Lindhardt og Ringhof vil fordoble antallet af e-bøger i Danmark

Det digitale niveau er for lavt i bogbranchen, mener Lindhardt og Ringhof, som derfor inviterer alle forfattere med til at lave e-bøger ved at tilbyde 50 procent i royalty

Lindhardt og Ringhof sig med et ambitiøst digitaliseringsprojekt, der skal sætte langt flere titler til salg.
Lindhardt og Ringhof sig med et ambitiøst digitaliseringsprojekt, der skal sætte langt flere titler til salg. Foto: Iris.

Det danske bogmarked har længe forsøgt at lave den helt rigtige struktur til at udbyde bøger digitalt til gavn for både forlag, forfattere og biblioteker. Men stadig uden held. Prisen for en e-bog er stadig høj, og der er stadig få titler at vælge i mellem.

Nu forsøger Lindhardt og Ringhof sig med et ambitiøst digitaliseringsprojekt, der skal sætte langt flere titler til salg. Har du et manuskript liggende i skuffen, eller samler din bog støv på hylden, er der måske et håb om en litterær fremtid på nettet.

”Alle kan være med: forfattere, oversættere og arvinger til forfattere og oversættere. Vi mener, at dine bøger har en afgørende værdi for litteraturens fremtid i Danmark. Uanset om bogen er 5 eller 50 år gammel,” lyder det i en annoncekampagne i alle landsdækkende dagblade.

Lindhardt og Ringhof vil fordoble antallet af e-bøger i Danmark. 15.000 titler skal over de kommende to år digitaliseres og sælges via Sagabooks.dk.

”Det digitale niveau er lavt i bogbranchen sammenlignet med musik- og filmbranchen. Udbuddet er simpelthen ikke godt nok. Vi vil opbygge et bæredygtigt digitalt marked for læsere og forhandlere, så alle kan leve af det,” siger Lasse Horne, redaktionschef hos Lindhardt og Ringhof.

Bogmarkedet er ifølge ham ”modnet” i de sidste to år. Især har abonnementstjenester som Storytel, Mofibo og bibliotekernes digitale udlånsmodel, eReolen.dk, ændret markedet grundlæggende.

”Disse tjenester er en slags Kirsten Giftekniv for bøger, der ikke kunne finde læsere før. Det kan de nu. Det åbner op for en digitalisering af de mange ældre bøger, som vi ved, at der er læsere til nu,” siger Lasse Horne, som samtidig nævner internet-boghandlen Amazon, der rykker tættere og tættere på de danske grænser og udgør en reel trussel.

”Hvis der er en ting, vi ikke skal gøre, så er det at vente. Det ved musikbranchen meget om. Der er sket meget på det digitale marked det sidste halvandet år. Det er blevet billigere at lave e-bøger, og vi vil gerne sprede budskabet om, at alle bøger nu kan udgives i digital form,” siger Lasse Horne.

Forlagets kampagne er en ren magtdemonstration, der viser, at Lindhardt og Ringhof er førende i digitalisering af bøger, påpeger Bjarke Larsen, ansvarshavende redaktør på magasinet Bogmarkedet.

”Det er et direkte angreb på andre forlag og på eReolen.dk, der har været alt for sløve,” siger han.

Dansk Forfatterforenings formand, Jakob Vedelsby, mener, at initiativet vil skabe ravage i forlagsbranchen.

”Der er lavet mange kontrakter med forfattere, hvor en digital udgave ikke er dækket ind. Og her kommer et forlag og viser vejen med op til 50 procents royalty,” siger Jakob Vedelsby, der dog ser en afgørende udfordring for forfatterne.

”En e-bog bliver aldrig udsolgt, og forfatteren kan ende med at blive stavns-bundet for altid. Vi opfordrer vores medlemmer til at lave en kontrakt med mulighed for at komme ud igen inden for relativt kort tid, så de ikke mister kontrollen med deres forfatterskab,” siger formanden.