Prøv avisen
Bog

Forsvar for barnets verden

"Byen jeg elskede er genoptrykt 26 gange og har efter sigende en form for kultstatus i Iran. Man læser den som ung og glemmer den aldrig," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Forlaget Korridor

En ny og fremmed stemme i fin dansk oversættelse

I 2013 udkom Shadi Angelina Bazeghis oversættelse af en af Irans store, moderne digtere Forugh Farrokhzad (1935-1967), og nu har den unge Shekufe Tadayoni Heiberg (født 1987) egenrådigt sørget for, at vi får lov at møde en anden af Irans nyere digtere: den lidt bredere og måske mere folkekære Nader Ebrahimi. Hun har oversat hans værk fra 1966 ”Byen jeg elskede”.

Nader Ebrahimi blev født året efter Farrokhzad, i 1936, og døde i 2008. Han var en meget produktiv forfatter af både børne- og voksenlitteratur og derudover var han også aktiv som oversætter, redaktør, filminstruktør, maler, illustrator og meget mere, blandt andet grundlagde han et iransk center for børnelitteratur, som jeg desværre ikke kan finde ud af, om stadig eksisterer.

”Byen jeg elskede” er genoptrykt 26 gange og har efter sigende en form for kultstatus i Iran. Man læser den som ung og glemmer den aldrig.

Når den nu foreligger i dansk oversættelse, skyldes det, at Shekufe Heiberg, da hun som 19-årig selv opholdt sig et år i sit andet fædreland, Iran, for at læse persisk litteratur, blev introduceret for værket af sine jævnaldrende, som hun opdagede havde et meget inderligt forhold til netop denne bog.

”Bare Digar Shahri Ke Dust Midashtam” (på dansk: ”Byen jeg elskede”) er en poetisk beretning om ikke at ville overgive sig til voksenverdens normer og konforme måder at forholde sig til livet på.

Den handler om to børns nære venskab, pigen Helia, som er syv år og fra en rig familie, hvorimod den 10-årige dreng, fortælleren, kommer fra en fattig bomuldsplukkerfamilie. Ingen af familierne bifalder børnenes relation og deres uskyldige barneverden, hvor de foretrækker at samle sommerfugle frem for skolegangen.

Romanen er fortalt i tre spor, markeret ved tre forskellige skriftstørrelser, der fletter sig ud og ind ad hinanden. n stemme, den mindste skrift, tilhører børnenes verden, den er umiddelbar og konkret, mellemskriften tilhører en mere nøgternt fortællende stemme, mens den tredje stemme tilhører den nu voksne fortæller.

Det er lidt forvirrende med dette skift af skriftstørrelser, også fordi skiftene kan ske midt i en sætning, og måske har det været svært at overføre fra originalteksten. Man skal også vænne sig til skiftet fra det nære børneunivers, hvor børnene længes efter pomeransblomstmarmelade og så til det storladne, patetiske og (lomme)filosofiske - ”For at elske hvert af livets åndedrag må du lære at elske hvert af dødens suk” - som ligger den nutidige vestlige litteratur fjernt. Men så er der smukke afsnit som her, hvor vi går fra børnenes leg til den voksne fortællers fortolkning:

”'Hvor er du?' 'I haven frøken! Jeg leder efter sommerfugle.' 'Gå ud til dine sommerfugle! Du bliver alligevel aldrig til noget.' Det som stadig fremkalder mit bitreste grin, er dét 'at blive til noget' i deres øjne - de som gerne vil putte os ind i deres kasser. De går til angreb på os med deres små tal. Med deres absolutte nulpunkt går de i krig mod de dybeste og inderligste drømme - og vi er sabotørerne af de små kasser.”

Fortælleren vender tilbage til sin barndoms by, 11 år efter, men han kan ikke vende tilbage til sin barndoms land, det er lukket for ham, ulykken er sket, men selv har han ikke ændret sin optik på det, der skete, hos ham er modstanden intakt, tilbage er vel kun det at fortælle det tabte hjem igen.

”Byen jeg elskede” er et romantisk forsvar for den barnlige verden og en modstand mod at indgå i det klassedelte, konforme samfund. Det kan ses som en stor kraft - at man hellere vil folde drømmens faner ud end gå i sin fars fodspor, men der er også noget regressivt i den drømmendes tilbagevisning af verden, en manglende vilje til for alvor at gå i kødet på det system, der truer med at kvæle kreativiteten.

Det er oversætteren selv, der via ”crowdfunding” har fået udgivet bogen på det lille forlag Korridor. Sammen med sin mand, Karl-Emil Heiberg, har hun illustreret bogen med rødbrune linoleumssnit, som i deres enkle, barnlige stil meget fint afspejler historiens ånd, og havde der været flere penge, havde de formodentligt gjort papiret tykkere.