”Bøger bliver til, når mennesker hjælper hinanden med at fortælle historier om et liv, andre har levet,” skriver den norske forfatter Edvard Hoem i efterordet til anden del af hans store og gribende slægts- og udvandrersaga, ”Din bror på prærien”. En saga, hvis første del, ”Høstkarl i himlen”, udkom herhjemme sidste år. Tredje del af værket, der angiveligt for længst har rundet 300.000 solgte eksemplarer, er ved at blive oversat til dansk.
Hoem skriver videre, at romanerne ”baserer sig på sande historier (...) om personer, der har levet”, ja, de tilhører endog hans egen slægt. Via sin fars beretninger fik han allerede i barndommen et første kendskab til dem.
Imidlertid arbejder Hoem ikke udelukkende med stoffet som historiker, men også som digter. Det fremhæver han i den bevægende slutning om Knut Nesjes død, manden, der på forskellige måde mistede fire sønner. En af dem er hovedperson i ”Din bror på prærien”, Eilert Knutsen, der midt i 1890’erne i en alder af godt 16 år forlod sin norske hjemstavn – Molde – og emigrerede til Amerika.
En halv snes breve fra faderen til Eilert er den eneste konkrete kilde, som forfatteren har til at skildre, hvad han skildrer:
Den kamp, der ved meddeldelsen om faderens død derhjemme bryder ud i sønnen. Datoer og navne er dokumenterede, men de minder, der i løbet af vågnenatten skyller ind over den sørgende, må kaldes ”frem fra det mørke, som ligger rundt om vores liv, men hvor vi kan øjne hinanden, fordi vi er af samme slags og går mod det samme mål”.
”Din bror på prærien” er ikke en bog, der byder på sproglige og stilistiske finesser. Det er en enkelt fortalt og umiddelbart vedkommende beretning om mennesker, der i en barsk virkelighed kæmper for at opbygge en tilværelse i det fremmede.
Eilert, en høj, tavs alvorsmand med en betydelig kvindetække, deltog allerede som dreng i Molde i kristne lægmandsmøder, og da han udvandrer, har han sin konfirmationsbibel med i bagagen.
I 12 år er han løsarbejder i Midtvesten, bryder derefter op og tager i lighed med 50.000 andre nordmænd og danskere til Canada, hvor han gifter sig og får børn. Edvard Hoem giver levende skildringer af nybyggerlivets hverdag på prærien med hårdt arbejde fra morgen til aften.
I begyndelsen ses Eilert som en mulig præst. Det vil han dog ikke vide af. Han kommer på afstand af kristendommen, men oplever senere et religiøst gemnenbrud. Ganske vist er han betænkelig ved at opgive sin frihed for at indrette sig efter Guds vilje. I det hele taget har han længe en frygt for at blive begrænset og ”bundet”. Men samtidig indser han, at han ikke kan blive ved med at leve så planløst, som han hidtil har gjort.
Han føler en afgrund inde i sig, en afgrund, han ikke selv kan udfylde. Gud kalder på ham – det er han overbevist om.
”Han ville ikke længere leve for sig selv. Han ville gøre gode gerninger til Guds ære og være en mand, der tjente samfundet og fællesskabet.”
Sagtmodighed og afholdenhed bliver afgørende begreber for ham. På forskud får vi at vide, at hans ændrede livsholdning kom til at præge ham resten af hans liv.
En anden religiøs udviklingshistorie beskrives via Eilerts tante, Gjertine, der lider af såkaldt ”præriesyge”, defineret som fortvivlelse over, at udvandrerlivet er den fremtid, hun har udsigt til.
Hun erkender, at hun selv bidrog til beslutningen om at forlade Norge – hvad der gør det hele endnu værre. Total depression. På et tidspunkt søger hun ud i en øde beliggende jagthytte for at være alene med prærien. Og med Gud. Den Gud, hun ikke mere tror på. Men julenat oplever hun, at det, hun mente at have forladt, vender tilbage med en vældig styrke.
Man læser ”Din bror på prærien” i en tilstand af konstant medlevende koncentration. Personerne og den verden, de færdes i, kommer så tæt på, som ser man den meget nuancerede historie, der fortælles, på film. Fortid bliver til nutid.