Hvordan kunne det gå til, at islam udviklede sig til en fuldt færdig verdensreligion med helligskrift, love og praksis på bare 80 år? Hvor kristendommen har en lang og kompliceret tilblivelseshistorie, der står islam i det store hele klappet og klar ved Muhammeds død 632.
I 2010 kom Rydal på sporet af ny forskning i islams tidlige år, der peger på, at islam er kommet til verden på en helt anden måde end hidtil antaget.
Rydal har fulgt forskningen tæt, læst bøger og artikler og slugt videnskabelige indlæg som var det kriminalromaner. Samtidig har han undret sig over, at ingen danske forskere har præsenteret og vurderet disse forskellige forskeres arbejde sagligt og professionelt. Så indtil fagfolk herhjemme tager handsken op, må vi nøjes med det, som Rydal kalder for sin mangelfulde gengivelse.
Efter en kort gennemgang af den almindelige forståelse af islams tilblivelseshistorie redegør forfatteren for nogle af de vigtigste pointer i denne nye islam- og koranforskning. Vi præsenteres for forskergruppen INARAH (arabisk for ”oplysning”, ”opklaring”), et netværk af forskere, der ønsker at anvende klassisk historisk kildekritik på islams historie. De opererer med fire ”dogmer”:
1. Samtidige kilder skal altid have fortrinsret for senere kilder. 2. De samtidige kilder skal tale for sig selv – også selvom denne tale modsiger eventuelle senere kilder. 3. Koranen skal læses som et hvilket som helst andet skrift fra oldtid og middelalder. 4. Islamforskning er ikke et isoleret område. Det skal ske under inddragelse af alle akademiske disciplinger og forskningsfelter.
Rydal understreger, at forskerne ikke har nogen politisk dagsorden. De ønsker blot som gode videnskabsmænd at efterprøve kilderne og opstille teorier i håb om at nærme sig en forståelse. Det fremhæves, som det væsentligste problem, at der ikke er nogen samtidige kilder fra 600-tallet, der kan bekræfte den traditionelle historie om islams opståen.
Det er påfaldende, at man i samtiden ikke kender det mindste til Muhammed, mens man 200 år senere ved, hvordan han klippede sine negle. Alle beretninger om Muhammed fra Mekka, om åbenbaringen af Koranen, om de første kaliffer og om den muslimske erobringskrig stammer fra en langt senere tid. Det giver forskerne anledning til at fremføre flere forskellige teorier og en række mere eller mindre kvalificerede gæt: Måske forelå Koranen i virkeligheden før Muhammed? Først er der et arabisk imperium. Først herefter får vi en arabisk profet. Klippemoskéen har måske oprindelig slet ikke været en moské, men noget helt andet. Måske en kristen kirke? Det påvises desuden, at Koranen er blevet til gennem en omfattende skriftlig redigering. Der er blevet rettet og ændret i mange af de ældste koran-håndskrifter, og der er flere forskellige mulige tekstvarianter. Forskernes drøm er, at vi en dag vil kunne slå op i Koranen og nederst på siden finde et tekstkritisk apparat, som kan fortælle læseren, at her findes et gammelt håndskrift, som har en anden udgave af teksten.
Rydal har utvivlsomt ret i, at INARAH’s teorier og resultater ikke i tilstrækkelig grad er blevet gjort til genstand for en faglig bedømmelse. Man kan ved et hurtigt opslag finde Oxfordprofessoren Nicolai Sinais kritik af metoden, som han mener overlader et overordentligt stort spillerum for forskerens fantasi; men blandt danske forskere er der tilsyneladende ingen, der har taget handsken op. Nu udfordrer Rydal til gengæld danske fagfolk med disse afsluttende ord og spørgsmål:
”Jeg håber, min lille præsentation kan virke som inspiration til videre læsning eller måske som anledning til at stille spørgsmål til fagfolkene: Er dette sandt? Holder det vand? Hvis det ikke gør – så bevis det venligst. Og hvis det gør – hvad er følgerne så? Døm selv!”