Per Øhrgaard: Alle vil bestemme over historien. Og den kamp hører aldrig op

Fra tid til anden lykkes det dygtige historikere at sætte spørgsmåltegn ved de vedtagne ”sandheder” og åbne for andre mulige opfattelser af fortiden

Statuen af sydstatsgeneralen J.E.B. Stuart i Richmond, USA, blev vandaliseret med ny hat og slogans fra protestbevægelsen.
Statuen af sydstatsgeneralen J.E.B. Stuart i Richmond, USA, blev vandaliseret med ny hat og slogans fra protestbevægelsen. Foto: Jay Paul/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Fremtiden,” skriver Milan Kundera, ”det er kun en ligegyldig tomhed, som ikke interesserer nogen, mens fortiden er fuld af liv, og dens ansigt pirrer os, tirrer os, krænker os, sa vi ønsker at tilintetgøre den eller male den over. Menneskene ønsker at være herrer over fremtiden, udelukkende for at kunne ændre fortiden. De kæmper for at fa adgang til de laboratorier, hvor fotografierne retoucheres, og hvor biografierne og historien skrives om.”

Kloge ord, som atter faldt mig ind i sommerens debat om væltede eller overmalede statuer, nye og anderledes museer, og hvad der ellers var på tapetet, også her i avisen. To sabotører skal have en statue foran Forum i København, men Erik Scavenius må ikke få en vej hverken i København eller i Gentofte. Mange, som nu forarges over overmaling og væltning af statuer, havde det fint med at se Lenin- og Stalin-statuer blive fjernet omkring 1990.

Engang blev Krigsministeriet omdøbt til Forsvarsministeriet, nu er Tøjhusmuseet blevet omdøbt til Krigsmuseum. Og fra småtingsafdelingen: for nylig genså jeg ”Olsenbanden i Jylland” og måtte sande, at man i dag næppe ville slippe godt fra at gøre så tykt grin med både tyske bunkers og dansk militær som dengang i 1971.

Alt det og meget mere viser, at det ikke kun er dem, der vælter eller overmaler statuer, som vil bestemme over historien. Det vil vi alle sammen. I min engelskbog i mellemskolen var der et stykke, som var én, lang hyldest til det britiske koloniregime i Indien. Skolen var fattig, så der var også en tyskbog i et oplag fra 1935, hvor en konversationsøvelse sluttede med ”Heil Hitler!”, for det var dengang ret naturtro. En elev, som havde haft bogen før mig, havde dog kradset i teksten. Han ville også lave om på historien.

DDR’s historie er god at få forstand af, også for andre end kommunister.

Efter 1945 fjernede man rytterstatuen af Frederik den Store og statuerne af tyske generaler på Unter den Linden (hvis de ikke allerede var blevet evakueret). Men man destruerede dem ikke. Og da DDR senere fik brug for at fremstille sig som den logiske fortsættelse af den tyske historie i stedet for som opposition til den, blev Frederik og de andre stillet op igen.

Det kunne man ikke gøre med Berlins slot, som man havde fjernet resterne af i 1950. Her skete der først noget efter genforeningen. Nu er der bygget en kopi af det gamle slots facade i stedet for det østtyske ”republikpalads”, som blev revet ned. Man kan fundere over, hvad det er for et Tyskland, man bekender sig til med en kopi af et slot fra enevældens tid. Men slotsbyggerne bør sende præsident Erdogan en hilsen nu, hvor han også har skruet tiden tilbage.

Historien skrives af sejrherrerne, siges det. Den skrives også om sejrherrerne. I Bertolt Brechts digt ”En læsende arbejders spørgsmål” står der blandt andet: ”Den unge Alexander erobrede Indien./ Ene mand?/ Cæsar slog gallerne./ Havde han ikke i det mindste en kok med?” Tit hjælper selv viden ikke mod de klicheer, som har sat sig fast.

Hans Magnus Enzensberger kaldte engang historien en ”kollektiv fiktion” og talte om ”videnskabens notoriske afmagt” over for de billeder og bevingede ord, som er gået os i rygmarven.

Helt så galt behøver det ikke at være. Fra tid til anden lykkes det dygtige historikere at sætte spørgsmåltegn ved de vedtagne ”sandheder” og åbne for andre mulige opfattelser af fortiden, for eksempel af den kolde krig. De bliver så heller ikke enerådende, for som Milan Kundera skriver, hører kampen om historien aldrig op. Det kan ikke være anderledes.

Men man må da gerne nøjes med ord. Og argumenter gør ingen skade.