I Det Moderløse Samfund argumenterer Niels Arbøl for, at det naturlige for en kvinde er at blive mor i en ung alder med sin udearbejdende ægtemand, få flere børn, passe dem hjemme i rolige rammer i flere år og blive ved med at være gift med deres far livet ud.
Som enhver hurtigt kan se, er denne livsstil under pres. Vi får færre børn, mange kvinder får deres første og måske eneste barn sent, sex og forplantning er adskilt, så man kan have sex uden at få børn, man kan få børn ved reagensglasbefrugtning uden at have sex, fødselstallet begrænses ved aborter, nogle fostre bortsorteres på grund af formodede sygdomme, de fleste småbørnsmødre har arbejde, og børnene stresses i vuggestuer, børnehaver og skolernes pasningsordninger.
LÆS OGSÅ: Anmelderkritik: Min misfortolkede bog udfordrer velfærdsmodellen
Bogens argumentation bygger på et stort materiale. Arbøl refererer både videnskabelig litteratur og dagspressen over mange sider, og det er indimellem ganske spændende at læse om de mange forskningsresultater og synspunkter, han har samlet.
Han leder læseren gennem stoffet som en kyndig vejviser og med et overblik, der minder om stilen i skolebøger fra DDR: roligt, uden at problematisere sine egne synspunkter eller diskutere med sig selv, og kun synspunkter forskellige fra Arbøls bliver udsat for en kritisk analyse.
Når man argumenterer for, hvordan man skal være mor, far, kvinde og mand, kan man finde sine argumenter på flere områder. Man kan lægge vægt på biologien og studere for eksempel abeflokke, man kan betone udviklingshistorien og undersøge, hvordan vore primitive jæger- og samler-forfædre levede, og man kan mene, at mødres og fædres, kvinders og mænds roller er sociale størrelser, som er konstrueret af mennesker.
Arbøl lægger helt klart vægten på de to første muligheder, og han argumenterer gennem hele bogen ud fra, hvordan dyr og de tidligste mennesker formodentlig levede.
Det er bogens grundlæggende problem, for Arbøl diskuterer aldrig, hvor langt man kan bruge biologiske argumenter. En kritik af bogen kunne derfor være, at Arbøl gør sig skyldig i det, etnografer kalder etologisme, det vil sige, at man ud fra biologiske faktorer hos dyr slutter sig frem til, at de samme faktorer også forklarer sociale fænomener som familiemønstre, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. For eksempel, at dyreungers særlige evne til at lugte og lytte sig frem til deres mor betyder, at menneskebørn passes bedst af deres mor.
De fleste vil være enige i, at der er problemer forbundet med aborter, genetiske test, småbørnfamiliers travle hverdag, sene fødsler og skilsmisser. Men bogen vil dele læserne, når det kommer til spørgsmålene om årsager og konsekvenser.
Nogle læsere vil holde meget af begrebet moderskab og glæde sig over Arbøls argumenter fra biologien. Men andre vil opfatte disse problemer som komplekse kombinationer af biologiske faktorer og sociale mønstre. De sidste læsere vil ikke lade sig overbevise af Arbøl, når han skriver: Kvinden i den vestlige verden har været så optaget af sine nye muligheder for uddannelse og udfoldelse på arbejdsmarkedet, at hun har overset, at hendes primære og væsentlige selvrealisering findes i moderskabet.
Bogens sympatiske hensigt er at være en naturvidenskabeligt baseret kulturkritik, som kan skabe et bedre liv for familien, hvor der er mere ro til familielivet og mindre pres fra forbrugerismen og den medieflimrende modernitet. Men Arbøls forslag om, at en styrkelse af kvindens rolle som moder og en tilbagevenden til traditionen med mødre hjemme og fædre ude på jagtmarken eller arbejdsmarkedet er løsningen, vil nok ikke overbevise mange. Dertil er livet hjemme i moderne lejligheder og parcelhuse med børn for kedeligt for både mødre og børn. Og deres udadvendthed og lyst til oplevelser er måske også et biologisk funderet træk, som har gjort mennesket til den mest succesfulde art nogensinde.