Prøv avisen

Fortælling og skæbne

Mikhail Sjisjkin: Brevbogen. Oversat af Trine Søndergaard. 413 sider. 298 kroner. Batzer & Co.

Det er en nydelsesfuld og til tider sublim oplevelse at læse russiske Mikhail Sjisjkins roman Brevbogen

De seneste år er der udkommet en række bøger med breve mellem mere eller mindre kendte mennesker. Nogle har været udgivet som romaner, andre er sat i værk af forlag, som trykker en brevveksling uden fiktivt filter. Nu splintres brevbogen som genre imidlertid overlegent af den stærkt og fortjent succesfulde russiske forfatter Mikhail Sjisjkin. Sidste år udkom mesterværket Venushår, hans anden bog på dansk bærer titlen Brevbogen.

Det er umuligt ikke at hengive sig. Det er en nydelsesfuld og til tider sublim oplevelse at læse romanen, der er sprogoptaget, overraskende og tankeudvidende.

Indholdet synes enkelt, men kompliceres undervejs. To mennesker skriver til hinanden. Volodja er i krig i Kina, Sasja er hjemme i Rusland. De benævner hinanden med kærlige diminutiver: Volodjenka og Sasjenka. Han er draget i krig, fordi han på sessionskontoret har set et opslag, der henviser til et slag i en tidligere krig: Enhver har brug for sit eget Austerlitz.

LÆS OGSÅ: Uden Hartling var Venstre stadig et bondeparti

Mange af brevene rapporterer om det søle af blod og død, som Volodjenka oplever, mens en broget gruppe internationale kompagnier alle venter på at indtage storbyen Tientsin. Der er både tale om sejrstrang og dødsdrift. Det handler om den kinesiske bokseropstand omkring år 1900, men det er en krig, der kunne være til alle tider, alle steder.

Hjemme oplever Sasjenka imens forældrenes død, sin egen aldring, ægteskab, en god venindes utroskab, det at miste et barn, at kærligheden falmer.

Hun beretter også om, hvordan hun som barn blev klar over, at hendes navn Sasja ikke først og fremmest betegner hende, men især henviser til den storebror, der døde, før hun blev født. Sasja er på russisk en forkortelse for såvel Aleksandr som Aleksandra.

Det er typisk for Mikhail Sjisjkin at berøre forholdet mellem original og kopi, sådan som Sasjas barndomserfaring kan siges at eksemplificere.

Volodjenkas breve indeholder også sørgmodige erindringer fra barndommen, ligesom der i øvrigt optræder notitser og breve fra felten, som han skriver for kommandanten.

Brevbogen er et forsøg på at favne hele verden, på at indfange den menneskelige eksistens, og det gøres ubesværet og smukt.

Undervejs er brevene ikke så meget henvendelser til den anden, som stemmer, der slynger sig mellem hinanden og bliver eksemplariske i alt det, der tages op. Nogle gange går der to århundreder, andre gange er det mindesmærke, som de to elskende engang holdt stævnemøder ved, blevet til et mindesmærke over deres stævnemøder. Tiden både komprimeres og strækkes. Som læser er det bare om at springe på og falde ind i romanens form.

De to brevskrivere repræsenterer også to forskellige former for tidsforløb. Han bliver mere og mere træt af krigens opslidende oplevelser, uden at der synes at ske ændringer i historisk tid. Kompagnierne bliver i meget lang tid ved med at vente uden for Tientsin. Hun aldres af tiden. Kroppen forfalder, blodårer løber pludselig som floder ned ad benene.

Samtidig med at romanen er verdensfavnende, er den også stærkt optaget af forholdet mellem sprog og virkelighed. Der udtrykkes både skepsis over for sproget og en total overgivenhed, og slutningen er måske en kende pointeret og banal i forhold til den diskussion, uden at noget skal afsløres her.

I begyndelsen var ordet, ikke sandt, således også i Brevbogen, hvor de allerførste linjer lyder:

Jeg åbner Aftenposten fra i går, og der skriver de om os to. Der står at det igen vil være sådan at ordet var i begyndelsen. Men i skolen terper de stadig som i gamle dage at der først var en stor eksplosion, og at alting blev spredt i alle retninger.

Senere afvises, at sproget på nogle måder kan skabe et menneske. Således skriver Volodjenka til Sasjenka, at der på spørgsmålet: Hvem er jeg? ikke findes et genkendeligt svar, man kan kun være svaret. Eksistensen findes uden for ordene. Virkeligheden gør en stum. Det der har betydning her i livet, er hævet over ordene, skriver han også. Fantasien kan aldrig indfange individet.

Det er måske lidt lommefilosofisk. Men fordi Mikhail Sjisjkin samtidig skriver så overlegent og ubesværet og synes at favne verden i sin skrift, kan også den diskussion høre naturligt til og fungere som et metalag i forhold til romanens udfoldelse.

Venushår var på samme måde optaget af en parallel diskussion af forholdet mellem fortælling og skæbne. Vi har at gøre med en yderst skriftbevidst forfatter, og det er et fund for Batzer & Co., at man udgiver ham og sørger for adgang til stor aktuel russisk romankunst på glimrende oversat dansk.