Da dr.phil. Michael Böss opholdt sig som gæsteforsker i Washington D.C., blev han af en 12-årig dreng spurgt: ”Er Canada et land?”.
Det er dette spørgsmål, Böss beskæftiger sig med i sit imponerende portræt af Canada, "Nationale drømme", der er udkommet fra Nord Academic/Gads Forlag. Da han fik spørgsmålet i 1995, tøvede han med svaret, for samme år havde befolkningen i den canadiske provins Québec med dens cirka 8 millioner indbyggere med blot 54.288 stemmers flertal ved en folkeafstemning afgjort, at provinsen skulle forblive med at være en del af Canada.
Canada er efter Rusland verdens største land arealmæssigt, selvom der kun bor knap 40 millioner i landet. Böss’ bog er en fortælling om Canada fra kolonitid til nutid. Det blev først franskmændene, der kom til at præge Canada, og det er heri, man skal finde årsagen til, at det fortsat meget frankofone Québec var tæt på at løsrive sig i 1995. Siden satte repræsentanter for Det Britiske Imperium sig på magten i landet, og hovedparten af canadierne har i dag engelsk som hovedsprog.
I 1864 holdt man en konference i Charlottetown, hvor det centrale spørgsmål var, om man kunne betragte Canada som en nation. En af deltagerne mente, at tanken om en canadisk nationalitet var umulig, eftersom én gruppe af befolkningen orienterede sig mod London, en anden mod Paris, en tredje mod Irland og en fjerde mod Washington. Men i 1867 blev staten Canada alligevel en realitet, ”da en koalition af partipolitikere skønnede, at det var i deres interesse at gøre det”.
Böss peger dog også på, at kirkerne spillede en stor rolle i nationsbygningen og citerer den berømte litteraturkritiker Northrop Frye for, at religion måske har været den største kulturelle kraft i Canada.
Men på det seneste er sammenhængskraften begyndt at knirke og knage. For i de seneste 50 år er der kommet 13 millioner indvandrere til Canada, og flere meningsmålinger viser en voksende skepsis over for multikulturalismen. Canadierne betragter indvandring som vigtig for økonomien, men det skal være de ”rigtige” indvandrere. Det vil sige, at indvandrere hverken kulturelt eller religiøst må adskille sig ret meget fra canadierne, og en overvældende del af befolkningen er derfor modstandere af, at staten skal yde etniske mindretal støtte til at bevare deres skikke og traditioner.
Dermed er vi tilbage ved den 12-årige drengs spørgsmål: ”Er Canada et land?”. Forfatteren konkluderer i slutningen af bogen, at canadierne er et statsfolk, fordi det er ”et folk, hvis store flertal identificerer sig med deres stat”.
Canada er i den forstand intet land, da den består af en engelsk-canadisk nation, en Québec-nation og en række oprindelige folk, der også vil anerkendes som nationer. Dette kan virke konfliktfyldt, og Böss mener, at hvis Canada ikke skal gå i opløsning, må befolkningen besinde sig på den særlige historie, der gik forud, hvor forskellige folkeslag lærte at leve sammen i det overordnede politiske fællesskab, som historikeren kalder for en statsnation.
Men spørgsmålet er rigtignok, om et sådant fællesskab ikke er mere politisk end folkeligt, mere ideologisk end nationalt. Og kan man dele håb og historie med folk på så spinkelt et grundlag? Böss konstaterer, at nationalitet ikke så meget handler om noget, man har, som det handler om noget, man gør, og dér ligger det rigtige i denne definition, at den placerer det nationale midt i dagligdagen. Men bliver hjertet ikke delt og tøvende, når man skal leve sammen mange nationer under en overordnet stat? Det svarer Böss ikke helt endegyldigt på, selvom han klart øjner en risiko for, at flerkulturelle samfund udvikler sig på en sådan måde, at mindretallene vil docere og insistere på deres kultur.
Böss sondrer dygtigt mellem staten, nationen og samfundet i ”Nationale drømme”, men en lidt klarere konklusion havde klædt den rigt illustrerede, grundige og velskrevne bog.
Michael Böss: Nationale drømme. Historien om Canada. 424 sider. 399,95 kroner. Nord Academic/Gads Forlag.