Prøv avisen

Forsvar for lysets børn

Johannes Værge: Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom. 176 sider. 224 kroner. Anis. Udkommer i dag. Foto: Bogforside.

Johannes Værge leverer et ambitiøst forsvar for kristendommen i Det betroede menneske

Hvad er kristendom? Det spørgsmål tager Johannes Værge op i sin nye bog, Det betroede menneske. Det er der mange, der har gjort før ham. Men Værge har et godt greb. Hans bog er et forsvarsskrift for den frigørende kristendom og, som undertitlen siger, et opgør med forvreden kristendom. Han vil i snak med de mennesker, der skræmmes væk, når kristendommen bliver fordømmende, undertrykkende og rigoristisk. Værge vil vise kristendommens andet ansigt, det livgivende og frigørende, hvor mennesket er et af Gud betroet væsen, skabt til at leve sit liv i frihed.

TEMA: Dansk litteratur

Det vil være dumt at benægte, at der er træk i den historiske kristendom, hvor synd, død og dom spiller en uforholdsmæssig stor rolle. Værge kalder en række vidner frem for at anskueliggøre denne tendens, små mellemspil med citater af mennesker, hvor omgang med det, Værge kalder den forvredne kristendom, har været en del af opvæksten. Tegneren Kurt Westergaard fortæller for eksempel om sin opvækst, hvor trusler om straf og Helvede gik rent ind i barnesjælen, og forfatteren Hans Otto Jørgensen reflekterer over, at han ikke vil være synder og derfor føler sig som den største synder, en hykler, en paria, der ikke er værdig til livet.

Spørgsmålet er, hvor forvridningen er sket, hvor kristendommen er kommet af sporet. Ifølge Værge er hovedskurken kirkefaderen Tertullian (160-225). Han var en af de første, der formulerede kristendommen på latin og trak den i retning af juridiske kategorier, så lov og dom blev fremtrædende elementer. I Det Nye Testamente er der en vis tvetydighed om dommen: Dommen er en alvorlig sag, men samtidig kan kristne gå dommen i møde med håb og forventning, fordi den finder sted i lysudstrømningen fra Kristus, som Værge formulerer det. Hos evangelisten Matthæus er der i modsætning til evangelisten Johannes, hvor dommen rykkes frem til afgørelsen i forhold til Kristus også en tone af trussel over dommen.

Det er denne sidste tone, der bliver stærkere hos Tertullian. Han formulerer ligesom en anden kirkefader, Irenæus, sin kristendom op mod samtidens gnostikere. De to formulerer sig imidlertid ganske forskelligt Tertullian nyformulerer på latin et teologisk begrebs­apparat, mens Irenæus på græsk holder fast i et mere poetisk sprog, hvor mennesket ikke er fuldstændig ødelagt ved syndefaldet.

Sproget er ikke uskyldigt, den vestlige kristendom tager én retning på latin, mens den østlige kristendom på græsk poetisk udlægger mysteriet. Irenæus bliver derfor hos Værge som hos Grundtvig den store helt i kristendommens historie, hvor Værge også kan knytte til ved det teologisk-poetiske sprog, som Meliton af Sardes, Efraim Syreren og Romanos udfolder kristendommen i.

Også Grundtvig får et særligt kapitel med fremhævelsen af, hvorledes han med Irenæus trækker det græske, poetiske frem i forståelsen af kristendommen. Som Værge begyndte med at slå fast, at kristendommen trådte ind i verden ikke som lære, men som liv, sådan kan han også slutte med livet i lyset.

Det er et ambitiøst projekt, Værge har kastet sig ud i. Men han holder tungen lige i munden, opgøret bliver aldrig gold polemik, fordi Værges hovedanliggende, den frigørende kristendom, står så stærkt og formuleres med en fornemmelse for og ud af en dyb sammenhæng mellem personlig erfaring og teologisk indsigt.

Det betroede menneske er en bog, man får lyst til at give læsende og tænkende mennesker med et anstrengt forhold til kristendommen. Her kan en god samtale begynde.