsgaard, der blandt andet har besøgt en række amerikanske virksomheder, der har haft held til at skabe en god forretning ved at udgive litterære singler.

Herhjemme har vi haft en lang tradition for god featurejournalistik siden Hermann Bang, og jeg tror, at vores idé er en af måderne at bevare den på, siger Lea Korsgaard.

Hun bakkes op af Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved Copenhagen Business School. Han mener dog, at det bliver svært at overføre den amerikanske succes med litterære singler til det danske marked.

Udviklingen af de såkaldte singler, der kombinerer bogform og feature-journalistik, er i stærk vækst i USA. Men det går nok langsommere i lande som Danmark, hvor det potentielle marked er meget mindre på grund af sprogforhold og konkurrenceforvridning fra statsstøttede medier, siger Brink Lund.

Jakob Kvist mener dog, at det er et spørgsmål om tid, før den teknologiske udvikling vil sætte både de traditionelle forlag og også andre aktører i stand til at konkurrere med aviserne om at levere baggrund til den aktuelle debat. Og den udvikling er allerede i gang, påpeger han.

Digitaliseringen vil uvægerligt udviske grænserne i forhold til den gamle rollefordeling. Mange indholdsleverandører er pressede i disse år, men når den teknologiske vej fra tanke til handling bliver så meget kortere, vil det skabe en række nye muligheder. Og det tror jeg også vil gælde for kvalitetsjournalistikken.