Prøv avisen

Fortællingens endeløse kæde

LITTERATUR Jens Christian Grøndahl skriver dygtigt om kærlighed og svigt hos den kulturelle elite, men rigtig bevægende bliver det aldrig

Jens Christian Grøndahl er en af de få danske forfattere, som nyder stor bevågenhed i udlandet.

Hans nyeste roman, der er den 16. i rækken, er allerede udkommet i Holland, hvor den straks er blevet en bestseller. På bagsideflappen til den danske originaludgave kan man således læse flere lovprisninger fra de hollandske anmeldere.

Der er da næppe heller tvivl om, at Jens Christian Grøndahl mestrer kunsten at skrive solide romaner for et bredt publikum. Han er en klog menneskekender og en dygtig romankunstner, der besidder et rigt nuanceret sprog med et ordforråd på niveau med de store klassikere. Men hvor mange af klassikerne behandler kontroversielle emner, så skriver Jens Christian Grøndahl om forholdsvis ukontroversielle emner i samtiden.

Den nye roman "Fire dage i marts" beskriver, som titlen angiver, fire dage i marts for den 48-årige Ingrid Dreyer. Hun er en succesrig arkitekt ansat på en eftertragtet tegnestue i København, hvor hun oven i købet står over for en forfremmelse til chef.

Ingrid har imidlertid andet at tænke på end karrieren disse fire dage i marts. En politibetjent har over telefonen meddelt, at hendes søn, Jonas, har været rodet ind i et voldeligt overfald på en ung fyr med anden etnisk baggrund end dansk . Episoden er den første af sin art og ryster naturligvis den retskafne moder. Det ubehagelige spørgsmål om, hvorvidt hun igennem længere tid har svigtet sin søn, trænger sig uvilkårligt på.

For otte år siden valgte Ingrid Dreyer at forlade sin mand. Årsagen var, at hun ikke længere var i stand til at elske ham, og deres fælles barn var ikke grund nok til at blive i ægteskabet. Hun satte dengang sin egen individuelle udvikling højere end familiens lykke. I årene, der fulgte, har hun oplevet en dyb og gensidig kærlighed sammen med en ny mand, Frank, der er cirka 20 år ældre end hende. Problemet er blot, at han er gift og ikke har i sinde at forlade sin kone. Hidtil har Ingrid accepteret situationen, men hendes søn Jonas har aldrig brudt sig om Frank, fordi han er gift med en anden.

I disse fire skæbnesvangre dage i marts bliver det stadig mere klart for Ingrid, at hun har været for selvoptaget i sin iver efter at finde kærlighedslykken. Hun prøver at forstå sit handlingsmønster ud fra et mønster iblandt kvinderne i familien. Både hendes mor og hendes mormor gik fra deres ægtemænd og familie for at tilfredsstille deres egne behov. På den måde kan Ingrid over for sig selv forklare sit svigt som endnu et led i fortællingens endeløse kæde.

"Fire dage i marts" er fuld af overbevisende person- og miljøskildringer. Ingrids familie tilhører den kulturelle elite, der bor smagfuldt, drikker dyre vine og rejser til Rom eller Paris uden at blive mere lykkelig af den grund. Rigtig bevægende bliver romanen imidlertid aldrig, og det skyldes vel nok, at historien drukner i Ingrids talløse erindringer om fortiden. En mere kynisk beskæring af romanen havde været ønskelig.

Jens Christian Grøndahl: Fire dage i marts. 336 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

portræt side 10