Hun går i marken med sin hakke. Hak, hak, hak, lyder det, når metallet rammer den stenede jord og gør den blød. I kanten af marken står mesterknægten og vogter over sine slaver. Solen brænder. Om halsen har hun bundet et klæde, der strammer til i en bylt på ryggen, for der ligger hendes spædbarn svøbt.
Når barnet knirkende giver lyd, standser kvinden op, strækker ryggen ud og svinger bylten om foran. På den måde kan hun amme sit barn på stedet. Men nu råber mesterknægten efter hende, at hun skal se at fortsætte arbejdet, ellers er han der med pisken. Barnet skriger over at blive afbrudt. Mælken står i en stråle, men der er ikke noget at gøre.
Billedet af den kvindelige slave er ikke det billede, vi oftest ser for os, når vi taler om Danmarks slavefortid i Dansk Vest- indien. Vi er stadig optaget af den eksotiske fortælling om en høj og maskulin (ikke mindst stærk!) slave i sparsom beklædning. Han er billedet på de mennesker, vi i kraft af fortiden som kolonimagt har gjort fortræd i 1700- og 1800-tallet. Og efterfølgende for den sags skyld.
Men ved at fastholde billedet af ”den typiske slave”, så overser vi vigtige nuancer i slaveriets historie, mener Gunvor Simonsen, der er ph.d. og lektor i historie ved Københavns Universitet og medforfatter til bogen ”Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan”, del af et stort fembindsværk, ”Danmark og kolonierne”, der i dag udkommer på Gads Forlag. Dagen i dag er i øvrigt også 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917.
”Noget, folk tit glemmer, når de tænker på slaver, er, at der ofte har været mange kvinder, ja nogle gange flere kvinder end mænd i plantagerne. Slaverne har udfyldt mange forskellige funktioner for at få plantagen til at fungere: Der har været bødkere og tømrere, sukkerkogere, vagtmænd, kvægpassere, kuske og markarbejdere. Det er professioner, vi europæere i dag forbinder og dengang forbandt med noget maskulint. Og der er også mænd i marken, men i forhold til deres antal spiller kvinderne en stor rolle i markarbejdet,” siger Gunvor Simonsen.
Markarbejdet var ikke fuldstændig fremmed for de fleste kvinder fra Vestafrika. Her stod kvinder for størstedelen af landbrugsarbejdet, men i Caribien havde arbejdet en anden karakter og satte også sine spor.
”Markarbejdet er det hårdeste arbejde, man kan få. Det slider folk op, og dødeligheden er højere. De fleste slaver har gerne villet arbejde et andet sted, hvis der på nogen måde har været mulighed for det,” siger hun.
Gunvor Simonsens forskning er kultur - og socialhistorisk og beskæftiger sig med Caribiens slavegjorte afrikaneres livsverden og den kolonihistorie, den er bygget på. Man kan i dag spørge sig selv, om ikke slaveejerne da har haft en interesse i, at deres slaver var ved godt helbred, så de holdt længere. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at for slaveejerne har det altovervejende argument været økonomisk, påpeger Gunvor Simonsen.
”Slaveejerne var der for at tjene penge, og vende hjem til Europa med penge. Det har primært handlet om, hvad der kunne betale sig. Og det har gjort slavesamfundet til et sted, hvor døden er over det hele,” siger hun.
Småbørn havde ingen værdi i arbejdet som sådan og blev ofte sat i en slags børnehave, hvor en ældre og uarbejdsdygtig kvinde, som også var slave, ”passede” dem. En ganske farlig børnehave med høj dødelighed.
Modsat har børnenes mødre været vigtige for slaveejerne, idet de har repræsenteret en dobbelt produktionsevne, siger Gunvor Simonsen.
”Man kan sige det meget godt med det engelske ord labour. Det kan både betyde arbejde og at føde, være i fødsel. Det kan kvinderne, de kan både producere og reproducere. Og når vi taler slaver, er reproduktion igen produktion,” siger hun.
Siden det transatlantiske slaveris begyndelse i 1500-tallet skabte europæerne en fortælling om slavekvinden som grundlæggende anderledes:
”Man skaber en fortælling om, hvordan afrikanske kvinder spiser anderledes, har anderledes kroppe, æstetik og seksualitet. Slavekvinder kan føde uden smerte, mener man. Og deres bryster tegnes som særligt lange, for at barnet kan die, mens det sidder på ryggen,” fortæller Gunvor Simonsen.
