Prøv avisen
Bog

Vanvidsværk fortæller forrygende om Ruslands sidste zar-dynasti

6 stjerner
Nikolaj den 2. af Rusland var landets sidste zar og en del af Romanov-dynastiet. Foto: AP

Britisk historiker fortæller zarslægten Romanovs historie. En bizar blanding af groteske udskejelser, skæbnesvanger storpolitik, millioner af lig og effektiv udvidelse af den hellige russiske jord

Dynastiet Romanov, der sad på zarmagten i Rusland fra 1613 til 1918, var nærmest uhørt dygtige i deres opbygning af det russiske imperium. Og de var det på trods af det faktum, at de igennem 300 år levede i et morads af vold, sex og livsfare, alt sammen sumpet ind i ubeskrivelig dekadence. Men Cambridge-historikeren Simon Sebag Montefiore gør forsøget i sit vanvidsværk ”Huset Romanov”, der over 800 sider fortæller om romanovernes tre århundreder ved magten.

En ekstrem fortælling om en hellig pagt mellem zar og folk, der ikke desto mindre førte til groteske udskejelser til et depraveret niveau, de færreste drømmer om.

Anna, der var kejserinde 1730-1740, drak ikke, men kompenserede ved at bruge sin tid på et ”cirkus af groteske skabninger”, hvor ”forkrøblede kællinger” rev hinanden til blods. Samme Anna, der altså på mystisk vis var forenet med den hellige russiske jord og folk, foretrak at bruge sin tid sammen med en violinistdværg fra Napoli ved navn Pedrillo. En dag fandt Anna og hoffet ham iklædt natkjole i en seng med en ged.

Under Jelisaveta, der er datter af Peter den Store og var kejserinde 1741-1761, var en fransk transvestitdiplomat lige ved at begynde Syvårskrigen før tid grundet forviklinger under et af Jelisavetas yndede androgyne baller.

Under Paul I (zar 1796-1801) fik en barberalfons, der oprindeligt havde været en tyrkisk slavedreng, så meget magt, at hoffet kaldte ham ”den suveræne hersker over alt”.

Aleksander II (zar 1855-1881) brugte en international kvaksalver, beskrevet som en leviterende spiritistbastard, til at kommunikere med en afdød datter.

Disse eksempler fremhæver Montefiore i en bog, der for længst er blevet fejret i den engelsksprogede verden, fordi han ud fra en dramatisk vinkel bedriver original og ny historieskrivning. Selvom Montefiore er en anerkendt akademiker, lever han som fri forfatter, og bogen fungerer lige så godt på dansk. Sprogligt er det så virtuost, at den vil være en lise for de sarteste sjæle. Hvad angår indholdet, skal man være anderledes groft anlagt for at kunne klare Romanov-mosten. Eller bare den nøgterne verdenshistorie. De ovennævnte historier er vilde – og sande – men de er ikke engang det halve. For det var ikke blot hoffet, der var depraveret.

En protohelgen som Peter den Store (zar 1682-1725) styrede eksempelvis sit imperium gennem noget, han kaldte ”Den døddrukne synode”, hvor ministrene opførte gale bakkanaler, gav hinanden usigelige navne inspireret af det mandlige kønsorgan – og udbyggede et imperium, der skulle komme til at dække en sjettedel af Jordens overflade i romanovernes regeringstid.

Men ”Huset Romanov” er ikke bare skrevet til husarerne. Pointen er, at romanovernes utrolige regeringsperiode var bygget på en mærkelig sammensmeltning af groteske excesser og hellig pagt med Rusland.

Montefiore viser, at russerne siden Peter den Stores tid har følt sig under permanent chikane fra vest. Hvordan en mængde krige er blevet ført, fordi russerne ville forsvare slavere og ortodokse kristne på Balkan og i Konstantinopel. Og hvordan alle romanover betragtede Krim og Ukraine som hellig russisk jord. Peter den Store knuste patriarkernes magt og blev dermed enehersker til et niveau, hvor kroningen skabte et helligt bånd mellem Gud og folk med zar som medium. Montefiore påpeger, at denne idé gradvist opløstes i Europa i løbet af 1600-tallet, men at den bestod i Rusland helt til Første Verdenskrig. Og at både Stalin og Putin måtte og må genopdyrke den. Alt dette er ikke et forsvar for Putin, som Montefiore kalder en gangster. Men det er en kilde til at forstå, hvordan russere tænker i dag.

Bogen er blevet til på en vanvittig indsats, hvor Montefiore har sammenskrevet al eksisterende forskning på feltet og kombineret det med uendelige arkivstudier. Alligevel lader bogen sig nærmest læse som skønlitteratur. Det er i hvert fald skøn faglitteratur.

Man kan indvende, at den personfikserede tilgang overdriver enkeltpersoners rolle i verdenshistorien. Og de kategoriske domme bliver tit grove i prosaens ugrove navn. Hør bare her om Wienerkongressen i 1814: ”To kejsere, fem konger, 209 herskende fyrster, omkring 20.000 embedsmænd, fra marskaler og ministre til kontorister og spioner og stort set alle Europas golddiggere, charlataner og prostituerede købslog, afpressede og kneppede sig vej gennem festmåltider og baller og omdannede et helt kontinent efter 20 års krig.”

Bemærk fornemmelsen for det fatale; man omformede et kontinent.

Historien er ikke ligegyldig, hvor bizart den end kan udspille sig. Man skal være en bornert krakiler for ikke at nyde Montefiores bevisførelse for det.