Nåden hviler over de uforsonlige i Oscar-instruktørs dirrende drama

Er fortiden endegyldigt død? Ikke for den iranske instruktør Asghar Farhadi, der har vundet flere Oscars for bedste udenlandske film ved at insistere på, at det allerede skete altid lever videre i den fremtid, individet medskaber

Det eksistentielle råstof tenderer det overtydelige i den iranske instruktør Farhadis spansksprogede ”Alle ved det” med blandt andre Penélope Cruz og Javier Bardem på rollelisten. –
Det eksistentielle råstof tenderer det overtydelige i den iranske instruktør Farhadis spansksprogede ”Alle ved det” med blandt andre Penélope Cruz og Javier Bardem på rollelisten. – .

Fortiden æder sig ind på nutiden, den fortærer mennesker bid for bid. Det er det menneskelige grundvilkår, denne livslære, Farhadi tager på sig at udfolde i sine modne film som ”Nader og Simin – en separation” (2011) og ”Sælgeren” (2016). Individet kan ikke vaske fortidens synder af, smudset trænger derind, hvor hverken sæbe eller fortrængning kan stille noget op. Selvom Farhadis karakterer er dømt til at forsøge at udviske fortiden, indhentes de. Det borende spørgsmål bliver, om nåden alligevel indtræffer, når alt skrælles væk. Når det nøgne menneske står tilbage.

Sådan er det også i Farhadis spansksprogede ”Alle ved det”, hvor det eksistentielle råstof ikke går tabt i oversættelsen, men alligevel tenderer det overtydelige.

Med en summende start, en bryllupsfest af næsten Francis Ford Coppola’ske dimensioner, fejrer en spansk storfamilie både ægteskabet og slægtsskabet.

Laura (Penélope Cruz) er hjemme fra Argentina med sine børn i anledning af lillesøsterens bryllup. Lauras far (Ramón Barea) kan ikke længere stå på sine egne ben, men holder fast i patriarkens udstråling, selvom vi lærer, at den titel blev drukket væk og tabt i poker for 30 år siden. Og hvorfor er vinbonden Paco (Javier Bardem) med som en del af familien? Mens der drikkes og danses i gårdhaven på den ældste søsters hotel, står skeletterne i kø side om side med fortidens spøgelser for at springe ud af alle skabe og sprækker.

Og følelserne er truende tæt på at forene sig i et spektakel, der i mere og mere afmålte scener minder om en soap-serie. For transformationen fra de intime iranske rum til det højtråbende spanske selskab fjerner noget af den tyste intimitet.

Under festen forsvinder Lauras datter, Irene. Sms’erne tikker ind. Irene er kidnappet. Mistroen breder sig som den velkendte gift blandt gæsterne.

Kortvarigt tager det sig ud som et klassisk Agatha Christie-komplot, men selvom alle er under mistanke, er plottet i sig selv ikke det interessante. For Irenes forsvinding bliver et kraftfuldt billede på alle de voksne, de midaldrende, de gamle.

Deres liv er ikke afsluttede fortællinger gemt i forstenede dioramaer. Det levede, det hændte, vil leve videre i de liv, de har skabt. Den fremtid, de har skabt.

Da Irenes far og Lauras mand støder til selskabet fra Argentina, forsøger resten af familien at forstøde hans bønner. Og Farhadi vender behændigt teodicé-problemet og spørger: Når nu mennesket gør onde ting, hvordan kan det gode så alligevel hænde dem? Nåden hviler over de uforsonlige i et dirrende drama, der nok tipper for meget mod det melodramatiske, men alligevel ikke slipper sit eksistentielle tag.