Italienske Paolo Sorrentino skaber film, som man drømmer om, film skal skabes. Fabulerende fantastiske værker, der forener musik, billeder og fremragende skuespil til en fuldkommen enhed af stor, stor skønhed.
Der er en scene i hans nye film ”Youth”, hvor Michael Caine sidder på en sten højt oppe i de schweiziske alper og dirigerer en flok køer, så deres klokker ikke længere lyder disharmoniske, men i stedet bliver til formfuldendt musik. Sådan er ”Youth” også selv som film: Et forbilledligt værk, som Sorrentino sammenstykker af en række enkeltstående sansemættede indtryk på et bagtæppe af en sammenhængende fortælling om to mænds venskab gennem 60 år.
Fred (Michael Caine i en glansrolle) og Mick (en fremragende Harvey Keitel) bruger endnu en gang sommeren sammen på et luksuriøst tidligere sanatorium i Schweiz. Fred er pensioneret dirigent og komponist, der har lagt sit kunstneriske arbejde bag sig, og ikke engang den engelske dronning kan få ham til at afbryde sit selvvalgte otium. Filminstruktøren Mick, derimod, knokler derudad. Han er ved at skrive en ny film - sit kunstneriske testamente, kalder han den - og kan ikke forestille sig livet uden arbejde.
Sanatoriet bruges som symbol på den borgerlige europæiske kultur, vi kender fra værker af Marcel Proust, Thomas Mann og Anton Tjekhov. Sjæl og legeme plejes gennem udsøgte kropslige behandlinger om dagen og kunstneriske indslag i haven om aftenen. Det er en verden af i går, Sorrentino viser os og hylder i ”Youth”. En kultiveret verden, hvor kvinderne tager diamanterne på inden middagen, og mændene holder døre og trækker stolene ud. Filmens fastfrysning af verdens gang inden for sanatoriets mure bliver et tidløst billede, hvori ungdom og alderdom smukt smelter sammen.
”Jeg er blevet gammel uden at forstå, hvordan jeg er endt her,” siger Fred på et tidspunkt. Og netop tidens gang, hukommelsens kringelkroge og kærlighedens vildfarelser er omdrejningspunktet for de mange samtaler mellem Fred og Mick.
Fred bliver ellers beskyldt for at være apatisk, men fordi han stadig har sanserne åbne for verdens og livets skønhed, er han alt andet end stillestående. Så selvom de to jo er ældre herrer og strides med prostataproblemer, bevarer de en sanselig indstilling til livet, som åbenbares for os gennem især Freds sensibilitet over for lyde og omgivelser. Bladenes knitren, fuglenes fløjten og lyden af et bolsjepapir udkrystalliseres, så man som tilskuer selv får skærpet sine sanser. Sammen med underskønne billeder fra det pittoreske Schweiz giver Paolo Sorrentino os mulighed for at overgive os fuldstændigt til filmmediets sanselige muligheder. Det skønne er alle vegne, og hver en scene er underskøn. Det gør ”Youth” til en gavmild film, der øser ud af kærlighed til livet og kunsten.
Ligesom Sorrentinos seneste mesterværk - Oscar-vinderen ”Den store skønhed” - er det Luca Bigazzi, der står bag kameraet i ”Youth”. Bigazzis blik for netop skønhed er intakt, og sammen med original musik komponeret til filmen af David Lang bliver ”Youth” en majestætisk tour de force af lidenskabelighed og forbilledligt komponerede scener.
Fred deler værelse med sin datter - elegant spillet af Rachel Weisz. I en uforglemmelig scene ligger hun på ryggen på et massagebord og skælder faderen huden fuld for hans tilflugt i kunstens verden igennem hele hendes barndom. Det er især i samspillet mellem Weisz og Caine, at de store følelser om svigt og sorg, filmen også indeholder, formidles. Også slutningen, der ikke skal røbes, gør, at ”Youth” ikke blot er en tom, smuk skal.
Også Jane Fonda glimter i en birolle. Fonda spiller divaen Brenda Morel, som Mick skriver sin sidste film til. Hun er nødvendig for filmens finansiering, men hun afviser ham så brutalt med en arrigskab og vildskab, man sjældent ser. Samspillet mellem Fonda og Keitel er elektrisk. Det er en fornøjelse, at Sorrentino giver plads til, at ældre skuespillere virkelig kan få lov til at give os alt, hvad de formår. Fælles for Fonda, Caine og Keitel er, at de bruger hele den palet af muligheder i deres skuespil, som netop alderen giver dem. Den indsigt og visdom, de formidler, kan kun et levet liv give til et ansigt.
”Youth” er mere tilgængelig end både ”Den store skønhed” og andre af Sorrentinos film som ”This Must Be the Place”. Selvom filmen indeholder en række scener, der ikke umiddelbart har relation til handlingen, er det ikke en fragmenteret kunstfilm, men en fortælling om kunst og kærlighed i en sansemættet, nydelsesfuld hyldest til filmmediet og livets store skønhed.
kultur@k.dk