Skal man foretage et tidsspring 100 år tilbage til 1918 og prøve at sanse, hvordan verden tog sig ud i det krigsneutrale Danmark, så er der vel ingen digtsamling, der bedre formidler det end Emil Bønnelyckes ”Asfaltens Sange” fra dette år.
Den har undertitlen ”Prosafragmenter” og består af kortere og længere prosaskitser holdt i en lyrisk prosa, der sprudler af navne og synsindtryk. Her er ingen dybere refleksioner, men lange rækker af lovprisninger af hverdagens vidunderlige kaos i forlængelse af Johannes V. Jensens Whitman-oversættelser i ”Digte 1906”. En begejstring for nuet og fremtiden, man har kaldt futurisme, som en særlig afart af ekspressionismen.
Men ét er disse stilbetegnelser, noget andet er den tilværelsesglæde, der strømmer ud af digtene.
Lad så være, at de ikke ser problemerne ved deres æstetiske tilgang til verden.
Øjeblikket fanger de i hvert fald, digterens begejstrede nedskrivnings-øjeblik, skønt fiktionen jo er, at han både ser og skriver, mens han går rundt i byen.
Bogens første tekst ”Aarhundredet” er kendt fra diverse antologier for dets erklærede kærlighed til alt det nye, til propellernes tidsalder, hvor mennesket for første gang løfter sig fra sin klode. Men lad mig citere fra ”Sang til en Gade”:
”(…) Jeg træder Fliserne med tankefuld Omhu, føler at jeg hviler paa hele Fodsaalen og gør min Gang fjedrende af stille Henrykkelse over den blotte Følelse at gaa i en befærdet Gade (…) Hvor mange Vogne, Biler, Droscher og Sporvogne strømmer hvileløst over denne Asfalt, som taalmodig lader sig træde paa, trampe paa, slide paa?”.
Et andet sted er han kommet i Frihavnen (”Sang til en Havn”):
”Paa Vestkajen er der mennesketomt. Dobbeltskruedamperen, vor Oceanflyver, vor yndefulde Passagerbaad ’Frederik VIII’ rager op med sine Skorstene over Amerikaliniens Pakhustage. Der farer mig en Jubel, en Hunger i Hjertet. Jeg skriger stumt af Fryd ved synet af disse Skorstene, der symboliserer Havets blaa Veje, Ruterne, den attraaede Vagabondering paa Oceanerne. Det slaar mig, at jeg gaar her i Havnen, muttersalene, drømmer og drømmer i syg Ensidighed, fabler om fjerne Lande og mumler deres berusende Navne: Amerika, Mexico, Canada.”
Senere er det linje 6 og denne sporvognsrute, han besynger opregnende:
”Fra disse Ruder (sporvognens) har jeg set det store, forunderligt skønne Torv, hvor alting bevæger sig, Biler, Mennesker, Cykler og Sporvogne. Og jeg er kommet til Grønningen i Maj og sunget en Sang til Løvet. Jeg har været ellevild og vred og henrykt og irriteret og gal og inderlig stille, altsammen o, for ti Øre. Kære Linie 6. / Trianglen!”.
Jeg har citeret så meget for at give fortiden ordet.
Har vores nutids metro afsat eller vil dens forøgelse i juni 2019 – eller vil letbanerne i Aarhus og Odense afsætte en lignende ordbegejstring? Næppe. I de mellemliggende 100 år har vi mistet tiltroen til fremtiden, som bærer disse lovprisninger. Nu boltrer vi os i stedet i kommende økologiske katastrofer. Og ja, meget er gået skævt i disse hundrede år, men her er en livsbegejstring givet videre, som vi måske burde unde os selv som stadigt levende!
I klummen ”Bøgerne og hverdagen” causerer professor Bo Hakon Jørgensen over danske forfatteres beskrivelser af dagligdags fænomener og ting.