Prøv avisen
Bog

Fornemt værk om Bibelen som kirke- og kulturhistorie

5 stjerner

Carsten Bach-Nielsen bevæger sig ubesværet og engageret gennem kulturens skiftende bibelbrug i smuk og læseværdig udgivelse

Da København var europæisk kulturby i 1996, blev københavnerne nærmest tæppebombet med Det Nye Testamente, forstået på den måde, at den dengang forholdsvis nye oversættelse fra 1992 blev husstandsomdelt af menighedsrådene. Det var et håndfast eksempel på Bibelens brug og udbredelse.

Og siden Christian den Anden i 1524 smuglede sit nye testamente ind i Danmark, har Bibelen været en betydelig del af dansk kulturhistorie. Kong Christians nye testamente, der var oversat af Hans Mikkelsens oversættelsesgruppe, var forsynet med endnu et brev midt blandt de kendte bibelske skrifter. Det var et brev af den afsatte konge, der formaner om, at kongen atter vil vise sig hos sit folk. Konger var en synlig del af den bibelske historie, og de gav hinanden autoritet. Der er en tydelig vekselvirkning mellem Bibel og folk.

Det er denne kirke- og kulturhistorie, som lektor Carsten Bach-Nielsen fremstiller på forbilledlig vis. Udgivelsen bevæger sig ubesværet gennem kulturens skiftende bibelbrug og Bibelens stadige kamp mellem kor og skib, mellem gejstlige og menighed, mellem elite og folk.

Bibelen er således også en del af en magtkamp og retten til at definere denne rette forståelse. Bevægelsen skildres fra Bibelen som bog i kirkerummet og til Bibelen som en del af kirkerummets arkitektur og senere som udtryk i teater, film og børnebibeler, af hvilke der i vore dage udkommer ganske store mængder.

Skildringen af Reformationens bibelbrug er spændende. Når man betragter de mange statuer, der blev rejst af Luther i Tyskland i perioden 1817-1917, er den helt centrale rekvisit Bibelen og således også i Reformationen. Den bliver med P.G. Lindhardts ord lutherdommens fetich. Den danske helbibel så dagens lys med Christian den Tredjes bibel i 1550. Kongen gav instruks om, at den lutherske oversættelse skulle følges nøje. Det var den lutherske tekst og ikke den hebraiske og græske, der var det primære grundlag. Bibelen var en kongebibel og en kirkebibel og var grundlæggende henvendt til præsterne, der skulle udlægge den.

Udlægningen af teksten kommer Bach-Nielsen også ind på gennem fortælling om flere visitatser, hvor biskopperne skildrer præsternes prædikener, som egentlig ikke er det primære problem, det er mere de uoplagte tilhørere. Dog kan biskopperne opleve, at når de spørger tilhørerne, om de forstår prædiken, at de blot bekræfter dette, selvom biskoppen selv ikke har forstået et ord af det sagte. Der kan være lang vej fra ideal til virkelighed.

En særlig oplysning er, at der visse steder blev ringet for evangeliet, altså der blev ringet med klokken før prædikenen. Det er i sandhed reformatorisk, da klokkeringningen i førreformatorisk tid var for nadverens indstiftelse, men nu bliver det altså for ordet alene, der, med Reformationens motto, skal forblive til evig tid. Denne ringning glider over i Thomas Kingos prædikestolssalmer, der skulle synges, mens præsten gik på prædikestolen. Også disse salmer, som udtryk for Bibelen, er genstand for Bach-Nielsens analyser.

Det er klart, at med Reformationen bliver Bibelen en normativ bog. Men det er først senere, at Bibelen bliver folkets eje. 1700-tallet bliver bibelarbejdernes og bibeltrykkerens århundrede, og længere fremme bliver det vækkelserne, der bærer Bibelen. Igennem tiden finder Bibelen også udtryk i silkeduge, der bliver smukt broderet, samt i mannakorn, romaner og meget andet.

Alt dette har Bach-Nielsen blik for i en meget smuk udgivelse. Han vender flere gange tilbage til reformationstidens Christiern Pedersen, der har et interessant tekstbegreb, hvor teksten ikke kun skal læses. Teksten er også for synssansen. Det er Carsten Bach-Nielsens bog sandelig også, for den er flot opsat og indbundet og forsynet med meget oplysende og smukke illustrationer. Forlaget skal have tak for at minde os om godt boghåndværk.

Efter den autoriserede oversættelse i 1992, som af Bach-Nielsen får lidt kritik med på vejen, særligt processen omkring oversættelsen, er det, som om kristendom og Bibelen i nogen grad får et comeback. Julekalenderen fra 2003 om Jesus og Josefine ses som en del af denne mere frimodige tilgang til Bibelen. Bibelen genskrives på utallige måder og former og finder så at se hele tiden nye måder at komme til udtryk på.

Men det bliver også tydeligt ved Reformationsjubilæet i 2017, at Bibelen ikke spiller den store grundlæggende rolle. Bibelen betragtes som en ressource og ikke som et grundlag. Vi har bevæget os gennem grundtvigianisme og kierkegaardsk eksistenskristendom til at betragte Bibelen som en historisk bog, der udfolder, hvad den kristendom, som vi kender fra dåb og nadver, er.

Carsten Bach-Nielsens bog er på mange måder en kirkehistorie med et særligt fokus. Det er historien med Bibelen som omdrejningspunkt. Skildringen er levende og engageret, og læseren gives så mange spændende oplysninger, at man nærmest rives med gennem læsningen. Den kan kun anbefales til enhver, der interesserer sig for denne spændende og betydningsfulde del af dansk kulturhistorie. Det er på mange måder en skildring af, hvorledes vi alle blev gjort myndige gennem forholdet til Bibelen.

Læs interview med forfatteren om bogen på