Prøv avisen
Bog

Forskere hygger midt i H.C. Andersens uhygge

2 stjerner
Grundlæggende er det uhyggeligste ved denne bog dog dens akademiske goldhed, skriver boganmelder Rasmus Vangshardt om en ny bog om H.C. Andersen. Udsnit af bogens forside.

Grundlæggende er det uhyggeligste ved denne bog om H.C. Andersen dens akademiske goldhed

H.C. Andersens eventyr bliver alt for ofte betragtet som hyggelige børnefortællinger. Det gælder ikke mindst de mange oversættelser, der med denne forestilling som baggrund har kastreret Andersen og ignoreret de skyggesider af livet, forfatteren også står for.

Det vil en stribe H.C. Andersen-forskere med antologien ”H.C. Andersen og det uhyggelige” bevise: H.C. Andersen som skrækromantik, H.C. Andersens fremmedartethed. H.C. Andersen om alt det, mennesker ikke kan kontrollere og derfor frygter.

Denne slagside mener de at kunne dokumentere gennem påstanden om de skæve oversættelser, men konkluderer også, at det for længst er slået fast som noget, de fleste ved. Derudover er argumentet på værste akademikermåde, at en internetsøgning på ”emnet H.C. Andersen og det uhyggelige eller the uncanny” kun giver ét resultat, og derfor kan redaktørerne med et menings- og hjælpeløst billedsprog konkludere, at ”vi har en ganske åben bane at spille på.”

Der er tale om akademisk tøjeri. Det er ikke, fordi anliggendet ikke er prisværdigt, men man er ikke tæt på at være i stand til at gøre noget relevant med det. Den andersen’ske fortælleglæde og det fantasifulde mørke størkner i uendelig (gen)brug af teoretikerne Freud og Todorov, hvilket giver det indtryk, at alle disse H.C. Andersen-forskere dybest set ikke tror på, at Andersens tekster er uhyggelige nok. Eller at litteraturen ikke kan klare sig uden disse evindelige og anakronistiske overgreb. Især fordi langt størstedelen af bidragene alle føler sig nødet til at trække på Freud-begreber om ubehag og uhygge. Det bliver ikke bedre af, at stilen også genbruges: Langt de fleste af disse forskere i gulderalderdanmarks litteratur skriver lysforladt, teknisk og til tider slet og ret dårligt. Men hvad skal man også med det danske sprog, når man har moderne teori?

Bogens bedste træk er sammenligningerne med den såkaldte skrækromantik, hvor dobbeltgængermotivet spiller en prominent rolle. Det er godt, at der bliver sammenlignet med Adelbert von Chamissos novelle ”Peter Schlemihls wundersame Geschichte” (1814) og E.T.A. Hoffmanns ”Der Sandmann” (1816), og særligt Andersens fantastiske fortælling om ”Skyggen” (1847) med tilhørende dobbeltgænger er oplysende. Men at Freud og ”Der Sandmann” optræder så ofte, giver mest af alt indtryk af, at teorien skaber død forskning, der skal strækkes over alt for mange sider.

Til gengæld er den ph.d.-studerende Torsten Bøgh Thomsens bidrag en glædelig uhygge midt i al forskerhyggen. Han skriver om natursynet i Andersen-romanen ”Improvisatoren”. Med den muntre titel ”Hæsligt mudder, usund luft – mørk økologi i Improvisatoren” viser han, hvor god antologien kunne have været. En tekstnær og stringent tekstudlægning af romanens Venedig viser, hvordan teksten iscenesætter et ideal om, at Venedig på romantisk facon inkarnerer en symbiose mellem menneske og natur, men at man mest af alt, med Bøgh Thomsen mesterlige sprog, finder ”dynd. Dynger af amorf materie hober sig vegeterende op om byens uimponerende arkitektur i den plumrede, stinkende lagune, hvor alt synker … Sammenhæng findes, men i form af klam forskelsløshed snarere end skøn samklang.”

Hvordan Bøgh Thomsen funderer sit romantikbegreb, er temmelig uklart – et enkelt citat af Friedrich Schlegel er alt – og en sætning som denne er ret indskrænket: ”Romantikken var imod klassicismen, som den fandt tam og steril.” Bøgh Thomsens forestilling om romantikken virker i den forbindelse – tam og steril. Samtidig havde en selvtillid til at lade Andersens roman stå alene uden moderne økologiteori været klædelig. Men det skal være ham alt tilgivet, da han igen og igen nærlæser beskrivelserne og forklarer os om slimens, vandet og urmonstrenes rolle, når Andersen lader ”naturen tage kulturen med i faldet.” I den forstand lyser Bøgh Thomsen op i pølen af ”klam forskelsløshed”, for nu at bruge hans eget sublime begreb.

Grundlæggende er det uhyggeligste ved denne bog dog dens akademiske goldhed. Det er ikke utilladeligt at bedrive forskning uden folkelige formidlingsformål. Men når forskningens horisont er så begrænset, giver det skrækuromantiske kuldegysninger af den utilsigtede slags.

kultur@k.dk