Philip Tafdrup har lavet et værk med digte og fotografier, der bærer titlen "Cat Loves Sean". Og lad det være sagt med det samme: Det er en fremragende digtsamling.
Den særprægede titel har sin oprindelse i en gammel indridsning i våd cement, som digteren har fundet ved kirkegården i Waverley i Australien, som danner ramme om digtsamlingen. Og kærligheden mellem de anonyme personer Cat og Sean, der nu kun erindres i denne graffiti og deres gravstene, er emblematisk for digtsamlingens motivkreds, idet denne fra først til sidst handler om døden og om den måde, det levede liv fremtræder på baggrund af døden på.
At en kirkegård kan fremkalde poetiske refleksioner, er der naturligvis ikke noget nyt i. Mest markant er den verdenslitterære klassiker Edgar Lee Masters' "Spoon River Antologien" fra 1915, der sidst udkom på dansk i 2008. I antologien fremstår alle teksterne som gravskrifter fra en kirkegård i den lille flække Spoon River fra Midtvesten.
Masters' portrætdigte er her i særklasse, fordi han formår at give stemme til et stort antal skæbner fra det lille provinshul, hvor livet ofte har været goldt, grusomt og lidelsesfyldt, og fordi disse psykologiske skildringer levendegøres gennem et mægtigt spektrum af stemninger fra komik og satire til hudløs indleven og smertefyldt alvor. Det lykkes faktisk Philip Tafdrup at få noget af det samme frem i sin poetiske kirkegårdsmeditation.
Lad mig give et eksempel på, hvor indfølte Tafdrups digte om de afdøde på kirkegården i Waverley er, og hvor elegant og uanstrengt den dialogiske form fungerer i disse. Jeg citerer her et af bogens 62 digte, der næsten alle omhandler navngivne afdøde personer af begge køn, med alle aldre og fra alle samfundslag.
Det drejer sig om førnævnte Cat, og parentesen angiver som i tilfældet med mange andre af gravstederne, at årstallene er udslettet:
"Gassen hvæser, Catherine (*? - )/ du koger vand og laver kaffe// det er søndag, skarp sol/ og du skal ingenting/ andet end at mærke hans fingre mod dit ansigt/ de lette strøg hen over dit øjenbryn// som I ligger dér, Cat/ er det svært at forstå/ endsige acceptere/ at I engang vil dø/ for det er søndag/ vandet bobler og sprutter/ og senere skal I ud og se/ om jeres navne stadig står i den nye cement/ vejarbejderne går og støber oppe foran Waverley."
Eller lad mig tage et herligt, barokt, humoristisk digt med elegant talesprogsstil om en vis Charlie, der dukker op i flere digte, og hvis upassede gravsted er et tilbagevendende motiv: "For fanden, Charlie/ hun mente ikke noget med det/ hun er jo blot menneskelig/ sluk din cigaret/ og læg dig ind til hende/ forlang ikke det perfekte, Charlie/ du ender som en ensom gammel mand/ og der vil ikke være nogen/ til at passe din grav."
Digtene i "Cat Loves Sean" får igennem hele bogen modspil af en række fotos fra kirkegården i Waverley. Det er nogle fascinerende billeder fyldt med kontraster mellem natur og teknik, vækst og forfald, skønhed og hæslighed, liv og død. Præcis som de fortræffelige digte.
Philip Tafdrup: Cat Loves Sean. Digte og fotografier. 104 sider. 198 kroner. Forlaget Spring.