I skønlitteraturen er et hus ikke bare et hus, men ofte et udtryk for karakterernes sind og følelser. Og opholder de sig på loftet, i kælderen eller flytter fra ét hus til et andet, ja, så betyder det noget.
Sådan er det også i Daisy Johnsons ”Søstre”, hvor første del åbner med disse ord:
”Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene.”
Det er en mor og hendes to piger, der ankommer til huset. Det ligger helt ude på kanten af engelske North York Moors og Nordsøen og ”kryber sammen som et barn ved den lave stenmur”.
Den lille familie kommer fra Oxford, men skal af uklare årsager nu bo derude i huset, som bærer navnet Settle House – med et ekko af Edgar Allan Poe, Henry James og Emily Brönte.
Sheela, som moderen hedder, er en nedbrudt børnebogsforfatter, og de to store piger, July og September, lever i en ekstrem form for symbiose: da de efter en tid er på stranden og mødes om et bål med nogle af egnens drenge, ender September med at have sex med en af dem, men July kan også mærke mødommen blive taget.
Hvor September slutter og July begynder, er ikke til at sige, og det er en af de pointer, som leder frem mod det store tvist mod romanens slutning. Men inden da har Johnson – der som den yngste nogensinde blev shortlistet til Man Booker Prize for debutromanen ”Everything Under” – etableret et miljø, hvor alt er kuldslået, forvitret, trøstesløst, og hvor en hændelse i fortiden lægger et sygliggult lys over handlinger og begivenheder.
Noget er sket, der farver det, der sker og vil ske, og på den måde bevæger ”Søstre” sig ind og ud af såvel den moderne psykologiske roman som den klassiske gotiske fortælling – og der er noget ved håbløsheden og det skidne, som minder om hollandske Marieke Lucas Rijneveld og hendes roman ”Aftenens ubehag”.
”Søstre” er nu mest sin egen og udfolder de traumer, familien fylder huset med, på særdeles overbevisende facon. Som her, hvor July ser på sin apatiske mor:
”Hvis hun arbejder, skal det hele nok gå. Der var en ny bog, hun lige var begyndt på, inden vi tog fra Oxford. I den sejlede September og jeg i en lille båd til en ø dækket af sne, selv om det var midt om sommeren, og prøvede at gøre den varm igen.”
Hvordan disse scener og beskrivelser – lydhørt oversat af Rasmus Hastrup – finder sammen til sidst, skal ikke røbes her, men blot siges, at det gør frygteligt ondt. Og selvom meget er lagt an på den sene overraskelse, den vilde vending, er romanen ikke afhængig af den. Johnson skriver så godt om det forblæste og nedslidte hus, om psykens porøsitet og upålidelighed og om kvinde- og pigeliv, at ”Søstre” er en litterær oplevelse på snart sagt hver eneste side. Og så er der den effektfulde insisteren på at forbinde huset med karaktererne. Som når der står:
”Sorg er et hus uden døre og vinduer og mulighed for at se, hvad klokken er.”
Hvorfor denne sorg? Hvorfor er moderen og pigerne flyttet væk fra byen? Hvad har gjort, at de må bo på heden i et hus, der kun holder på deres lidelse, deres smerte?
Spørgsmålene rejser sig gennem den korte roman, der ikke kun er for læsere med en svaghed for opdateret gotik, men for enhver, der holder af at læse, så hårene rejser sig i nakken og på armene. Fordi det simpelthen er uhyggelig god litteratur.