Prøv avisen
Bog

Fortidens farlige minder skjuler sig i tågen

I sin nye roman begiver Ishiguro sig tilbage til et sagnenes og legendernes England, i årene efter kong Arthurs død. Vi er i et univers med riddere, munke, drager, trolde og nisser. Atmosfæren er dog på ingen måde ”farverig”. Stemningen er dyster og truende, og under læsningen føler man sig nogle gange hensat til en apokalyptisk skildring af de sidste tider som i ”Vejen” af Cormac McCarthy. Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures

Den japansk-engelske forfatter Kazuo Ishiguro er tilbage i mesterlig stil med en fortælling fra riddertidens England. Men den handler også om krig og kærlighed til alle tider

Han rutter ikke med sine romaner, den japansk-engelske forfatter Kazuo Ishiguro. ”Den begravede kæmpe”, der udkommer i dansk oversættelse i dag, er hans første roman i 10 år. Bedst kendt er Ishiguro nok for ”Resten af dagen”, romanen om en engelsk butler, der i sit livs efterår bringes til at holde dommedag over sig selv på en køretur gennem England.

Og for ”Slip mig aldrig”, det lavmælte mesterværk om menneskelige kloner i et England fra en parallelverden. Begge romaner blev filmatiseret, den første dog med noget større succes end den anden.

Det er karakteristisk for Ishiguro, at man aldrig kan forudse, hvilken slags roman han næste gang vil skrive. De er yderst forskellige. Ganske vist udforsker de alle i helt klassisk forstand den menneskelige eksistens, men det sker hver gang i nye universer og i leg med forskellige genrer.

I sin nye roman begiver Ishiguro sig tilbage til et sagnenes og legendernes England, i årene efter kong Arthurs død. Vi er i et univers med riddere, munke, drager, trolde og nisser. Atmosfæren er dog på ingen måde ”farverig”. Stemningen er dyster og truende, og under læsningen føler man sig nogle gange hensat til en apokalyptisk skildring af de sidste tider som i ”Vejen” af Cormac McCarthy.

Et gammelt ægtepar, Axl og Beatrice, bor i en landsby under kummerlige forhold. De andre landsbyboere vil ikke rigtig kendes ved dem, og de får ikke lov til at tænde lys i deres hytte, fordi de måske i deres affældighed kan komme til at vælte det og sætte alt i brand.

Det gamle par beslutter at drage af sted for at slutte sig til deres søn, som bor i en anden landsby. Og romanens hovedspor er de to gamles farefulde færd. De stolprer af sted gennem landskabet.

”Er du der stadig, Axl?”

”Er her stadig, prinsesse.”

Imidlertid er deres erindring noget sløret. Det er uklart, hvor sønnen egentlig bor, og under hvilke omstændigheder de engang tog afsked med ham. Forlod han dem i vrede? Også store dele af deres egen ungdom og samliv er blevet utilgængeligt for dem.

Axl og Beatrice er dog ikke ramt af begyndende demens. Næsten alle mennesker, de møder, har fået store dele af deres hukommelse indhyllet i tåge, og det viser sig at være dragen Querigs ånde, der har øvet denne virkning. Undervejs møder de sir Gawain, en sidste overlevende af Arthurs riddere, der nu er blevet en olding.

Og de slutter sig sammen med den saksiske kriger Wistan, der er kommet rejsende fra marsklandet. Måske har de alle det samme mål: at finde dragen og dræbe den, så glemslens tåge kan blæses væk fra verden igen.

Ishiguro er som altid meget tæt og omhyggelig i sin fortællende og beskrivende stil. Vi er som læsere virkelig med på denne rejse, vi er åndeløse vidner til hvert et farligt møde med ukendte vejfarende, vi er med til at få de gamle ben til at skræve over endnu en nedfalden træstamme. Jakob Levinsen har i sin oversættelse fornemt ramt fortællingens omstændelige, rustikke og gammelmodige tone uden at gøre den unødigt arkaiserende.

Mens de forskellige rejsende under diverse forviklinger nærmer sig dragens hule, går det efterhånden op for os, at der er fare forbundet med at hæve dragens forbandelse.

Ikke blot vil den nære fortids krige og ugerninger pludselig stå klare for sakser og briter, der i øjeblikket lever i glemslens nådige fred side om side. Også Axl og Beatrice fornemmer, at deres kærligheds historie rummer begivenheder, der måske er bedst tjent med at være visket ud.

De to gamle insisterer dog. De vil have deres liv og deres minder tilbage. Og de drømmer om, at deres kærlighed virkelig er så stærk, at den kan overleve ikke blot åbenbarelsen af fortiden, men at de også kan få lov til at blive sammen, når færgemanden engang skal færge dem - sammen eller hver for sig, det er spørgsmålet - over til dødens ø på den anden side af floden.

”Den begravede kæmpe” folder sig under læsningen ud som en allegori over krig og fred. Man kan ikke undgå at tænke på både Rwanda og Eksjugoslavien, når Wislan advarer om de blodsudgydelser naboer imellem, der kan blive konsekvensen af at dræbe dragen.

Men romanen er også og måske mest af alt en stærk historie om kærligheden mellem to gamle ægtefæller, der frygter for adskillelsens øjeblik, for at miste både sig selv og den anden. Som de dødsdømte kloner i ”Slip mig aldrig” drømmer de om udsættelsen: at hvis to for alvor elsker hinanden, kan de også få lov at være sammen.

Lidt længere. Endnu en lille stund.

”Er du der stadig, Axl?” ”Er her stadig, prinsesse.”