Prøv avisen

Fortællingen om jøderne i Danmark er en succeshistorie

To udgivelser belyser jødedommens vilkår i krig og fred hertillands. Den ene giver indsigt i jødernes liv gennem fire århundreder. I den anden taler Herbert Pundik med øjenvidnets vægt

Hvor underligt livsløbene snor sig sammen blandt jøder i Danmark, får man indtryk af i ”En indvandringshistorie”. Den smukke og gennemillustrerede bog fortæller, at der i jødedommen hertillands oprindelig var to store grene – den sefardiske og den ashkenaziske.

De sefardiske jøder, som kom fra det sydlige Europa i det 17. århundrede, blev mødt med åbne arme, mens de ashkenaziske jøder fra Østeuropa måttes nøjes med opholdstilladelse. Det hang sammen med, at sefarderne regnedes for dygtige forretningsfolk, mens de ashkenaziske jøder var knap så velstillede. Alligevel blev det de ashkenaziske jøder, der kom til at tegne det jødiske menighedsliv herhjemme i kraft af deres overvældende antal.

På et overskueligt antal sider får vi glimrende indsigt i jødernes vilkår igennem fire århundreder. Til næste år er det 200-året for ”den korporlige jødefejde”, som begyndte med rudeknusning af jødiske butikker og blev efterfulgt af overfald på jødiske medborgere. Kong Frederik den Sjette satte straks politi og militær ind og sendte jødehaderne bag tremmer. En halv snes år senere var der på ny uroligheder, da grundstenen til den nye synagoge blev lagt, men som forfatterne til ”En indvandringshistorie” påpeger, slog myndighederne i Danmark i modsætning til andre europæiske lande hårdt ned på enhver chikane mod jøder.

Vi får i bogen også besked om nogle af de interne trakasserier, der har været i de jødiske menigheder. Rabbineren Tobias Lewenstein (1864-1952) kom på kant med det Det Mosaiske Troessamfund, der fyrede ham. Men Lewenstein nægtede at gå af. Han blev ved at møde op til gudstjenester i synagogen. Til sidst fjernede man hans stol, så han ikke kunne sidde ned!

Det Mosaiske Troessamfund skabte imidlertid også en helhed, i hvilken der herskede sammenhold og hensyntagen. I 1930’ernes Danmark kunne man ikke opnå statsborgerskab, hvis man havde modtaget fattighjælp, hvorfor trossamfundet ansporede de stærkere i menigheden til at støtte de svagere gennem private indsamlinger, således at nytilkomne jøder ikke behøvede at renoncere på muligheden for statsborgerskab.

Fortællingen om jøderne i Danmark gennem 400 år er ikke kun en indvandringshistorie. Det er også en succeshistorie. Antisemitismens aktier stod derfor lavt i Danmark. Den konservative folketingspolitiker John Christmas Møller formulerede i 1935, hvad langt størsteparten af danskerne tænkte:

”De danske jøder har hjemstavnsret i Danmark så godt som alle andre.”

Besættelsestiden bidrog kun til at understrege Christmas Møllers udsagn. I oktober 1943 blev torarullerne fra synagogen gemt i en krypt under Trinitatis Kirke, og talrige danskere blev under krigen vakt til ansvarlighed og samvittighed og bistod med undsætningen af jøderne.

Herom handler Herbert Pundiks ”Det kan ikke ske i Danmark”.

Herbert Pundik taler med øjenvidnets eller deltagerens vægt og kan med udgangspunkt i egne oplevelser som jødisk flygtning trække forløbet op. Pundik er livlig og meddelsom og et omvandrende arsenal af anekdoter fra oktober 1943, som når han fortæller om en sejlads over Øresund, hvor bundproppen røg ud, og vandet fossede ind. Men en af flygtningehjælperne var hurtig i hoved og på hænder, så han stak resolut fingeren i hullet og sikrede dermed overfarten til Sverige.

Udgivelsen skæmmes imidlertid af, at læseren først et stykke inde i bogen bliver oplyst om, at ”Det kan ikke ske i Danmark” er en 25 år gammel bog, der har været genudgivet adskillige gange. Forlaget markedsfører bogen, som om det er en ny bog i anledning af 75-året for jødernes flugt. Der er da også tilføjet et forord og lidt nyt stof om anti-semitismen generelt. Men ingen af delene gavner bogen. Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen bruger således forordet til at fremkomme med summariske, kategoriske påstande om nutidens fremmedpolitik.

Redningen af jøderne var en spontan folkelig reaktion, som siger noget fordelagtigt om danskerne, og Pundiks bog havde stået stærkere, hvis forfatteren blot havde henvist til, at redningsaktionen understregede skæbnefællesskabet mellem jøder og danskere.