Jacob Søndergaard, du er direktør for forlaget Gutkind, hvor man op til bogudgivelser producerer artikler og videoer, der til forveksling minder om journalistik. Hvorfor er I begyndt at gøre brug af disse virkemidler i jeres markedsføring?
Den opfattelse bygger på en falsk præmis, som man må præcisere ved at skelne tydeligt mellem markedsføring og presseføring. Markedsføring henvender sig til den potentielle bogkøber, som vi gerne vil have ned i boghandlen med henblik på at lave et salg. Presseføringen henvender sig derimod til en formidler som for eksempel en litteraturredaktør eller en kritiker. Den er en henvendelse til den litterære offentlighed, som vi som litterært medie har et medansvar for at orientere og kultivere.
Det er rigtigt, at måden, vi laver presseføring på, har udviklet sig, når vi for eksempel interviewer forfattere og den slags. Men det er kun noget, som vi stiller til rådighed, og det er ikke noget, som skal afløse litteraturkritikken – overhovedet.
Men I deler jo også disse pseudojournalistiske produktioner med læserne på de sociale medier?
Ja, et kort interview med forfatteren på de sociale medier er markedsføring og ikke presseføring. Henvendelser direkte til potentielle købere gennem reklame i form af tekster, film og billeder på sociale medier, er vi selv herre over. Det kan sidestilles med gammeldags annoncering i trykte medier, men tilpasset en aktuel medievirkelighed.
Så du anerkender ikke, at jeres markedsføring med pseudojournalistisk indhold kan gøre det sværere for læserne at skelne mellem jeres indhold og mediernes dækning af værkerne?
Det er bestemt ikke hensigten at føre nogen bag lyset eller at smugle ”pseudojournalistisk” indhold ind i de traditionelle medier. Der er tale om markedsføring, kort og godt, på måder, der vel er almen praksis for alle større virksomheder, inklusive forlag. Og jeg har meget tillid til, at anmeldere og redaktører heller ikke lader sig påvirke, når vi laver et interview eller en lille film. Ligesom de heller ikke lader sig påvirke, når vi indrykker en annonce.
Vi gør intet forsøg på at bryde kritikkens autonomi. Vi vil gerne værne om kritikken og den litterære offentlighed, som vi selv er en del af. Og jeg mener altså også, at vi formår at holde et ret nidkært armslængdeprincip med dagbladene.
De sociale medier, hvor der er fokus på ”likeability” og positive følelser, fylder meget i jeres markedsføring. Weekendavisens litteraturanmelder, Lars Bukdahl, har i et interview med Kristeligt Dagblad sagt, at det lægger ”et jerntæppe af smil” ned over litteraturkritikken, som gør det sværere at være kritisk. Har han en pointe?
Vi har fuldstændig ufravigelig respekt for dagbladskritikernes integritet. Men jeg betragter Lars Bukdahls udsagn som et surt opstød fra en dagbladskritiker, der ikke anerkender den samtale, som finder sted i et bredere rum end det, han selv repræsenterer. Man kunne jo lige så godt sige, at det er skadeligt, når dagbladskritikken typisk har fokus på det negative. Der er mange forskellige måder at ytre sig om litteratur på, og jeg hilser enhver form for samtale om litteraturen velkommen – på alle medier.
Vores ærinde som forlag er at få så mange mennesker som muligt til at læse, skrive og tale om bøger. Og vi ønsker at stimulere den samtale med respekt for de forskellige måder at gøre det på.
Derfor mener jeg ikke, at man tjener hverken litteraturen eller kritikken ved at oprette et ekskluderende reservat. Der mangler noget respekt for mangfoldigheden af måder at ytre sig om litteratur på. Litteraturen bliver læst og kommenteret derude, og det skal vi være glade for.
Lars Bukdahl kritiserer også, hvordan influencere og bloggere på de sociale medier, som får tilsendt bøger af jer, i stigende grad har påtaget sig rollen som kritikere. Hvordan forholder du dig til det?
Jeg synes, det er et fuldstændig absurd argument. Jeg mener, behøver det ene udelukke det andet? Hvorfor skal en anmelder føle sig kompromitteret af bloggere, der modtager en bog fra et forlag og lægger deres oplevelse af den på nettet med et billede af en caffe latte? Jeg kan umuligt se, at det udfordrer Lars Bukdahls kritiske integritet. Han må bare oppe sit game og sørge for at holde sin egen kritik saglig og relevant.
Samtidig håber jeg ikke, at bloggernes måde at anmelde bøger på bliver det eneste, der står tilbage. Men jeg synes absolut heller ikke, at de fastansatte, lønnede dagbladskritikere skal have patent på at ytre sig om litteratur i det offentlige rum.
Men er det ikke problematisk, at bloggere, der ikke nødvendigvis har de samme professionelle kompetencer som kritikere, bliver brugt som anmeldere. Har I ikke et ansvar over for læserne her?
De bliver ikke brugt som anmeldere. De bliver brugt som bloggere. Det er to vidt forskellige ting.
Men risikerer man ikke, at læserne ikke forstår denne skildring?
Ej, så meget tillid har jeg altså til den almindelige boglæser. For eksempel finder dagbladskritikken jo sted i en avis, mens bogbloggerne ytrer sig på de sociale medier. Den distinktion har jeg altså en grundlæggende forestilling om, at de fleste kan lave. Der er ingen, der er dumme derude. Og der er heller ikke nogen, der bryder sig om at blive talt ned til.