De protestantiske reformer i Nordeuropa, herunder Danmark, i 1520’erne og 1530’erne tog i nogen grad den katolske kirke og den ligeledes katolske kejsermagt i Tyskland på sengen. Men i 1540’erne blev der blæst til modangreb. Kejser Karl den Femte ville tvinge de reformerede lande og byer i Tyskland tilbage i folden, om nødvendigt ved at erklære dem krig. I Danmark skulle kongen, Christian den Tredje, finde en grimasse, der kunne passe til disse begivenheder.
Han havde selv ved sin magtovertagelse i 1536 gennemført Reformationen i sine riger, og han ville derfor på den ene side forsvare den lutherske kristendom, men på den anden side var kejseren en mægtig nabo, som man helst ikke skulle tirre. Man kunne frygte, at Karl den Femte, hvis han lykkedes med at genindføre romerkirken i hele Tyskland, ville fortsætte med Danmark – og afsætte Christian den Tredje undervejs. Den danske konge traf derfor den beslutning, at de lutherske trosfæller i Tyskland måtte sejle deres egen sø, mens han forsikrede kejseren om, at de var bedste venner. Så kunne man håbe på, at kejseren ville lade Danmark i fred. En anden væsentlig grund til den danske isolationisme var, at den afsatte kong Christian den Andens efterkommere gjorde krav på den danske trone og forsøgte at få kejseren til at bakke dem op. Også af den grund var det vigtigt for Christian den Tredje at holde lav profil.
Professor emeritus i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten har i adskillige bøger beskæftiget sig med disse vigtige sager og navnlig det moralske problem: Hvordan kunne en overbevist og troende lutheraner som Christian den Tredje lade sine tyske trosfæller i stikken? Og hvordan lykkedes Christian den Tredje med at gennemføre sin politik? Lausten skrev allerede herom i 1977 med doktordisputatsen "Religion og politik. Studier i Christian III's forhold til det tyske rige i tiden 1544-1559". Kender man disputatsen, kender man også problemstillingen, og meget af stoffet i hans nye bog (som kommer nu 45 år efter!) er en slags popularisering af disputatsen.
Peter Svave med tynget samvittighed
I "Gesandt for Danmarks konge" er Christian den Tredje imidlertid trådt i baggrunden til fordel for diplomaten Peter Svave, som kongen brugte som udsending i Tyskland. Det fungerer godt, for det giver en spænding mellem Svave, der ansigt til ansigt med både katolske og protestantiske forhandlere skal gennemføre kongens henholdende taktik (hvilket han havde held til), og Christian den Tredje, som på behagelig afstand af presset ved forhandlingsbordet insisterer på at have uld i mund. Lausten udstyrer også Svave med en tynget samvittighed, som der er et vist historisk belæg for, fordi han var beklemt over situationen og ønskede en klarere stillingtagen fra kongen til fordel for det lutherske.
Så langt, så godt. Men Lausten har åbenbart følt, at der ikke var kød nok på de historiske kilder, så han tilføjer en lang række fiktive dialoger og begivenheder. Med sin blanding af fakta og fiktion er bogen derfor halvt historisk afhandling, halvt roman. Det kommer bag på læseren, for hverken bogens bagsidetekst eller forlagets omtale af bogen afslører dette forhold. Og kender man Laustens forfatterskab, ved man, at han plejer at holde sig nøje til kilderne. Men ikke her. Det fremgår kun kort af forordet, at der er tilføjet dialoger, ”som man kan forestille sig, har fundet sted”.
Den deklaration er ikke udtømmende, for der er ikke kun tale om nogle dialoger. Lausten meddeler som alvidende fortæller mangt og meget fra Svaves indre følelsesliv, som der ikke er kilder til, han sætter Svave til at samtale med folk, som man ikke ved, om han har mødt, og Svave placeres i opdigtede situationer med fiktive personer – eller efter alt at dømme fiktive personer, for det er ikke til at se ud fra de knappe litteraturhenvisninger bagerst i bogen, hvad der er fakta og fiktion.
Det måske mest bemærkelsesværdige eksempel er, at Lausten lader Svave gå en tur i jødekvarteret i den tyske by Worms, hvor han over en småkage med en rabbiner – og dennes indtagende datter, hvis blik Svave fanger (”I det korte glimt trængte de mørke øjne ind i hans”) – indser, at Luthers hadefulde retorik over for jøderne var helt forkert. De jøder, han træffer, er jo flinke folk! Med den historie skal Svave, som både var ven med og trofast tilhænger af Luther, tydeligvis gøres til en slags fremsynet, human protestant og et værdigt talerør for forfatteren.
Fup eller fakta
Som læser kommer man ofte i tvivl om, hvad er der er fup, og hvad der er fakta, for Lausten er ikke konsekvent med at digte frit eller holde sig til kilderne. For eksempel er Svave i Worms ledsaget af en anden diplomat, Benedikt Sehested, som Lausten lader få et hjerteanfald, men han frelses af den jødiske pige, som finder ham og barmhjertigt henter en læge, inden det er for sent. Men da Svave selv og en anden dansk gesandt senere også må have lægehjælp, beklager Lausten, at han ikke kan sige hvorfor, fordi det ikke oplyses i kilderne. Det forvirrer, for når Lausten meddeler detaljer, er det så, fordi der er kilder til dem? Åbenbart ikke.
Behovet for at opdigte passager undrer, for Lausten skriver godt og fængende, når han holder sig til kilderne. Svaves rejser i Tyskland giver for eksempel anledning til på baggrund af originale regnskabsbøger og kulturhistorisk litteratur at fortælle om de strabadser, som diplomaternes rejser frem og tilbage på dårlige og farlige veje mellem Danmark og det sydlige Tyskland bød på, om behovet for mad, drikke, musik til aftenen, en ordentlig seng – og om tårnhøje skrædderregninger for nye sæt tøj. Så langt, så godt – indtil de rejsende begynder at tale sammen, som læser de op for hinanden af et leksikon eller en guidebog.
Det er naturligvis møntet på at formidle viden om steder og begivenheder til læseren, men hvorfor ikke blot skrive det selv i stedet for at pakke det ind i en ikke særlig troværdig dialog?
Som det kendes fra andre historiske romaner, har det naturligvis en fordel, når man frit kan udstyre fortidens mennesker med tanker, ord og handlinger. Fortidens mennesker får nyt liv, man ser dem bedre for sig, og en ellers på mange måder sløret og anonym skikkelse som Peter Svave fremstår nu helt tydelig for læseren, og dermed levendegøres også vigtige dele af 1500-tallets historie.
Så må man leve med, at det er fiktion.
Gæsteanmelder Morten Fink-Jensen er lektor i historie ved saxo-instituttet på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger og artikler om dansk og europæisk kultur- og kirkehistorie i perioden 1500-1750.
Martin Schwarz Lausten taler med kirke- og historieredaktør Anders Ellebæk Madsen på festivalen Historiske Dage i København i den kommende weekend.
Martin Schwarz Lausten: Gesandt for Danmarks konge. Politik, religionskrig og tro under Peter Svaves rejser i 1500-tallet. 392 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.