I Danmark er en bog en bestseller, når den har solgt 10.000 eksemplarer. Så hvad kalder man en bog, der har solgt mere end 250.000 eksemplarer? Ser man på salgstallene for nogle af de mest populære børnebibeler herhjemme, fristes man til at bede om en ny kategori. Men trods børnebibelernes store popularitet ved vi næsten ingenting om, hvad der faktisk står i dem.
Det er udgangspunktet for en ny afhandling fra Aarhus Universitet, som Louise Heldgaard Bylund, ph.d. i teologi, står bag og netop har forsvaret.
”Jeg opdagede jo, at der var et kæmpe marked af børnebibeler, som ikke var blevet undersøgt grundigt akademisk før. Der var ingen, der havde forholdt sig kritisk til, hvad der faktisk står i de tekster. Det var helt basalt, synes jeg, at vi fik gjort det,” siger hun.
Ingen voldsom kristendom
Louise Heldgaard Bylund har set nærmere på de fem mest solgte børnebibeler herhjemme: ”Alle børns bibel” oversat af Johannes Møllehave og Ilse M. Haugaard, ”Børnebibelen” genfortalt af Johannes Møllehave, ”De mindstes bibel” genfortalt af Synne Garff, ”Bibelhistorier” af Ida Jessen og ”Sigurd fortæller bibelhistorier” af Sigurd Barrett.
Med i salgstallene, der for flere af bibelerne altså rammer en kvart million, skal regnes de mange eksemplarer, der indkøbes af præster i sognene og gives til helt små børn i dåbsgave eller til minikonfirmander. 40.000 dåb årligt er en anden indikation på, hvor udbredte disse bøger er, siger Louise Heldgaard Bylund.
”Det har ikke været min opgave at vurdere, hvad der er sundest eller rigtigst at vælge. Men jeg ville gerne give et grundlag at diskutere bibelerne ud fra. Den kristne og bibelske tradition er enormt mangfoldig, og vi har mange modsatrettede ting med os i rygsækken. Men når man formidler til børn, må man forenkle nogle ting, og jeg tror, vi har brug for en diskussion af, hvad det er for en teologi, vi så ender med,” siger hun.
Genren med bibeler fortalt særligt til børn findes i stort set alle lande, siger Louise Heldgaard Bylund, der samtidig har en fornemmelse af, at genren er særligt stor i Danmark, fordi der er opstået en meget stærk tradition med at forære et barn en børnebibel ved dåben. Danske børnebibeler er samtidig en genre, som også ikke-kirkelige forlag som Politikens Forlag og Forlag et Carlsen byder ind på, og forfatterne behøver desuden ikke være teologer.
”Vi er ikke så glade for oversatte amerikanske bibeler i Danmark, som man er andre steder i verden. I Danmark kan vi bedre lide dem, vi kender. Sigurd Barretts bibel er blevet enormt stor, fordi han er kendt som en stor børneformidler. Jeg tror, det handler lidt om, at vi har brug for en garant for, at vi ikke får noget fundamentalistisk, konservativ, voldsom kristendom. Det er en blåstempling af det fornuftige,” siger hun.
Forfatterne kommer i klemme
På nogle punkter er bibelerne meget ens:
”At Gud er en god og kærlig far, og at menneskers opgave er at være gode ved hinanden, er en grundpræmis, der går igen. Udvalget af fortællinger er også meget det samme. Der, hvor de er forskellige, er måden, de kommunikerer på, i tonen og i sproget. Og der er altså også forskelle i indholdet, for eksempel i forhold til hvem der opnår frelse. ’Alle børns bibel’ har for eksempel som den eneste dobbelt udgang: Det er ikke os alle, der bliver frelst.”
Er det noget, folk ved?
