Forslag om svensk kulturkanon vækker hidsig debat: ”En liberal sutteklud”

Den nye svenske regering består af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna. Med Sverigedemokraterna – der fik flest borgerlige stemmer ved valget – som støtteparti.

Sammen har de udarbejdet et forståelsespapir, Tidöavtalet, og i det skulle der, skriver den svenske avis Aftonbladet, ikke stå det store om kultur, men dog dette:

“Der skal nedsættes uafhængige ekspertudvalg, der har til opgave at udarbejde forslag til en svensk kulturkanon. Udvalgenes medlemmer skal udpeges efter kompetencer på de givne områder.”

Svenska Dagbladets kulturchef, Lisa Irenius, ser både farer og fordele ved sådan en kanon, som samler den stærkeste og vigtigste kunst og kultur, Sverige har at byde på:

“Det kommer an på, hvordan kanonen anvendes. Sverigedemokraternas ambition er jo at forsvare den svenske identitet og kultur. Liberalernas argument er nok et andet. Men jeg kan godt se en mening med en kulturkanon – tænk på segregationen i forskellige områder – hvis de unge læser og diskuterer det samme værk. Faren er, at det afskrækker børnene, at det bliver kedeligt. Så jeg sympatiserer med idéen, men ser problemerne.”

Hos Aftonbladets kulturchef Karin Pettersson er der ingen sympati at spore. For hende er kanonen ikke andet end politisk blændværk: “Hele idéen med en kulturkanon er at lade som om, at man arbejder med kulturpolitikken, taler om kultur, uden at gøre noget.”

Pettersson uddyber: “Der er stor fare for, at diskussionen (om kanonen, red.) kommer til at skygge for de satsninger, som er nødvendige for at gøre kulturen stærkere og tilgængelig for flere: En mere lige skole, adgang til kulturskole, flere og bedre biblioteker og skolebiblioteker.”

I stedet ender Sverige med en kulturkanon, der ifølge Pettersson er “en liberal sutteklud”, hvor Sverigedemokraterna – det stærkt indvandrerkritiske parti – har haft meget at skulle have sagt. For Petterson er det et skrækscenarie, og hun har i det hele taget meget lidt tiltro til den nyslåede svenske regering, når det kommer til kultur: “Måske er det bedste, vi kan håbe for kulturpolitikken de næste fire år, at den ikke bliver endnu værre.”

Planerne om en kulturkanon er stadig kun ord på et papir, men får altså allerede temperamenterne til at gløde. Og det minder ikke så lidt om Danmark i efteråret 2004, hvor den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen lancerede regeringens planer om en kulturkanon. Det blev af mange meningsdannere mødt med skepsis og kritik. Det blev også diskuteret, hvorvidt kanonen, der lå færdig i 2006, blot var et udtryk for Mikkelsens egen værdipolitiske kamp eller virkelig levede op til den smukke hensigtserklæring: “at vi ikke glemmer vores fælles kulturhistorie – og hvordan den altid har været en del af en bredere international kultur.”  

Samtidig var der voldsomme diskussioner om, hvem og hvad der fortjente at blive indlemmet i kanonen. Men i dag er det store projekt, der blev udarbejdet af hele syv udvalg, vel glemt af de fleste. Og den hjemmeside, Kulturministeriet oprettede med eksempler fra Kulturkanonen, blev i al diskretion lukket i 2012. Fordi den daværende radikale kulturminister, Uffe Elbæk, mente, at de 700.000 kroner i årlige driftsomkostninger var for mange. 

Nu er en kulturkanon så på vej i Sverige, hvor de reaktioner og initiativer, der vil komme den næste tid, vil ligne dem, der gjorde sig gældende i Danmark for en del år siden. Sådan som det ofte er de to lande imellem. Til nogle svenskeres tilfredshed og andres store fortrydelse.

I ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.