Prøv avisen

Fortællinger uden forklaringer

- Ja, jeg kan ikke sige, hvordan historierne opstår. At skrive er for mig som en rejse. Jeg ved ikke, om jeg skal øst eller vest, men jeg kender stemningen og musikken på rejsen, siger Jón Kalman Stefánsson. - Foto: Leif Tuxen

Ikke alt skal forklares, hvis magien skal leve videre. Sådan har man det med den stemningsmættede og rørende "Sommerlys og så kommer natten", som er islandske Jón Kalman Stefánssons første bog på dansk. Selv har den prisbelønnede og populære forfatter så svært ved at begrænse sin fantasi, at han ikke tør bruge computeren, når han skriver

Kan man sige til en forfatter, at man ikke vil høre om hans seneste bog?

Tanken melder sig på cykelturen til Islands ambassade, hvor interviewet med Jón Kalman Stefánsson skal foregå.

Den islandske forfatter har tre gange været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, han har fået sine bøger udgivet i det meste af Europa og er netop udkommet på dansk for første gang, med bogen "Sommerlys og så kommer natten", som i 2005 indbragte ham Islands største litteraturpris.

Nu er Jón Kalman Stefánsson så rejst til Danmark for at fortælle om selvsamme bog, som anmelderne lovpriser som "forbandet god", "Geyser Guf" og "den fuldendte roman".

Det er kort sagt en bog og en forfatter, der sagtens kan bære et interview. Og alligevel har man mest af alt lyst til at bede den populære forfatter sige så lidt som muligt.

Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi man vil have den for sig selv. Præcis som når man ser filmatiseringen af en god bog og må konstatere, at instruktøren har gjort hovedpersonen mindre, landsbyen større og i det hele taget slet ikke fanget den stemning, man selv blev omsluttet af hjemme i lænestolen.

Og "Sommerlys og så kommer natten" er fortættet af stemninger. Uden egentlige hovedpersoner, men gennem novelleagtige nedslag fortælles historien om en lille islandsk landsby, hvor tavse mænd og varmblodige kvinder møder, elsker og sårer hinanden, som mennesker nu engang gør. Det er hverdag, drysset med stænk af eventyr, og det er ganske almindelige mennesker, der beskrives så rørende, at man uundgåeligt ønsker dem alle det bedste, trods fejl og ugerninger.

Netop derfor har man ikke lyst til at se dem beskrevet i stumper og stykker. For hvad nu, hvis den sensuelle og viljefaste Elísabet i virkeligheden bare er buschauffør i Reykjavik? Og tænk nu, hvis Jónas med den meget lyse hud egentligt bare er inspireret af forfatterens matematiklærer og derfor slet ikke kan male fugle så livagtigt, så man mærker vingernes sus.

Ja, hvad nu, hvis hele bogen bare er forfatterens camouflerede hævn og tak til mennesker, der har krydset hans vej hjemme i Reykjavik og omegn. Nogle gange er det bedst ikke at vide for meget.

- Jamen, det er jeg glad for at høre. Det passer mig rigtigt fint, for når jeg er færdig med en bog, har den sit eget liv, og det mener jeg faktisk ikke, at man har ret til at betvivle. Der findes ikke nogen forkert eller rigtig måde at forstå en bog på. Det bedste ville være, hvis der bare udkom en bog, og så kunne vi som forfattere blive derhjemme og arbejde på den næste bog, lyder det fra Jón Kalman Stefánsson, da han hører, at han gerne må holde lidt igen med analyserne og forklaringerne.

Og så fortæller den 45-årige forfatter, hvordan han netop ønsker at skrive sig frem til en stemning og en følelse, ikke til en bestemt handling. Derfor er bogens personer heller ikke hentet fra virkelighedens Island, men er stykket sammen af tusinder af personer og indtryk.

- Jeg har heller ikke selv lyst til at sidde og tænke over, hvem der nu er tale om, når jeg læser en bog, og når jeg bygger mine personer op, er det heller ikke meningen, at de skal ligne virkelige personer. Men det kan være, at jeg lægger mærke til, at en mand eksempelvis trækker på den ene skulder, når han siger noget, og så bruger jeg måske den lille bevægelse sammen med en masse andre indtryk og følelser, når jeg beskriver en person, siger Jón Kalman Stefánsson og forklarer, hvorfor virkeligheden fungerer godt som inspiration, ikke som skabelon.