”Min fornemmelse er, at der bliver mere og mere bevidsthed om det. Størstedelen af de børnebibeler, der deles ud, er købt af stifterne, folkekirken, og der må man nok forvente et vist overblik over, hvad der deles ud. Det er dog ikke min fornemmelse, at folk, der selv går ud og køber en børnebibel, for eksempel til et barn i familien, har sat sig ned og læst den fra ende til anden.
Men vi kunne generelt godt være lidt mere opmærksomme her. At vi i 15 år har haft en tekst stående i en børnebibel, ’Alle børns bibel’, der egentlig var oversat fra en amerikansk bibel, men som blev lanceret som ’genfortalt af Johannes Møllehave’, vidner om, at det er underbelyst. Det var der simpelthen ingen, der havde set!”.
Det er jo bare en børnebog, kunne man sige. Går børn op i den slags?
”Måske er det sådan med litteratur til børn, at det ikke er så prestigefyldt. Men det er store spørgsmål, børnebibelerne behandler, og det bliver endnu mere presserende, for det skal forklares meget enkelt til børn. Teologi til voksne kan du nuancere, men til børn skal det sættes på spidsen, og det giver nogle spændinger.
Man vil eksempelvis insistere på, at Gud er en god og kærlig far. Godt nok – men der er også situationer, hvor Gud så beslutter noget meget ukærligt. At alle egyptiske drengebørn under to år skal slås ihjel for eksempel. Ville en god og kærlig far gøre det?
Der er også noget med ansvarsfordelingen mellem Gud og mennesker. Hvor meget er menneskers ansvar, og hvor meget er Guds ansvar, når det gang på gang ikke lykkes at få menneskene til at være gode ved hinanden? Det, at der er ondskab i verden, er det menneskers ansvar eller Guds?
Også spørgsmålet om frelse er ret centralt: Bliver vi alle frelst i slutningen, eller er det kun nogle af os, og hvad skal der i så fald til? Der kommer et meget entydigt svar ud i børnebibelerne. Men stemmer det overens med, hvad vi selv mener?
Der er nogle steder, hvor børnebibelerne kommer i klemme, og hvor man meget tydeligt kan se, at nu får fortælleren malet sig selv op i et hjørne. Og det er naturligt, for det er komplekse teologiske problemer, vi aldrig selv har kunnet løse. Men på én eller anden måde har vi bildt os ind, at vi sagtens kan forenkle de spørgsmål over for børn.”
Gentænk målgruppen
Louise Heldgaard Bylund mener, at vi voksne med fordel kunne læse lidt mere i børnebibeler. Det har hun, indlysende nok, selv brugt en del tid på i forbindelse med ph.d.-afhandlingen.
”Det er enormt sjovt! De er rimeligt letlæselige, og man får nogle illustrationer, som også er en måde at tvinge det teologiske ned i noget konkret. Hvordan ser Jesus og Gud ud? Man får sådan en maggiterning af, hvad det er, vores kristne tradition er i dag. Man får set sig selv i spejlet, kan man sige.”
Den tradition, vi har i Danmark for børnebibeler, tror du, at den vil fortsætte?
”Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle stoppe. Men vi kunne godt gentænke målgruppen for bibelerne, der er sat meget lavt. Der står ofte, at de kan læses fra to-tre år, men børn i den alder er slet ikke i stand til at rumme hele værker på den måde.
Skub målgruppen lidt op – og lad det måske så rumme lidt flere spændinger og lidt mere kompleksitet. Vi er kommet lidt skævt af sted med at skubbe målgruppen så langt ned. Når man vil lave en børnebibel, forpligter man sig på en fortælling fra skabelse til korsfæstelse, men fortællingerne kan slet ikke bære den enkelhed, målgruppen kræver. Lidt mere albuerum end ’en god og kærlig far’ ville for eksempel ikke gøre noget. I den bibelske tradition er gudsbilledet jo alt muligt: Gud kan være et lys eller en borg. Det kunne være en interessant diskussion at have, så vi ikke ender med, at det er en ældre mand med skæg på en sky.”