På papiret lyder det som en vanvittig idé: at fortælle alle de begivenheder, der leder op til, at en mand mister besindelsen – og så gøre det fra et fugleperspektiv i nigeriansk folketro. Perspektivet er en skytsånd, der i nigeriansk igbo-kultur hedder et chi, og chiet står foran de mest hellige guder for at forklare, hvorfor hans vært blev drevet så langt ud, at han gjorde noget forfærdeligt. Det forfærdelige løfter jeg ikke sløret for her, og det afdækkes også først på bogens allersidste sider, men værtens historie kan jeg godt løfte lidt af sløret for.
Chi-fortællerens vært hedder Chinonso og er en ung fjerkræavler i Umuahia, Nigeria. Han har arvet et landsted efter sin far og lever egentlig fint med opdrættet og sin store beskyttertrang over for hønsene, men han er samtidig i sorg over tabet af sin far, og han er ensom. En dag, hvor han har været på marked og købt nogle særlige høns, hvoraf den ene mindede ham om en gæsling, han som barn passede, møder han på en bro kvinden Ndali. Hun er i dyb krise og overvejer selvmord, men Chinonso redder hende ved at kaste sine høns ned i floden under dem. Sammen hører de fuglenes gråd. Den bizarre oplevelse binder dem sammen, men Ndalis far er en forstokket høvding, og sammen med sin søn driver de den fattige Chinonso væk og ydmyger ham. Chinonso møder barndomsvennen Jamike, der lokker ham til at sælge gården og søge lykken på den tyrkiske del af Cypern i håb om at vinde Ndalis gunst ved at studere på det cypriotiske universitet. Herfra går tingene kun fra slemt til meget, meget værre.
”Fuglenes gråd” er en moderne græsk tragedie, der gennem 450 sider holder en vanvittig høj spændingskurve. Det er umuligt ikke at gætte med på, hvad Chinonso har gjort, siden hans skytsånd skal stå til regnskab foran de højeste magter, og undervejs plantes små foregribende frø på fuldstændig uforlignelig facon.
Med andre ord er Chigozie Obiomas stærkeste kort hans fortælleevne og det greb, at hele ”Fuglenes gråd” er fortalt som en forsvarstale fra den lidt selvforherligende skytsånd. Utallige talemåder fra den nigerianske igbokultur slynger sig ubesværet mellem detaljerede genfortællinger af begivenhedernes forløb og vokser sammen i en vild organisk masse. Som en slags nigeriansk version af magisk realisme. Dog er der en skarp adskillelse mellem åndeverdenen og den reale verden, hvor Chinonso støder på så uendeligt mange kvaler. Nok kan chi-fortælleren forlade sin vært og søge efter andre ånder i både realverdenen og åndeverdenen, men Chinonso begynder ikke pludselig at svæve over jorden på ægte Gabriel García Márquez-vis.
Derimod holdes fokus på, hvordan plottets dele passer sammen. Historien om, hvordan en mand nedbrydes og mister alt, er ubærlig – og samtidig uforligneligt fortalt.