Fortid knyttes til nutid i menneskebilleder

MENNESKEBILLEDER: Billedkunstneren Karen T. Christensen har skabt 10 store parafraser over Michelangelos værk "Syndfloden" fra 1510. Målet er at ruske op i vores selvtilstrækkelige liv bag ligusterhækken, siger kunstneren, der udstiller det store værk på Kirsten Kjærs Museum i Thy

Den gamle skole er rødmalet og ligger lige ved siden af den hvidkalkede traditionelt byggede landsbykirke, der vanen tro er placeret på landsbyens højeste punkt. Fugle kvidrer, og forårets løgplaner er på særlige læsteder i blomst og fuldender idyllen. Der er noget småt og trygt over landsbyen Pjedsted nord for Fredericia, hvor billedkunstneren Karen T. Christensen bor og arbejder.

Indenfor på værkstedet, i det der tidligere udgjorde landsbyskolens gymnastiksal, er udtrykket et ganske andet. Lidenheden og trygheden er væk. Her står og hænger kæmpestore billeder af svulmende, koloristiske mennesker. Billeder der suger opmærksomhed til sig og fremtvinger en stillingtagen. Meget modernistiske med deres skrappe farver, men resultatet af kunstnerens tilbageblik mod en af de helt store i kunsthistorien, den italienske renæssance-maler Michelangelo og især hans værk "Syndfloden" fra 1510. Et værk, der er malet på det Sixtinske Kapels loft i Rom.

Billederne er såkaldte parafraser, altså nyfortolkninger, af det værk. Hver af de ti billeder er udsnit af Michelangelos billede. Karen T. Christensen har blandt andet malet faderen, der med en vældig kraftanstrengelse bærer sin søn op af floden, og hun har malet den opgivende mor, hvis livstræ er skåret over, men håbet er alligevel til stede i sneglen, der symboliserer den langsomme opstigning til noget bedre.

"Jeg insisterer på, at kunsten skal gøre nytte på den måde, at den får os til at tænke på, hvordan vi lever vores liv," siger Karen T. Christensen. Hun har i mange år arbejdet med abstrakt kunst, men fik for et par år siden lidt af en "aha"-oplevelse i forbindelse med en kursusrække hos forfatteren og kunsthistorikeren Leo Tandrup. Her blev der arbejdet med at finde tilbage til historiens store kunstnere, heriblandt Michelangelo, der var dybt optaget af menneskers ofte svigtende forhold til hinanden.

"Jeg fik et mere lidenskabeligt forhold til kunsten. Der måtte sættes noget på spil, for at det kunne blive en reaktion på virkeligheden," siger Karen T. Christensen.

Der er nemlig meget, der trænger til at blive rusket op i, mener hun:

"Vi lever, ligesom på Michelangelos båd, på en slags ø hvor ensomheden vokser bag ligusterhækken, og vi ikke kommer hinanden ved. Det er skæbnesvangert, for det er i mødet med andre mennesker med andre livssyn, vi lærer og forvandler os."

Det skete altså helt bogstaveligt for Karen T. Christensen, hvis møde med Leo Tandrup også er resulteret i dannelsen af kunstnersammenslutningen FUFO (en sammentrækningen af ordene Future og Fortid) Her er fire kunstnere samlet i et åndeligt fællesskab om at forstå fortidskunsten og give den en modernistisk og nutidig drejning.

"Nærværet og diskussionerne mellem os er det vigtigste, men vi ender også med at lave en udstilling sammen på et tidspunkt," siger Karen T. Christensen. Foreløbig udstiller hun selv sine Michelangelo-parafraser på Kirsten Kjærs Museum i Thy. Udstillingen åbnede lørdag og kan ses resten af april. Den har fået titlen "Menneskebilleder" og indeholder også en række mindre portrætagtige billeder – alle inspireret af historiske kunstværker.

Det tog Karen T. Christensen hele renæssance-året 2006 at male de ti store billeder, og hvis ikke udstillingen havde sat en naturlig deadline, havde hun måske malet på dem endnu. Motiverne er nemlig ikke sådan at blive færdige med – heller ikke selvom malingen nu er tør. De rører bestandigt ved hende og sætter eksistentielle tanker og handlinger i gang. Og sådan vil hun også gerne have, at andre skal se billederne. Det er ikke "sofastykker", der passer til møblementet. Der er meget mere på spil.

Faderen der bærer sin søn er for kunstneren et symbol på redning og omsorg. En redning væk fra det samfund, som suger os ind med sine normer og gør os selvtilstrækkelige. Netop redningen, omsorgen og håbet, er vigtigt for den 39-årige kunstner. Hendes udgangspunkt er, at vi skal være der for hinanden og at vi skal bevare troen og håbet på, at ting altid kan ændres til det bedre.

"I forhold til den fremherskende kunst i Danmark er jeg grundlæggende mere positiv. Vi lever generelt i en meget materialistisk tid, men jeg tror på en forbindelse mellem følelse og fornuft, som kunsten kan være med det at fremprovokere," siger hun.