Prøv avisen
Bog

Fortræffelig biografi til nye og gamle Blixen-læsere

5 stjerner
Karen Blixens liv i Afrika er nu fortalt så lødigt, faktisk og færdigt, som det kan gøres. Tom Buk-Swienty fortæller alt det, mange har tænkt uden at få det skrevet ned. –

Tom Buk-Swienty leverer i ”Løvinden” en medrivende genfortælling af kendt stof om Karen Blixen

Vi har hørt om det hele før: Hvordan hun kom til Mombasa, blev gift med Bror, hvordan det gik dårligt på farmen med kaffen, hvordan hun mødte Denys Finch Hatton, og hvordan de skiltes omkring 1928. Set sådan er der ikke meget nyt i Tom Buk-Swientys nye bog om Karen Blixen i Afrika – men: Hvor er alt det kendte stof skrevet godt sammen og genfortalt som en medrivende halvdel af hendes livshistorie.

Og meget af det kendte får hver sin ekstra lille nye detalje, som for eksempel, at Karen og Denys aldrig var sammen i kystbyen Takaunga, som man ellers tror ud fra ”Den afrikanske Farm”.

Med sit fortællegen for livsforløb gør Buk-Swienty det, som alle Blixen-forskere har tænkt, men ikke kunnet sige på grund af deres videnskabelighed: Han kombinerer pluk fra brevene og Afrika-bøgerne med andres oplysninger sammen til et sandsynligt billede af Karen Blixens stemninger og synspunkter, år for år i Afrika 1914-1931. Dermed er også sagt, at det ikke er videnskabeligheden, der plager Buk-Swienty, endsige Karen Blixens forfatterskab (bortset fra ”Den afrikanske farm”).

Der er konstant fokus på Blixens liv og den omverden af personer og natur, det foregik i. Han har sådan set læst alt om Blixens liv på farmen og har med en historikers præcision lagt oplysninger sammen og vejet dem op mod hinanden. Han har opholdt sig i Kenya i tre måneder for at søge nyt stof om Blixen, men det ser ud til, at der på nuværende tidspunkt ikke er mere at hente dernede.

Men i Danmark udkom sidste år Benedikte Rostbølls udgave af korrespondancen mellem Karen Blixen og hendes onkel Aage, der var formand for aktieselskabet, som ejede farmen med Karen Blixen som bestyrer, efter at Bror Blixen var sat fra bestillingen. Denne korrespondance om farmens dårlige økonomi nåede Buk-Swienty at få med i sin fremstilling i en sådan grad, at han betragter den onkel Aage, som Karen foragtede for hans borgerlighed, som den eneste person, der med nogen sandhed kunne sige: ”Jeg havde en Farm i Afrika” (fordi han postede så mange penge i selskabet).

Buk-Swienty har hele vejen et godt øje til de poetiske omskrivninger i Blixens fortælling i ”Den afrikanske farm”, og til alt det og alle de personer, som er udeladt i hendes fremstilling deri. Det gik faktisk ikke til som i hendes bog, men dog så nogenlunde. Måske opfattede hun bare sagerne anderledes end den faktuelle sandhed, som Swienty kan opspore.

I gamle dage havde man et begreb ”poetisk sandhed”, som man godt kan unde Blixens værk midt i denne fremstilling, som modsat søger den faktiske sandhed. I hvert fald løser hans bog ikke det store poetiske spørgsmål: hvordan kom der fortællinger ud af dette kvindeliv, som kæmpede med så megen modgang livet igennem og især i Afrika-tiden.

Derimod er bogen rigt illustreret med fotografier også fra andre fotoalbums end lige Karen Blixens. Man bliver virkelig bragt med til Kenya i Karen Blixens tid med alle disse sort-hvide fotografier. Dog: To er farvelagte, smudsomslagets forside og forsiden inde i bogen. Det er sket med håndkolorering langt senere til bogen her. Det ene viser Blixen ved en stenet flod midt i en skov, det andet viser hende med en omvendt stork (eller en lignende fugl), der er nedlagt af hende. Er der fra Buk-Swienty en slags kommentar i dette? Er hans bog en modsat bog til den storkehistorie, som alle husker fra ”Den afrikanske farm”? En fremstilling af erhvervskvinden Karen Blixen, lederen af farmen i Afrika i stedet for forfatteren Karen Blixen?

Ind i mellem den løbende fortælling om Blixens liv får vi også beretninger om broderen Thomas, om faderen Wilhelm Dinesen, om moderen om søstrene, hvor Buk-Swienty kan bruge alt det stof, han tidligere har skrevet om Dinesen-familien, og han slutter fint bogen med at fortælle om, hvordan det senere gik dem og de andre hovedpersoner i Karens liv. Kort sagt man er i rigtig gode fortællende hænder i den næsten 700 sider lange bog. Nye Blixen-fascinerede kan med fordel starte med denne bog, mens vi andre, som har været med hele vejen siden Frans Lassons ”Breve fra Afrika” (1978) kan spekulere over, hvad det egentlig var, vi var med til? Det kommer Buk-Swienty ikke ind på.

Var det den nye emanciperede kvindelighed i det 20. århundrede, der havde sin forform i Karen Blixen? Eller var det et særligt symbolistisk livssyn på sammenhængen mellem kunst og liv, som vi fik ind i os? Symbolismen var hendes ungdoms kunst, og Sophus Claussen hendes foretrukne danske digter. Hendes måde at læse litteratur ind i sit liv og ligeledes kræve af livet, at det skulle ligne litteratur!

Ingen dansk forfatter er vel så veldokumenteret i sit liv med breve og anekdoter som Karen Blixen. Og gennem hendes kunst går spørgsmålet ”Hvem er jeg”, mere eller mindre tildækket af fiktion. Litteratur skulle i hendes udgave hjælpe både læseren og hende selv til at finde et livsmønster. Var det en god måde at læse litteratur på? Var det rigtigt at spejde efter storken, troede hun selv på et sådant mønster, eller på skæbnen, som hun brugte i sine fortællinger som måske blot en æstetisk orden?

Mange oplevede i hendes nærhed, at hun syntes at tro på sine egne udsagn om stork og skæbne, men også at hun ikke gjorde det. Forvirringen var fascinerende, og læserne tillagde hende en viden, som hun måske ikke havde (klogere end alle os andre, som Onkel Aage sagde). Måske er det denne forvirring, der stadig tiltrækker, åben som den er for fortolkning. Det må i så fald være forfatterskabet, der fascinerer, for personen Karen Blixens liv i Afrika er nu fortalt så lødigt, faktisk og færdigt, som det kan gøres, af Tom Buk-Swienty, der kunstfærdigt genfortæller det, mange har tænkt uden at få det skrevet ned.