I begyndelsen handlede denne ”gøren eksotisk” meget om slavernes hedenskab, at de ikke var kristne.
”Man får gjort dem til mennesker, som står uden for Guds opsyn. For hvad er det, Gud tildeler Eva, da hun spiser af æblet i Edens Have? Smerten ved at føde børn,” siger Gunvor Simonsen.
Fortællingen udviklede sig over tid. Slaveriet kom under pres i 1700-tallet, hvor humanismen bredte sig i Europa, og samtidig udviklede der sig en pseudovidenskabelig racisme baseret på et politisk ønske om at fortsætte slaveriet. I denne periode blev det vigtigt for slaveriets fortalere at adskille slavekvinderne fra de europæiske kvinder, som ansås for skrøbelige.
”Hvis en kvinde kan føde uden smerte, så må hun være skabt til én ting. Nemlig at rejse sig med det samme for at arbejde. Og den ekstremt høje børnedødelighed forklarer man blandt andet med, at kvinderne har en seksualitet, der gør, at børn dybest set ikke interesser dem,” siger hun.
På den måde skal man ikke lede efter rationalitet i synet på slavegjorte mennesker. For beskrivelserne og ”videnskaben” var for det meste spundet over en omvendt logik, et ønske om slaveriets fortsættelse.
”Der har længe været en akademisk diskussion af, hvad der kom først: slaveriet eller racismen. Men i virkeligheden er det en dynamik – racismen skærpes i takt med slaveriet,” siger Gunvor Simonsen.
Der er dog også eksempler på, at samspillet mellem køn og slaveri forandrer sig. To af forvalterne på den store danske handelsfamilie Schimmelmanns plantager på St. Croix, begge flygtninge fra Den Franske Revolution, udtrykte for eksempel bekymring over den måde, kvinder blev behandlet på øerne. Det var, mente de, ”imod al humanitet, at disse kvinder skal arbejde i marken”.
Også Brødremenigheden var utrygge ved forholdet mellem kønnene, og spurgte til, om slaveriet tillod europæiske mænd at begå ukristelige overgreb. Og de fejrede historier om modige kristne slavinder, der modstod disse overgreb.
I sin forskning har Gunvor Simonsen behandlet en stor mængde retsdokumenter fra sager, hvor slaver fra Dansk Vestindien på én eller anden måde har været i retten.
Dokumenterne viser ikke hele billedet, men særlige tilfælde, hvor magt- balancerne mellem slaver og slaveejere er udfordret, eller hvor slaveejere har ønsket rettens ord for at udvide deres magt over slaverne.
Også her er slavekvinder repræsenteret.
”Der er nok materiale til at indikere, at forhold mellem slaveejere og afrikanske kvinder strækker sig fra voldtægter til mere ægteskabslignende forhold. Mange af slaveejerne har haft husholdersker, som de var dybt afhængige af og derfor også havde et tæt forhold til,” siger hun og nævner en særlig sag.
En fri farvet kvinde, ved navn Molly, datter af kaptajnen for den såkaldte frinegermilits bestående af frie farvede og sorte, henvendte sig til domstolen. Hun stod på tærsklen til at indgå i et ægteskab med en fri farvet mand, men hendes tidligere hvide samlever blev ved med at genere hende.
”Manden forsvarer sig med, at han har givet hende smykker, tøj og gaver, alt, hvad hun kan ønske sig. ’Jeg har behandlet hende, som om hun var min kone’, siger han. Jeg ved ikke, om han har været forelsket, men han har i hvert fald været voldsomt passioneret omkring hende,” siger Gunvor Simonsen.
Andre sager viser, at slaverne også har kæmpet for at få et bedre liv og forsøgt at tilkæmpe sig rettigheder:
Hvis kvinderne ikke havde fået lov at bære småbørn på ryggen, så kunne de i nogle tilfælde lægge dem på skind i kanten af marken og så gå ud for at amme ved behov, men modstanden mod den praksis voksede med tiden blandt slaverne, fortæller Gunvor Simonsen.
”Hele det med at skulle håndtere både børn og markarbejde på én gang danner baggrund for flere klager, og de får indimellem medhold. Om det faktisk har forandret praksis på plantagerne, er svært at sige, men det viser i hvert fald, at for slavegjorte mænd og kvinder var omsorgen for børn helt afgørende. Derfor kan man næsten tale om kvindernes klager som et slags amme-oprør.”