En gammel historie fortæller om en munk, der mødte Buddha. Munken mærkede kraften, der udgik fra den trinde mand og spurgte:Er du Gud?. Nej, svarede Buddha. Er du da en engel?. Nej, lød svaret igen. Jamen, hvad er du så?, vedblev munken. Jeg er vågen!.
Hvis jeg med ét eneste ord skal karakterisere den kraft, der slår som en boksehandske, hver gang man åbner en bog af den norske forfatter Karl Ove Knausgård sidst, men ikke mindst hans nye tekstsamling Sjælens Amerika er det just ordet vågen.
Karl Ove Knausgård er vågen i ekstraordinær grad. En vågenhed, der først og fremmest sidder i øjets umættelige, utrættelige energi. Hvad man dog ikke kan få ud af bare at SE! At suge verden ind, bogstaveligt, i mindste detalje. Sorte fugle, der flagrer op med kløer, som skinner i det matte regnlys. Dråber, der drypper fra tagrenden. Et fotografi af en nøgen kvinde. Et andet menneskes blik på hastende vej gennem Oslo. Skønhed, hæslighed, alt har lige ret.
LÆS OGSÅ: Knausgård: I nåden er vi alle lige
Derefter kommer følelserne. Stadig fuldstændig usminkede. Og til sidst refleksionen, det vågne blik ud i verden, tilbage i tiden, ned i sindets skakte og hen over det meste af både kunst- filosofi- og litteraturhistorien.
Man kunne kalde tilgangen fænomenologisk, men det er meget mere end det. For hele tiden er der et helt konkret menneske til stede. Den Karl Ove, vi til benet lærte at kende i seksbindsværket Min kamp.
I den skærveknuser mellem det intellektuelt perspektiverende, det personligt udleverende og det sanseligt indsugende eller med denne samling i hånden: i krydsfeltet mellem afstanden og det afstandsløse har Karl Ove Knausgård fundet sin helt egen skrift og drift.
Sjælens Amerika består af 18 tekster fra perioden 1996-2013, hvoraf flere er spritnye. Og stort set alle udspiller de sig imellem disse eksistentielle poler. I den ene ende er afstanden de forskelle, der er livets grundsten, og som ansporer os til eftertanke, forklaring og mening. Men som også gør os fremmede for verden, for hinanden og for os selv. Det er den afstand, al religion og kunst udspringer af, mener Knausgård, fordi den skaber en længsel efter at blive ét.
Den oplevelse får vi, når pendulet i få øjeblikke svinger, når alting nivelleres, når vi er til stede i en slags ren væren. Verdensfølelsen, som han kalder det i essayet Alt som er i himlen. Men atter melder skyggen sig. For i det afstandsløse vil vi til sidst forsvinde. Derfor er helvede ikke de andre, som Sartre hævdede, men at være ingen.
Tilbage står vi, skakmat. For aldrig er vi så tæt på at være ingen, som når vi føler alt.
Karl Ove Knausgårds essays er spækkede med referencer til litteraturhistorien, Bibelen, billedkunsten. Og vi får fine analyser af Hamsun, Dostojevskij, Rembrandt, fotografen Fransesca Woodman, samt en eksemplarisk indsigt i oversættelsens mysterium, da forfatteren af Det Norske Bibelselskap bliver inviteret til at være medoversætter på en ny udgave af Det Gamle Testamente. Et enkelt ord kan ændre verden!
Alle ord i denne samling er naturligvis ikke af samme vægt. Men der er tekster så knitrende knausgårdske, at det får ethvert forbehold til at forsvinde. Læs blot Nåde (der forleden blev trykt her i avisen), hvor forfatteren med næsten fysisk uvilje formår at ophæve sin egen skakmat - og løfte sig selv og det forskelsløse op over dødens og intethedens grimasser. For nåden lever jo i denne forskelsløshed. Her er alle lige. En fuldkommen grænseoverskridende tanke, konstaterer Knausgård.
I Det monofone menneske tager forfatteren livtag med det næsten lige så uforståelige: massemordene på unge, norske socialdemokrater på sommerlejr. Idealismens dommedag. Og det lykkes faktisk Knausgård at skrive sig igennem Freud, barndommen og Breiviks påståede homoseksualitet. Igen ender vi i den identitetsløshed, den tomhed, det blanke blik, der er nødvendigt for at kunne slå et andet menneske ihjel. Nåden er, når vi er lige. Helvede, når vi forvandles til ingen.
Allerstærkest står dog det essay, der med et udtryk fra den tyske filosof Peter Sloterdijk hedder Kosmos idioter. Med susende vingefang påpeger Karl Ove Knausgård her, hvordan rummet, afstandene, de vertikale dimensioner og sammenhænge i dag er forsvundet. Magiens hvor er borte, siger han. Det eneste, vi interesserer os for, er, hvem vi er på evig jagt efter os selv. Det fremmede må ikke findes. For vi vil være ens, vi vil købe de samme varer, zappe de samme tv-kanaler overalt i verden. Så når vi ser mod himlen, ser vi ikke længere Guds ansigt. Vi ser kun vores eget.
Sådan ægger denne tekstsamling os igen og igen til at se se verden, se os selv og ikke mindst se ud over os selv. Og den sætter vækkeuret til at ringe. Vågn!
Karl Ove Knausgård er født i 1968 i Oslo. Er uddannet i litteraturvidenskab og kunsthistorie ved universitetet i Bergen. Debuterede i 1998 med romanen Ude af Verden. Udgav i efteråret 2009 første bind af seksbindsværket Min kamp, som har vundet flere priser. Bor i Malmø med sin svenske kone, forfatteren Linda Boström. Er stor fan af James Joyces Ulysses.