I Danmark indførte man for en stund dødsstraf med tilbagevirkende kraft og godkendte hermed henrettelsen af 46 danskere. Siden er vi ikke blevet rigtig færdig med retsopgøret efter Besættelsen, fordi emnet stadig er tabuiseret.
Det mener succesforfatteren Christian Mørk, der er aktuel med romanen De forhadte om den jævne Brodersen-familie og dens samarbejde med nazisterne fra 1938.
Jeg er jo vokset op i slipstrømmen af Montgomery og dannebrogsflag, og det er ikke, fordi jeg anfægter modstanden og hædersgerningen i 1943, men der har også været mange gradbøjninger i danskernes indsats, som vi ikke ofte og ikke gerne taler om, siger han.
LÆS OGSÅ: Kvalitetslitteratur presses fra alle sider
På den ene side var der, siger Christian Mørk, BOPA, Holger Danske, De Frie Danske og Hvidstengruppen. På den anden Hipokorpset, Schalburgkorpset, SS-Panzergrenadier-Regiment 24 Danmark, Sommerkorpset, værnemagere og så stikkerne. Men alt det imellem taler ingen om, og den gråzone er netop det interessante, mener forfatteren.
Hvornår var man egentlig medløber? Ved at sælge mælk til en nazist eller en tysk soldat? Pudse deres sko? Have sex med dem? Eller ved at se den anden vej, når de arresterede en jøde? Eller kun hvis man angav en medborger? Fortællingen om krigen bliver for ofte en kliché, når man vil forklare nazismens system. Det ender ofte med, at personerne blev tvunget ind i systemet i stedet for at sige, at de var systemet, siger Christian Mørk, der er søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk.
Han bor i USA, hvor han det seneste årti har skrevet en række internationale thrillere på engelsk, herunder Darling Jim og De ti herskere, som har solgt godt også herhjemme.
De forhadte er hans syvende roman, den første skrevet på dansk og til et dansk publikum. Han ville skrive sig ud af thrilleren og genreromanen.
Christian Mørk er klar over, at han bevæger sig ind på et delikat og særdeles velbeskrevet emne. Bøger om Anden Verdenskrig er en industri, erkender han.
Man risikerer at ryge lige ned i de udtrådte spor. Jeg har villet holde mig fra heltedåd og dramatiske scener. Ikke noget med store hagekors på forsiden. Jeg tog ikke ind i Rigsarkivet for at læse en masse om afhøringer og vidneforklaringer, for jeg var bange for at blive forelsket i fakta og gøre som andre, der viser, hvor meget de har researchet. Det skulle ikke være en forklædt fagbog, men et forsøg på at skildre en familie autentisk og beskrive, hvordan sønnen Kaj som 18-årig bliver tiltrukket af den forkerte side, men uden at være i stand til at hindre det. Den er fra starten tænkt som en lang tilståelse, siger han og retter på brillerne.
Tilståelsen kommer fra Kaj, søn af en håbefuld cykelsmed, for at lukrere på Det Tredje Riges fremkomst inden for legetøjsbranchen.
Deres landsforræderi og medskyld i andres lidelser forbliver ustraffet efter krigen til Kajs store fortrydelse helt frem til i dag, hvor skylden stadig plager ham.
LÆS OGSÅ: En vigtig del af det, der er mig
Christian Mørks egen familie stod på den anden side, da morfaderen og hans barndomsven sejlede jøder over til Sverige for snart 70 år siden. Det var dog ikke noget, morfaderen fortalte om.
Han havde nogle håndvåben, husker Christian Mørk, som han senere kastede ud fra Helsingørfærgen uden at gøre et nummer ud af det.
Christian Mørk opsøgte den kendte modstandsmand Ole Lippmann, der vidste, hvem der gjorde hvad under krigen, og han fortalte om morfaderens indsats.
Da Lippmann blev begravet i 2002, var jeg med og tænkte, at nu er der snart ikke flere tilbage af heltene og altså heller ikke mange af de andre, siger Christian Mørk.
Han begyndte at læse bøger om disse andre, altså medløbere og værnemagere, herunder Erik Haaests bog fra 1975 om frikorpsdanskere. Bogen irriterede ham, fordi den efter hans opfattelse var en slags heltekvad.
Den slags litteratur har forplumret historien for længe, selvom få har forsøgt sig og fordomsfrit taget emnet op. Men det har ofte været faglitteratur, men det, der interesserer mig, er at undersøge og skildre, hvad denne gruppe af danskere tænkte, gjorde og sagde til hinanden.
For nylig fortalte en kvinde Christian Mørk om hendes mors forelskelse i en tysk soldat under Besættelsen. Historien bekræftede hans teori om, at danskene ikke er kommet sig over retsopgøret.
Hun fortalte det helt tyst og tavst. Den slags indrømmelser er stadig tabu. Jeg er ikke ude på at lave en apologi for landsforrædere, men forsøger at forstå, hvad der lå til grund for, at man lod sig begejstre for den forkerte side i en tid, hvor de færreste danskere var hverken nazister eller antisemitter, siger han, drikker en tår sort kaffe og fortsætter:
Alt kan gradbøjes. Menneskelig godhed og svaghed kan i min optik gradbøjes. For modstandsbevægelsen var selvfølgelig heltemodig, men det handlede ikke kun om Holger Danske, der rejste sig, eller om Flammen og Citronen. Man gjorde også ting, der ikke var kønne, og fik for eksempel hjælp af rene gangstere, siger Christian Mørk.
Han mener, at det ofte var små tilfælde, der gjorde, at danskere havnede på den ene og den anden side.
Hvis familien Brodersen havde været lidt mere social og havde lidt mere indsigt, havde de måske skjult flyverblade i stedet. Der er flere gange i bogen, hvor Kaj står over for en afgørende beslutning, og hvor læseren kan stoppe op og spørge: Ville jeg springe fra her? Her? Eller her?.
Christian Mørkmener, at det kan være en fordel, at han har været væk fra Danmark så længe, 26 år, og på den måde har emnet lidt på afstand.
Jeg er nok gået til emnet med en større frygtløshed, fordi denne historie kræver det. Hvis jeg skulle ind i dette tabuiserede minefelt af et emne og på forhånd være nervøs for at sige tingene, som de er, ville det gå galt. Det er nok amerikaneren i mig, der siger, at det er jeg nødt til for at fortælle historien rigtigt.