- Havde jeg givet landsbyen et navn, ville jeg være nødt til at placere fjeldene de rigtige steder, for ellers ville læserne føle sig snydt og forvirret. Nu kan jeg lave en bro, flytte et fjeld og sætte en gård, som jeg vil, og for mig giver det en større frihed til at lade historien vokse og få sit eget liv, siger Jón Kalman Stefánsson.

"Sommerlys og så kommer natten" er som et garnnøgle af historier, der snor sig om hinanden, men stadig hænger tæt sammen med deres fælles afsæt i de 400 sjæle i bogens unavngivne islandske landsby på øens forblæste vestkyst.

Det er et miljø, som forfatteren selv kender, blandt andet fra en tid som slagteriarbejder. Og selvom bogens landsby introduceres med ordene "Nu var vi lige ved at skrive, at landsbyens egenart lå i, at den var uden egenart", er det et miljø, som Jón Kalman Stefánsson har en stor beundring for.

- Der er plads til typerne, derude på landet. Her er der rum og ro til at gå rundt og være lidt speciel, og det er, som om folkene i de her små landsbyer respekterer og har en forståelse for, at de her anderledes typer søger væk fra byerne for at være i fred. Det er meget sympatisk, siger Jón Kalman Stefánsson.

Der findes krimier, kærlighedsromaner og socialrealisme. Der findes lyrik, noveller og romaner. Og så findes der begrebet "magisk realisme", som forlagene tilsyneladende hiver frem, når en bog falder uden for de gængse kategorier eller omfavner dem alle.

Sjældent har begrebet været så velvalgt som med "Sommerlys og så kommer natten", som umiddelbart er fortællinger om helt almindelige mennesker, der laver almindelige ting og så alligevel har de der små skævheder, vaner og tilbøjeligheder, der løfter dem fra mennesker til menneskelige.

Her er eksempelvis historien om direktøren for trikotagefabrikken, der mister både kone og fabrik, da han begynder at drømme på latin og får øjnene op for universet og stjernernes skønhed. Her er Jónas, som er så lys i huden, at hans far siger "stil dig op her hos mig, så jeg kan se til at læse", når strømmen går. Her er i det hele taget en så energisk rigdom af menneskeliv og fortællinger, at man ikke kan undgå at blive imponeret over den fantasi, der har pustet liv i bogens mænd og kvinder.

- Ja, jeg kan ikke sige, hvordan historierne opstår. At skrive er for mig som en rejse. Jeg ved ikke, om jeg skal øst eller vest, men jeg kender stemningen og musikken på rejsen. Og så har vi jo på Island haft tradition for at fortælle historier lige siden de islandske sagaer. Når to islændinge mødes, er der altid en, der begynder at fortælle historier, og det farver nok også vores litteratur, siger Jón Kalman Stefánsson.

Faktisk spirer fortællingerne så livligt hos den islandske forfatter, at han har været nødt til rent fysisk at skabe rammer, som forhindrer skriveprocessen i at løbe løbsk.

- Jeg skriver alle mine bøger med blyant. Det er for let og for hurtigt at skrive på computer, og derfor sker der det, at historien hurtigt får et ukontrollabelt liv, hvor det springer frem med små fortællinger. Med blyanten styrer jeg hvert eneste bogstav og ord, så jeg selv kan følge med og bygge historien op på den rigtige måde. Men selv med blyant og papir ender jeg som regel med at skrive 500 sider til en bog, der ender med at være på 200-250 sider, fortæller Jón Kalman Stefánsson og forklarer så, hvordan bogen paradoksalt nok får mere liv, efterhånden som han sletter i manuskriptet.

- Jeg renser ud i ordene, jeg fjerner overflødige personer og episoder, og så bytter jeg rundt på hele afsnit på en måde, som jeg ikke først havde troet, at de kunne fungere på. Det har jeg for eksempel gjort i "Sommerlys og så kommer natten", siger Jón Kalman Stefánsson og peger blandt andet på bogens slutning, som ikke skal røbes her, men kun beskrives som skræmmende tragisk og imponerende livsbekræftende.

- Lige netop det afsnit var først placeret cirka midt i bogen. Men da jeg læste manuskriptet, kunne jeg med det samme mærke, at lige præcis sådan skulle bogen afsluttes. Det handler igen om musikken, om at bevare en bestemt følelse gennem hele bogen. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det er sådan. Jeg kan mærke, at det skal være sådan, at jeg har ramt den rette stemning.

kultur@kristeligt-dagblad.dk