Forståelse for jødisk liv i en højspændt tid

”Vi kæmper mere end nogensinde mod den fordom, at alle jøder skulle være onde israelere,” siger lederen af den jødiske filmfestival, Copenhagen Jewish Film Festival, der åbner i aften. Efter forhandlinger med politiet er sikkerheden nu på plads

Den jødiske filmfestival åbner i aften med filmen ”Gett - sagen om Viviane Amsalem” som første film på programmet. ”Gett” er det hebraiske ord for et skilsmissedokument, der ifølge rabbinsk lov kun kan godkendes med ægtemandens samtykke, og filmen følger en kvindes indædte kamp for at blive fri af et dårligt ægteskab mod sin mands vilje. Efter filmen vil der være debat om kvinder og religiøse forhindringer med folketingspolitikeren Özlem Cekic (SF). Foto fra filmen.
Den jødiske filmfestival åbner i aften med filmen ”Gett - sagen om Viviane Amsalem” som første film på programmet. ”Gett” er det hebraiske ord for et skilsmissedokument, der ifølge rabbinsk lov kun kan godkendes med ægtemandens samtykke, og filmen følger en kvindes indædte kamp for at blive fri af et dårligt ægteskab mod sin mands vilje. Efter filmen vil der være debat om kvinder og religiøse forhindringer med folketingspolitikeren Özlem Cekic (SF). Foto fra filmen. Foto: Capital Pictures.

På programmet til dette års jødiske filmfestival, Copenhagen Jewish Film Festival, er en dokumentarfilm om zionisme.

Da festivalens leder, Anne Boukris, skulle søge støtte til dens program, bed en medarbejder i Det Danske Filminstitut, der skulle behandle ansøgningen, mærke i titlen. Han ville vide, om festivalen havde et særligt ærinde i forhold til at fremme zionistiske værdier. Og hvordan festivalen som jødisk festival håndterede zionisme generelt.

”Jeg oplevede at blive mistænkeliggjort for at lave propaganda. Og der er intet, der kunne ligge festivalen fjernere,” siger Anne Boukris.

Filmen, ”The Zionist Idea”, endte dog på årets jødiske filmfestival, sammen med en række andre film og events, der viser jødisk liv, identitet og debat i en moderne tidsalder: ”Gett - sagen om Viviane Amsalem” er historien om en israelsk-jødisk kvinde, der har store problemer med at blive skilt, fordi hendes mand ikke vil underskrive skilsmisseerklæringen. I dokumentaren ”The Absent God” kan man lære mere om den jødiske filosof Emmanuel Levinas' humanistiske tanker og liv, og i krigskomedien ”Zero Motivation” kan man få et godt grin over hverdagen som kvindelig israelsk soldat midt ude i ørkenen.

Festivalen åbner op i filmhuset Cinemateket i København i aften, men i år har afviklingen været sat på lidt af en prøve. Den har normalt mellem 3000 og 4000 besøgende fra ind- og udland, heraf er 70-80 procent af jødisk herkomst, og der har aldrig været behov for større sikkerhedsforanstaltninger. Indtil nu. Efter angrebet på synagogen i Krystalgade forrige weekend, der kostede den 37-årige Dan Uzan livet, ringede Anne Boukris til Politiets Efterretningstjeneste, PET, for at høre om mulighederne for politibeskyttelse af festivalen.

”Det svar, jeg fik, to dage efter angrebet, var: 'Der er ingen grund til at være nervøs. Prøv at slappe lidt af',” siger hun.

Efter knap en uges forhandlinger med Københavns Politi og PET lykkedes det at få en aftale på plads, så der nu vil være politibeskyttelse i og uden om filmhuset. Men det irriterer Anne Boukris, at hun skulle bruge både overtalelse og tid for at sikre festivalen, når politikerne i øvrigt har meldt ud, at ”alt” blev gjort for at sikre danske jøder.

”Der er en slags apati i systemet, som foruroliger mig: 'Nu skal I jøder ikke komme for godt i gang'. Det er ikke alene en gal mands værk, men et system af tanker, som breder sig i Europa. Blandt højtuddannede og intellektuelle er det blevet okay at se ned på alt, hvad der er jødisk, og tilsyneladende også på det, som jøder siger,” siger hun.

Konflikten omkring raketangrebene mod Gaza i sommer spiller en stor rolle, mener Anne Boukris.

”Vi kæmper mere end nogensinde mod den fordom, at alle jøder skulle være onde israelere. Når man slipper op for skurke, kan man altid vende tilbage til israelerne og jøderne. Det er en aggressiv logik, som meget let kobler angrebene på Gaza til alle, der identificerer sig som jødiske. Men både herhjemme og i Israel er der masser af selvkritik og masser af jøder, der er imod angrebene,” siger hun.

Festivalen har aldrig lagt skjul på, at den modsat andre filmfestivaler har et budskab, siger Anne Boukris. Men det er ikke zionistisk.

”De fleste filmfestivaler passer jo bare på sig selv. Vi vil gerne skabe en platform, hvor vi tager jødiske stemmer ind, og jeg synes, vi har vist, at især dokumentarfilm har et godt potentiale for debat. Vi skal være dem, der tør vise, at israelere både kan være aggressive - og helt fantastiske,” siger hun.

Sidste år viste filmfestivalen flere film, som reflekterer over forholdet til palæstinenserne, blandt andet den roste dokumentar ”The Gatekeepers” om den israelske efterretningstjeneste Shin Bet og tjenestens ufine metoder.

I år er der en rød tråd i programmet, man kunne kalde for ”relationer og diplomati”, og som ser på det jødiske folks forhold til andre nationer og kulturer i verden. For eksempel viser dokumentarfilmen ”Before the Revolution”, hvordan der i 1960'erne og 1970'erne var særdeles udmærkede forhold for israelere i Iran under shahens diktatoriske styre, som havde tætte forbindelser til Israel. Og hele to dokumentarfilm tager udgangspunkt i forholdene for franske jøder. Frankrig er det land i Europa, der har flest jødiske indbyggere, men er også det land, hvorfra flest emigrerer til Israel lige for tiden.

Alt i alt er det jødiske samfunds diplomatiske forbindelser vokset. Og det vil være ærgerligt, hvis det omkringliggende samfund igen begynder at lukke jøderne ude med fordomme og mistro, som Anne Boukris mener, hun oplevede det, da hun bad om øget sikkerhed.

”Jeg er ikke bange, slet ikke bange. Hvis vi gennem filmene får lov at vise, hvad vi tænker, føler og mener, så tror jeg, vi kan identificere en fælles berøringsflade. Og det er særdeles vigtigt nu, at vi forstår, hvad vi har til fælles,” siger hun.