Arkæolog: Fortællingen om Danevirke er større end fortællingen om Jellingstenen

Arkæolog Nis Hardt har altid bestræbt sig på at formidle beretningen om Nordeuropas største forsvarsværk, så både danskere og tyskere føler sig hjemme i historien. I det nye år går han på pension efter 20 år som leder af Danevirke Museum i Slesvig-Holsten

”I Danmark er det naturligt for en vendelbo at blive gift med en fra Mors. Hernede er det som mindretalsdansker mere sandsynligt at blive gift med en tysker, for det er jo de piger, jeg altid har kigget efter, da jeg var dreng. Der er ikke længere noget modsætningsforhold,” siger Nis Hardt. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
”I Danmark er det naturligt for en vendelbo at blive gift med en fra Mors. Hernede er det som mindretalsdansker mere sandsynligt at blive gift med en tysker, for det er jo de piger, jeg altid har kigget efter, da jeg var dreng. Der er ikke længere noget modsætningsforhold,” siger Nis Hardt. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

”Danmarks dåbsattest” kalder man ofte den store sten i montren ved Jelling Kirke, der var den første danske seværdighed, der kom på FN-organisationen Unescos Verdensarvliste for 25 år siden. Først sidste år kom Danevirke og vikingelandsbyen Hedeby i Sydslesvig på den samme liste. Spørger man Nis Hardt, der er leder af Danevirke Museum, burde det imidlertid have været omvendt. For fødslen kommer før dåben. Er Jellingstenen Danmarks dåbsattest, så er Danevirke Danmarks fødselsattest, mener han.

”Det her er jo en meget større og meget ældre fortælling. I årene 450 til 500 f.Kr. blev de første volde her bygget, sandsynligvis som en politisk grænse, der har ført til, at der har kunnet udvikle sig et magtområde i Sydskandinavien, der i dag kalder sig Danmark. Jeg kan godt lide at sige, at den første magthaver, der lod det her bygge, han kaldte sig danernes konge,” siger Nis Hardt.

Museumslederen tager imod på førstesalen af det beskedne museum. Her har han sin ”hule” med læderbetrukne lænestole, masser af bøger og både en sabel og en kaptajnsuniform inden for rækkevidde. Hvad uniform og våben har at gøre med den fredselskende Nis Hardt, kommer vi til.

Danevirke Museum har siden indvielsen i 1990 haft til huse i Sydslevigsk Forenings forsamlingshus. I stueetagen er en udstilling med Danevirkes arkæologi og historie, krigene og kulturarven, og på førstesalen kan man opleve en udstilling om det danske mindretals historie. Ved siden af er et ældre traktørsted, hvor besøgende kan få sig en forfriskning. Det hele ligger i udkanten af byen Danne-werk, der på en grå og blæsende novemberdag mest af alt ligner en samling søvnige huse og gårde, der skutter sig i vinden. Kontrasten er voldsom, når man lige har kørt på motorvej A7 i retning mod Hamborg og er blevet overhalet af den ene potente tyske Audi eller BMW efter den anden. Hastigheden der og stilheden her tilhører to vidt forskellige virkeligheder adskilt af nogle få kilometer.

Nis Hardts gemakker ovenpå hører tydeligvis til den rolige virkelighed. Her bliver der serveret kaffe og gode historier, og selvom han har en ny aftale indenfor en times tid, signalerer museumslederen med hele sit væsen, at han har tid nok.

Udgangspunktet for vores møde er et afskedsinterview, for Nis Hardt går som 65-årig snart på pension. ”Går” er i hans tilfælde helt bogstaveligt, for hans hjem ligger i gåafstand fra museet, og her har han tænkt sig at blive boende.

”Nogle har spurgt mig, om jeg så ikke skal flytte hjem, nu hvor jeg går på pension. Men altså, jeg er jo hjemme,” siger han og smågriner lidt.

I spørgsmålet om, hvor hjem er, ligger i virkeligheden den helt store historie om det danske mindretal syd for grænsen gemt. Eller i hvert fald historien om, hvordan mange af os, der bor nord for Padborg og Tønder, opfatter det at være dansker i Slesvig-Holsten. Ja, Danevirke ligger i Tyskland, fordi den genforeningsafstemning, der næste år har 100-årsjubilæum, lagde grænsen der, hvor den nu ligger.

Men selvom Nis Hardt er født i Danmark, fordi hans far studerede der i 1950’erne, så har han levet det meste af sit liv i Tyskland. Han voksede op i Svavsted (på tysk: Schwabstedt) tæt på Husum en halv times kørsel sydvest fra Dannewerk. Og han vendte efter studieårene i Aarhus tilbage til Slesvig.

”Jeg er dansksindet, men jeg er først og fremmest slesvig-holstener og taler ligesom de fleste andre her tre sprog: dansk, tysk og plattysk. Engelsk er ikke noget, vi rigtigt regner med,” siger han og fortsætter så med at fortælle om, hvordan den formidlingsrolle, han har på museet, er vævet sammen med hans egen historie som mindretalsdansker.

”Det 30 kilometer lange voldanlæg, som vi har her, strækker sig fra Østersøen hen over landet og ud til Vesterhavet,” siger han og peger ud af vinduet, hvorfra vi kan se Danevirke-volden.

”Den markerede, da den blev bygget, Skandinaviens sydlige grænse, så vi er altså på en måde i Skandinavien lige nu.”

