Var det ikke for skuespillerne, ville der ikke være meget at komme efter i denne afsluttende sæson af ”Arvingerne”.
Carsten Bjørnlund som den ensomme ulv Frederik doserede vrede, angst og forblindet handlekraft så håndfast, at det blev troværdigt.
Mikkel Boe Følsgaards småsmilende og naive Emil hvilede klædeligt i faderrollen. Følsgaard gav den umodne Emil en kærlig, nedtonet pondus, der kunne vinde over Gros ustyrlige temperament.
Igen i denne sæson var Trine Dyrholm uovertruffen som egoisten Gro. Som en anden Ai Weiwei snyltede Gro på Hannahs død og iscenesatte sig selv som den døde datter. Da Gro mødte Solveigs blå betonblik over kunstinstallationen, mærkede man endelig den nedarvede smerte, Maya Ilsøe har forsøgt at male frem gennem tre sæsoner.
For ”Arvingerne” portrætterer en generation, der har alt for travlt med at pille i egen navle og bearbejde sin egen barndom. I sin selvfortabelse bliver Grønnegaards søskendeflok fuldstændig blind over for, at man ikke blot gentager, men forværrer mønstrene.
Da det midt i sæsonen går op for Gro, at hun ikke kan være mor for Melody og kunstner på samme tid, forstår hun glimtvis, at hele forestillingen om Veronika (Kirsten Olesen) som verdens navle og den store Moder bygger på en løgn. Ikke så mærkeligt, at Villads foretrækker sofaen hos John og Lise.
Kirsten Lehfeldt var vidunderlig som den modne rødvinssippende Lone, der gerne tager både unge syriske advokater og ældre bestyrelsesformænd med i seng med en elskelig blanding af lummert forfald og kærlig omsorg.
Også den ellers forfinede Pernilla August gav jordbunden soliditet til ”Arvingerne” som grisefruen Karin. Peter Gantzlers Jensen havde en oprigtig vrede, der ikke kun handlede om hans egne indre anliggender, men pegede ud i hele Landbrugsdanmarks meningstab.
Og i Lena Maria Christensens skrøbelige skikkelse gennemgik Solveig en næsten poetisk deroute.
Men alt endte med at være nærmest ligegyldigt, for samtlige oppositioner til Gro og Grønnegaard blev reduceret til statister i den afsluttende sæsons sidste afsnit. Selv den unge provokunstner Nick endte som kulisse, for alle blev de blide som buttede økologiske smågrise, hvis bare de fik lov til at være med til at skabe Gros (og dermed Veronikas) kunstværk.
Det hele endte så engleblidt og sukkersødt, at alle handlingstråde op til blev devalueret.
Emil blev aldrig opdaget for det grove overfald mod en vagt. Signe frasagde sig Grønnegaard uden kamp. Axel kom hjem til graviditeten og grisene. Selv Jensen og Karin blev suget ind i spindet, og Jensen førte an som kunstskaber. Og Solveig blev glad igen, for hun ville jo bare accepteres af Gro. Helt ærligt.
Selvom kunsten fik det sidste ord, blev den dog hele serien igennem brugt som rent påskud for at antænde skænderierne på Grønnegaard. Det bliver spændende at se, om troen skal lide samme kranke skæbne i Adam Prices kommende ”Herrens Veje”, eller om den for alvor tør handle om andet end ævl og kævl i familiens skød.
Men igen: Skuespillet var sublimt og trumfede tit de klodsede replikker. Setdesignet var selvfølgelig imponerende gennemført. Og et eller andet sted var det jo sært tilfredsstillende, at det hele endte godt med forbrødring og forsoning midt i denne vores forvirrede tid. For så behøver man ikke tænke mere på arvingerne. Og heldigvis for det.