Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Forsvar for aktiv dødshjælp

Bøger: Lone Nørgaard giver kvalificeret hjælp til at føre debatten om aktiv dødshjælp videre i debatbog, der udkommer i dag

Lone Nørgaard slår det fast med syvtommersøm: Hun går klart ind for aktiv dødshjælp, som også kan kaldes eutanasi. Selv foretrækker hun imidlertid omskrivningen »aktiv selvhjælp« - og lige den formulering vender jeg tilbage til.

Hendes grunde til så aktivt at gå ind for dødshjælpen er flere: Hun har en række case-stories, som skræmmende fortæller om mennesker, der mister deres førlighed, og hvis liv derfor bliver uanstændigt lidelsesfyldt. Og hun samler besk og konkret op på mange ældres håbløse vilkår i dagens Danmark. Og konklusionen er klar nok: Det bør være en menneskeret selv at bestemme måden og tidspunktet for afslutningen af livet.

Lone Nørgaard er ikke tilfreds med den eksisterende mulighed for passiv dødshjælp, hvor man accepterer, at behandlingen af patientens smerter kan få den bivirkning, at man fremskynder døden. Det drejer sig om retten til at tage liv - også sit eget.

Undervejs i sin velargumenterede bog benytter Lone Nørgaard sig af to filosoffer, Jonathan Glover og Peter Singer. Glovers bog »Spørgsmål om liv og død« har jeg selv anmeldt her for år tilbage. Den er en yderst vederhæftig redegørelse for de problemer, det rejser, hvis man vil hævde, at alt liv er lige værdifuldt. Kort sagt: Det er nødvendigt at gradbøje »liv«, og herudfra accepterer Glover både abort og dødshjælp. Singer griber sagen rent rationelt an: Der kan ikke argumenteres rationelt for, at en bestemt slags liv - for eksempel menneskers - er mere værd end andet. Så kommer diskussionen til at dreje sig om bevidst liv. Men hvis et menneske bevidst ønsker at afslutte sit liv, bør det så - efter hans mening - kunne lade sig gøre. Han går ind for den hollandske model, hvor to læger skal stille diagnosen. Og selve drabet, som det jo er, udføres så af en læge. Det bør så i den forbindelse understreges, at hverken Lone Nørgaard eller hendes to filosoffer går ind for systematisk udryddelse eller drab i flæng. Der skal foreligge et varigt ønske fra den syges side, og drabet skal udføres af en læge.

Undervejs gør hun udførligt opmærksom på, at hun afviger fra Det Etiske Råds anbefalinger, ligesom hun grundigt gennemgår de gældende regler.

Men Lone Nørgaard bliver ikke stående herved. Hendes ætsende redegørelse for syge og gamle på landets plejehjem får hende til gå videre og anbefale muligheden for legaliseret selvmord. Det er det, hun kalder »aktiv selvhjælp«. Her er hun fascineret af den amerikanske læge Jack Kevorkians selvmordsmaskine, hvor en læge hjælper patienten med at montere en maskine, der på et givet tryk fra patienten, indfører et dødbringende middel. Her er der altså ikke tale om egentligt medlidenhedsdrab, men om hjælp til selvhjælp, hvorved »lægerne kan fratages ansvaret«.

Lone Nørgaard er ikke bare engageret og ivrig. Hun er også meget pædagogisk, idet hele bogens argumentation samles op i en lang dialog med en tænkt modstander, hvor hun - ikke uventet - går af med sejren. Hun insisterer på det etiske perspektiv. Og hendes etik er, som de to filosoffers, utilitaristisk, det vil sige, det er en nytte-etik. Det er tydeligt, at det ligger hende på sinde at forsvare det enkelte menneskes autonomi, og at hun derfor foretrækker den »aktive selvhjælp« frem for den egentlige dødshjælp.

Det ville være forkert at sige, at hendes standpunkt er let. Det udspringer af en markant resignation over for den måde, hvorpå vi behandler syge og svækkede mennesker. Hun har ikke meget tilovers for store ord i politiske erklæringer, som sjældent virkeliggøres - hvad hun til fulde dokumenterer. Derfor kan det undre en smule, at hun, når der rejses indvendinger mod hendes position: at det kan misbruges, og at også i grunden velfungerende mennesker kan føle sig tiltrukket af døden, flot henviser til øget vejledning og rådgivning. Hvorfor skulle det så lige pludselig kunne fungere?

Behandlingen af problemerne er konsekvent rationel og nytte-etisk. Når hun inddrager religiøse eller teologiske problemstillinger, drejer det sig faktisk kun om halvfundamentalistiske slagord om »livets hellighed«. Men faktisk skrev teologen Svend Bjerg allerede i 1975 en bog, »Døden«, hvor han gik ind for medlidenhedsdrab.

Selv er anmelderen - der går ind for dødshjælp til syge, der allerede er døende - langt fra overbevist om Lone Nørgaards radikale løsning på problemet. Hendes fascination af selvmordet som udtryk for det enkelte menneskes autonomi træder i stedet for den næstekærlige handling, som dødshjælpen bør være, hvis den vælges som den absolut yderste mulighed. Hendes trods alle lette omgang med muligheden for drab og hendes nytte-etiske argumentation kunne vel også vendes om: Når det står så sløjt til med omsorgen for svækkede og syge - hvad så med at henrette et par plejehjemsansatte? Det ville sikkert stramme noget op på omsorgen!

Det er selvsagt noget pjat, men det viser, hvor svært det er at holde fast ved det menneskeligt værdige, hvis man ikke fastholder en eller anden form for hellighed eller ukrænkelighed. Lone Nørgaard skal bestemt have tak for sit utvetydige debatindlæg. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at denne meget pædagogiske bog må kunne finde anvendelse i mange former for undervisning i etik. Men den kan også læses med udbytte af den alment interesserede. Alle relevante bekendtgørelser og love citeres og refereres. Der anvises litteratur og internet-links. Og alle svære fagord forklares omhyggeligt. Og at debatten er væsentlig, kan man kun give hende ret i. Nu har vi fået en kvalificeret hjælp til at føre den videre.

Lone Nørgaard: Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp. 151 sider. 198 kr. Forlaget Fremad.

kultur@kristeligt-dagblad.dk