Nis Hardt understreger, at han ikke er nationalist på den måde, at han ønsker, at Dannevirke og resten af det gamle land ned til Ejderen skal tilbage til Danmark igen. Men han vil gerne have os allesammen, både danskere og tyskere, til at forstå, at de mennesker, der lever i det stykke Tyskland, der ligger mellem 1920-grænsen og 1864-grænsen, altid har levet med både dansk og tysk sprog og kultur. For godt nok er der Sydslesvigsk Forening og danske skoler og børnehaver i området, der samler folk fra det danske mindretal, men i hverdagen er der ikke særligt udtalte modsætningsforhold.

”Vi vil gerne bidrage til en forståelse af, at dansk og tysk har samme ret,” siger han.

Forskel er der dog, og det har Nis Hardt mærket på sin egen krop. Som søn af en mand fra Rendsburg er han født som tysk statsborger, og det blev pludselig et problem, da han, mens han var elev på statsskolen i Aabenraa, blev indkaldt til tysk militærtjeneste.

”Som pacifistisk, langhåret ung mand, der ikke brød sig meget om autoriteter, var det ikke lige det, jeg havde lyst til,” fortæller han.

Løsningen blev et dansk statsborgerskab, men det forargede den unge mindretals-dansker, at han på lige fod med andre EU-borgere først skulle bestå en sprogtest.

”Med min mindretals-status blev jeg dybest set ikke anerkendt som dansker, og det havde jeg virkelig et problem med og har stadigvæk. Den danske regering siger på den ene side: Vi støtter det danske mindretal med 500 millioner om året, men når vi vil flytte til moderlandet, så skal vi sidestilles med italienere, spaniere og andre EU-borgere. Det giver ikke rigtigt mening,” siger han og tilføjer, at der i dag trods alt tages hensyn til, om ansøgeren har rødder i det danske mindretal.

Enden på værnepligtshistorien blev, at Nis Hardt som 30-årig af en flink sessionslæge i Aarhus blev fritaget på grund af rygsmerter,

”Jeg har dog aldrig haft ondt i ryggen,” siger han grinende.

På Danevirke, der er bygget som forsvarsværk mod frankere og slaviske folk mod syd, har der heller ikke været mange krigshandlinger. Voldene, der udgør det største fortidsminde i Nordeuropa, har først og fremmest haft en kontrolfunktion i forhold til handelsveje. I vikingetiden blev det brugt til at beskytte handelsvejene fra Vesterhavet til Hedeby, der dengang var Nordeuropas største handelsplads. Danevirke er forbundet med Hedeby via voldanlægget. I Hedeby er der i dag et vikingemuseum og en række rekonstruerede huse. Museerne på de to steder har et tæt samarbejde, og det glæder Nis Hardt.

”Danevirke Museum blev etableret som et modsvar til Hedeby-museet, som blev grundlagt i 1986. Fra det danske mindretal havde man dengang indtryk af, at det var meget tysk formidlet, og så ville man gerne sørge for, at Danevirkes danske historie også blev fortalt. I de 20 år jeg har været her, har jeg set det som min opgave at få den tankegang vendt. Det her museum skal ikke være et modsvar til tysk museal formidling, men i stedet være en medspiller,” siger Nis Hardt og tilføjer:

”Det, at vi sidste år sammen med Hedeby blev anerkendt som Unesco Verdensarv, ser jeg blandt andet som en anerkendelse af det arbejde. Og det væsentlige i det samarbejde er, at det bidrager til en forståelse af, at både dansk og tysk har samme ret i det her område. Den danske side skal acceptere, at de fleste nu engang er tyskere og tyskere skal også acceptere, at der er mange her, der siger, at de på en eller anden måde stadig er danskere. Sådan bør det være og sådan er det langt hen ad vejen,”

Nis Hardt, der er uddannet arkæolog, har haft mange gode oplevelser i sine 20 år som museumsleder, men når han bliver spurgt om højdepunktet, er han ikke i tvivl. Det var i august 2010, hvor han selv med egne hænder, spade og skovl var med til at finde ”porten til Norden”. Fra oldtidens skrifter havde han længe vidst, at der fandtes en port i voldanlægget, og også haft en stærkt formodning om, hvor den var.

Men først da nogle bygninger indeholdende et bageri og en café i Dannewerk, blev revet ned, var det muligt at begynde at grave. En forundersøgelse fritlagde toppen af en kampestensmur fra 700-tallet, og det gav yderligere blod på tanden, da det viste sig, at muren brat stoppede et sted. I 2010 og 2011 blev porten gravet frem og står nu som en lavning i voldanlægget, som kan passeres – og beskues direkte fra museumslederens kontorvinduer.

”Det har formentlig været den eneste gennemgang i Danevirkes hovedvold. Det var da også stort, da Dronningen spadserede igennem porten, da hun besøgte museet her tidligere i år,” siger Nis Hardt.

Og så til det med uniformen og den gamle sabel: Nis Hardt er premierløjtnant i den danske hær fra 1864 og er sammen med tre venner medejer af en kanon, der står opmagasineret i en garage ved siden af museet.

”Det handler om, at det er sjovt at stå med fuldskæg og uniform og skyde med en kanon, der brager voldsomt, Du kan kalde det rollespil eller en drengerøvsaktivitet. Selvfølgelig er det for sjov, men på en eller anden måde er det jo også historiefortælling. De tre mænd, der er i min hær, er nemlig tysksindede”, siger Nis Hardt.