Kirke- og kunsthistorikeren Carsten Bach-Nielsen påtog sig en stor opgave, da han satte sig for at skrive om danske reformationsfejringer gennem 400 år. Nu foreligger resultatet på Aarhus Universitetsforlag som en stor og vægtig bog med den rammende titel ”Fra jubelfest til kulturår”.
Med et væld af historiske detaljer påvises en klar udvikling i forskellige tiders jubilæumsfejringer af Luthers fødsel 1483, opslaget af de 95 teser 1517, Hans Tausens fødsel 1494, Den Augsburgske Bekendelse 1530, Reformationens indførelse i Danmark 1536 og Luthers død 1546.
Mens de første århundreders fejringer var takkefester, præget af et klart kirkeligt og kristeligt fokus og med triumfalistiske over- og undertoner, blev de senere jubilæumsfejringer i højere grad præget af en besindelse på den lutherske arv og et fokus på Reformationens kulturelle og samfundsmæssige betydning.
I 1617 kopierede den danske kirkes førstemand, Sjællands biskop, Hans Poulsen Resen, i vid udstrækning den fejring, som fandt sted i Wittenberg. Man fejrede ”renselsen af kirken med genetableringen af den sunde lære”. Universitetet og kirken tog initiativet, og kongen gav sin tilslutning. I 1717 holdt man en kongelig jubelfest, som kongen selv tog initiativ til, selvom landet var udpint efter Store Nordiske Krig. Fjendebilledet var den katolske kirke.
I 1817 udgik initiativet fra Sjællands biskop, Frederik Münter, der dog først sikrede sig kongens godkendelse. Kongens anordning af festen indledes med ordene: ”At, som Vi erkiende Vigtigheden af det Gode, der tildeltes vort Fædreland ved den renere evangeliske Lære, og med landsfaderlig Glæde overskue denne Læres velgiørende Følger i de snart udløbne Tre Hundrede Aar“”. Fejringen forløb som en takkefest for Guds varetægt over den evangeliske lære.
I 1917 stod fejringen i krigens tegn, og forbindelsen til Tyskland var mere end vanskelig. Igen var det Sjællands biskop, Harald Ostenfeld, der sammen med en række teologer tog initiativet. Det gennemgående tema var en besindelse på den evangelisk-lutherske arv og dens betydning. Dette tema blev belyst både af den officielle folkekirke og af en række kirkelige organisationer og foreninger. I København byggede man Lutherkirken som en ydre manifestation af jubilæet.
I forbindelse med den planlagte fejring af reformationsjubilæet i 2017 skifter forfatteren spor. Fra at have været en kirkehistoriker, der fordyber sig i gamle arkivalier, bliver han en undersøgende, aktindsigtssøgende journalist, der dykker ned i helt dugfriske ministerielle skrivelser. Dette sporskifte er vellykket og dokumenterer, at regeringen nedsatte et præsidium uden at give det en bevilling.
Her konkluderes, at ”der er sådan set heller ikke tale om en kirkelig fest. Kirken synes forsvundet”. På denne baggrund glæder forfatteren sig over, at folkekirken selv har iværksat en række aktiviteter for at markere det teologiske og kirkelige nybrud, der skete for 500 år siden.
I den monumentale bogs sidste afsnit træder forfatteren i karakter som teolog og angiver det frelseshistoriske perspektiv som den kontekst, reformationsfejringerne skal forstås i. Her vendes perspektivet fra det tilbageskuende til det fremadskuende, og bogens sidste linjer lyder:
”Med hensyn til 500-året for Reformationens begyndelse i 2017 venter måske noget helt nyt, som med udgangspunkt i historien ikke bare forbliver historie. Der er ikke nogen stor kollektiv historie, der aktivt venter på at binde os sammen. Den må gribes, formes, skabes.”
Ved at anvende reformationsfejringerne som ledetråd fra 1500-årene og helt frem til vore dage giver bogen samtidig en viden om den teologiske, kirkelige og samfundsmæssige udvikling i Danmark igennem 500 år.
Det er en imponerende tour de force, forfatteren præsterer. Han har iført sig den akademiske arbejdshandske, og der kan kun gisnes om, hvor mange dage der er brugt på at finde frem til og studere de talrige kilder og arkivalier, som værket bygger på. Hele vejen igennem er bogen illustreret af et righoldigt billedmateriale, der levendegør fremstillingen yderligere.
Dog savner jeg et økumenisk udblik til Det Lutherske Verdensforbunds jubilæumsfejring samt en vurdering af, hvad det netop på dansk udkomne fælles luthersk-katolske studiedokument ”Fra konflikt til fællesskab” betyder for forholdet mellem de to kirker i dag.
Carsten Bach-Nielsen er som forfatter veloplagt og velskrivende og ikke uden humor. Man er i godt selskab under læsningen, og jeg anbefaler bogen på det varmeste.